Frimodig kirke i en regnbuefarvet tid

I dag, den 15. juni er det ti år siden, at loven om et ritual for vielse af homoseksuelle trådte i kraft. ELN’s formand, Jens Lomborg, kommenterer:

I dag er ikke en mærkedag, som er værd at fejre, men nok en mærkedag, som er værd at standse op ved. For der er stadig brug for, at Kirken tager afstand fra ritualet for vielse af homoseksuelle. Men der er også brug for andet end at sige nej.

For mig at se skal vi gå flere veje i spørgsmålet om køn og seksualitet. Et spørgsmål, som kun er blevet endnu mere aktuelt de seneste ti år.

Jeg vil derfor komme med en anbefaling, en advarsel og en opfordring:

Anbefaling: I ELN har vi netop udgivet vejledningen Frimodig kirke i en regnbuefarvet tid, en vejledning til at modtage homoseksuelle i kirken.

Køn og seksualitet er blevet en aktuel udfordring i menigheder, der ønsker at fastholde et bibelsk syn på køn og seksualitet. Det er derfor også påkrævet, at menigheder tager stilling til, hvordan man møder mennesker uanset deres seksualitet.

Den ekstreme relativisme og individualisme, hvor det handler om mig og min oplevelse, den sætter Bibelen os heldigvis fri fra. Vi byder alle velkomne. Vi vil gerne være en frimodig kirke, hvor mennesker med en regnbuefarvet identitet kan høre evangeliet, få tilgivet deres synder og få en ny identitet i Kristus – lige som alle andre.

Advarsel: I 2013 udgav ELN vejledningen Vejen frem efter 15. juni 2015. Vejledningen indeholder bl.a. tre pejlemærker for navigation i den kirkelige virkelighed med ritual for samkønnede. Pejlemærkerne handler om at fremholde Guds ord i den aktuelle situation og om at sige tydeligt nej til lære og liv, der strider mod Bibelen. Endelig er der en opfordring til ikke at have ordinært gudstjenesteligt fællesskab med den, der har brudt med Bibelens autoritet, et brud som ritualet er udtryk for.

’Opfordre’ er måske et neutralt og velvalgt ord, men jeg tror, vi skal turde sige, at vi advarer imod at tilhøre et menighedsfællesskab, hvor præsten praktiserer velsignelse af samkønnet ægteskab. Det er dødsensfarligt. Det er en klar advarsel i Bibelen, at man hverken skal trække fra eller lægge til det, Guds ord siger. Troen kommer af det som høres. Og det gør vantroen også.

Opfordring: I en tid, hvor hele LGBT-dagsordenen fylder enormt, skal vi sige et stort JA til Guds skabning og ordninger. Man siger ofte, at vi ikke skal begynde med Adam og Eva, men det er lige præcis det, vi skal. Vi skal undervise i skabertroen, fordi den er med til at fastholde, at Gud har skabt verden og os – og givet os rammer for at leve i den.

Skriv en kommentar

Bliv medlem af ELN - og giv din støtte til en frimodig kirke på Bibelens grund

Vær med til at bede om vækkelse! Bed, en bøn som er blevet til efter konferencen Herre, væk os!