ELNs formand Henrik Højlund kommenterer på debatten om menighedsrådet i Mejdal, der søgte en troende præst
Det hele var en and
Man fristes til at mene, at det hele var en and, hele den historie med Mejdal Menighedsråd, der søgte en ”troende” præst. Nu har de nemlig fået deres præst, som i Kristeligt Dagblad d. 21. marts svarer på spørgsmålet om præster og tro. Og det gør hun sådan, at alle de skarpeste kritikere af opslaget må ånde lettet op.
Hun bekræfter nemlig til overmål deres anliggende, at præsters tro eller mangel på samme slet ikke er afgørende for, om man kan være præst i folkekirken. ”For mig er det naturligt, fordi jeg selv er troende,” svarer hun på spørgsmålet, om det bør være en selvfølge, at præster tror på Gud, og tilføjer: ”Jeg vil ikke udtale mig om, hvordan andre præster skal tro eller føre deres embede.
Det var altså, hvad man søgte i Mejdal – og fik. Så meget for hele balladen. Vi kunne have sparet os vores små glade hop i sædet, da vi læste om opslaget. De mente ikke så meget med det, at det gjorde noget.
Vi er slået tilbage til start
Mejdals troende præst udtaler: ”Vi er mange forskellige præster i Danmark og på mange forskellige måder. Det er godt, for folkekirken skal være rummelig og nå ud til et bredt udsnit af mennesker.” Vi er vist et pænt stykke fra Grundtvigs linjer: ”Vor tro er ej på hvad som helst, man kristendom vil nævne.”
Og derfor er vi også et pænt stykke fra, hvad vi var mange, der håbede, at Mejdal mente med deres opslag, og hvad kritikerne rasede over i samme opslag. På’n igen. Lad os få det opslag fra et andet menighedsråd, som vil fylde ordet ”troende” med substans.
Se mere om debatten her
