Fra ”hyrde og lærer” til ”løfte og bære”

Aktuel kommentar: For 45 år siden indførte man en passus i den kirkelige lovgivning, som skulle beskytte det mindretal, der var tilhænger af en bibelsk begrundet arbejdsfordeling mellem mænd og kvinder i kirken, sådan at præsteembedet var forbeholdt mænd. Nu afskaffer regeringen denne bestemmelse.

Læs nyheden her: Nej til kvindelige præster i folkekirken bliver ulovligt

Af Børge Haahr Andersen, pastoral vejleder i Evangelisk Luthersk Netværk.

Der gik nogle årtier, fra at Folkekirken indførte ordningen med kvindelige præster, til at ordningen slog igennem. Dette skete i begyndelsen af min studietid.

Det var også her, man indførte den undtagelse af loven om ligebehandling af mænd og kvinder ved ansættelse: ”Præstestillinger i folkekirken og dertil svarende stillinger inden for trossamfund undtages fra lovens område”. paragraf 11, stk. 1, i lov nr. 161 af 12. april 1978.

Intensionen med loven var, at som man gav menighedsråd frihed til at vælge en kvindelig præst, ville man også give menighedsråd frihed til at vælge en mandlig præst, hvis de havde teologiske og bibelske grunde til deres valg.

Præstens arbejde er blevet et omsorgsarbejde

De sidste halvtreds år er udviklingen gået i retning af, at præstejobbet i højere og højere grad har udviklet sig til at være et kvindefag. Antallet af kvindelige præster stiger med cirka 1 % om året og er pt. på 60 %.

Forkyndelsen og præstearbejdet udvikler til at være et omsorgsfag, hvor både mandlige og kvindelige præster i højere grad arbejder på at vise mennesker i sognet omsorg i deres trængte og sammensatte menneskeliv. Før var man ”hyrde og lærer”. Nu skal man ”løfte og bære”. Internationale undersøgelse bekræfter denne tendens.

Modtrækket – at gøre det ene og ikke forsømme det andet

Vi er stadig nogle præster i Folkekirken, som tror, at der skal være en kønsbestemt arbejdsfordeling i kirken, sådan at en hyrde og lærer skal være en mand, og at det er en bibelsk begrundet ordning, sådan at det forpligter kirken til alle tider. Samtidig arbejder vi for at få kirke- og kulturmedhjælperstillingen videreudviklet og selvstændiggjort, sådan at kirkens omsorgstjeneste gennem mænd og kvinder får sat et solidt aftryk i menighederne.

Allerede nu kan man profilere sognemedhjælperstillingen, sådan at akademisk ansatte har samme løn- og ansættelsesvilkår som sognepræster. Dette skal fortsat have lidt tid til at finde en fast form, men det er absolut muligt. Vi skal gøre det ene, ansætte mandlige præster som hyrder og lærere, og vi skal ansætte m og k’ere i andre stillinger, som profilerer andre dele af kirkens kald og opgave.

Vil frihedsordningerne bestå i Folkekirken?

I mit voksenliv er der omkring ti kirkelige organisationer og institutioner, der oprindelig var tilhængere af ovennævnte arbejdsdeling, som har åbnet sig for kvindelige præsters tjeneste. På ganske få år og enkelte gange få årtier har presset fra samfundet forårsaget, at det i praksis har været umuligt at få stillinger i disse organisationer, hvis man fastholder, at en præst skal være en mand.

I Folkekirken har det indtil videre været anderledes. Lokale menighedsråd kan være udsat for et voldsomt pres, men har fortsat frihed til at vælge en mandlig præst med den begrundelse, at man gerne i deres menighed vil håndhæve bibelsk arbejdsfordeling mellem mænd og kvinder.

I den norske kirke er stort set ikke længere muligt at vælge en mandlig præst, der mener, at en præst skal være en mand.

I Danmark er det fortsat muligt, selv om § 11, stk. 1 nu afskaffes. En række bispekandidater og politikere truer med jævne mellemrum på at forbyde os, der er overbevist om det teologisk og praktiske betimelige i en arbejdsfordeling, at få en præstestilling i kirken. Indtil videre har de danske frihedsordninger sejret over ensretningen.

I den nuværende situation er det således tankevækkende, at to på hinanden følgende kirkeministre har tøvet med at afskaffe ordningen, selv om de har været under et voldsomt pres fra et enstemmigt bispekollegium.

Louise Schack Elholm har gjort det efter en tids samtaler med det mindretal i kirken, som er tilhænger af en arbejdsfordeling mellem mænd og kvinder, og hun udtaler, at der fortsat skal være plads til dem i kirken.

Folkekirkens øvrige frihedsordninger kan også komme under pres. Trangen til at følge med tiden kan på sigt umuliggøre, at vi, der mener, at en præst skal være en mand, fortsat kan få embede. I en tid, hvor skilsmisseprocenten er omkring 50 %, kan friheden til at sige nej fraskiltes vielse også komme under pres. Ligesom LBGT+-bevægelsens kolossale politiske magt kan presse friheden til at sige nej til at bruge det kønsneutrale ritual også kan komme til debat.

Men så længe, Bibelen udtaler sig, som den gør, er vi nogle, der vil fastholde, at arbejdsdelingen i kirken er en gudvillet og blivende ordning. I den lutherske kirkes 500-årige historie i Danmark er det kun de sidste 75 år, der overhovedet har været tvivl om det.