ELN’s pastorale vejleder Børge Haahr Andersen stopper. På falderebet har han en klar opfordring om ikke at lade fordragelighedens atmosfære kvæle teologiske forskelle.
Som manden i spidsen for ELN’s vejlederordning har Børge Haahr Andersen i høj grad fulgt livet i Kirkedanmark generelt og i den bibeltro del i særdeleshed. Her taler han om fasthed og fordragelighed. Om nødvendigheden af fastheden i teologi og forkyndelse og fordragelighed i omgangen med mennesker.
ELN’s ordning med vejledning og tilsyn er vokset ud af nødvendighed, som bl.a. viste sig i forbindelse med ”Grosbøll-sagen” i begyndelsen af årtusindet. Og da folkekirken senere indførte ritualet for to af samme køn, blev det tydeligt, at der var et skisma i folkekirken, som gjorde det nødvendigt at fastholde retten til at stå på bibelsk grund – og fravælge ordinært gudstjenesteligt samarbejde med dem, som har brudt med Bibelens autoritet.
I en kronik i Kristeligt Dagblad 14. juni 2012 beskrev Børge Haahr Andersen og ELN’s daværende formand Henrik Højlund, hvad der drev ordningen i gang:
”Når den officielle ledelse svigter, står vi i fare for lokalt at blive isolerede og svage. En lokal menighed har brug for åndelig støtte, vejledning og samhørighed med alle, der deler samme tro og samme grundlag.
Derfor er vi begyndt på at opbygge en uofficiel åndelig ledelse i forhold til den officielle ledelse, som har svigtet. Det gør vi i tilknytning til Evangelisk Luthersk Netværk og i forlængelse af den selvstændige ledelsesprofil, som de gamle lutherske vækkelsesbevægelser på forskellig vis har praktiseret i 150 år.”
Modstand fra flere fløje
To dage senere, den 16. juni, fik den supplerende ordning officielt en pastoral vejleder i Børge Haahr Andersen, da han under stor mediebevågenhed blev indsat ved en forbønsgudstjenste i Løsning Kirke. Biskop på Fyn, Kresten Drejergaard, havde nedlagt forbud mod, at gudstjenesten blev holdt i Sct. Hans Kirke i Odense, og den var derfor i al hast flyttet til Løsning.
Mange almindelige folkekirkemedlemmer var dybt berørt over indførelsen af et ubibelsk ritual i kirken og provokeret af, at biskoppen forsøgte at forhindre en forbønsgudstjeneste i ELN-regi at finde sted. Dette gav en kæmpe opbakning til gudstjenesten i Løsning.
Ikke blot flertallet af biskopper, men også enkelte præster, der teologisk stod ELN nær, var stærkt kritiske over for ordningen og kaldte den både ”pjat” og sammenlignede de tilsluttende præster med ”følsomme teenagepiger, der grundet deres pubertetsagtige problemer med at tage et selvstændigt ansvar søger at skubbe det over på deres egen åndelige vejleder”.
Modstanden knækkede ikke ordningen, som sidenhen har fungeret for en lang række menigheder tilknyttet ELN’s menighedsnetværk og en lang række sognepræster, som har erkendt behovet for åndelig støtte, vejledning og samhørighed.
”Det er jo en ordning, som i al sin skrøbelighed, har vist sig at være langt mere velfungerende end det officielle tilsyn,” siger Børge Haahr Andersen og uddyber:
”Lige fra 2006, da det første vejlederråd blev nedsat, og frem til i dag har vi organiseret ordningen på den måde, at en erfaren præst bliver koblet sammen med én, to eller tre præster og menigheder. Over år opbygger vejleder og præst/menighed tillid og fællesskab, og der er anledning til at give respons og vejledning lokalt. Mange vejledere har lokalt kontakt til deres præst og menighed flere gange årligt, og det er med til at stabilisere unge og nye præster, og ind imellem også stabilisere nyetablerede frimenigheder, at de har en fortløbende kontakt med en vejleder udefra.”
Ifølge Børge Haahr Andersen er der mange fordele ved den decentrale opbygning af ELN’s vejlederordning. Mange bliver involverede som vejledere. Der opbygges over tid mange gode og personlige kontakter med en person udefra, som med erfaringer andre steder fra kan give gode input til præst og menigheder.
”Der er selvfølgelig også ulemper ved en sådan måde at organisere sig på”, tilføjer han.
”Vejlederrådet kan overse steder, hvor ordningen ikke fungerer tilfredsstillende. Det handler alt sammen om travle præster, som i deres fritid skal gøre en indsats ved siden af mange andre opgaver. Da jeg var rektor på en uddannelsesinstitution, var det godt at kunne sige til teologiske kandidater, når de kastede sig ud i deres første embede, at ELN havde en ordning, som kunne være en personlig støtte for dem”.
I ELN tøver man da heller ikke med at nævne ordningen, som et af de vigtigste aktiver i netværket.
Ikke mindst har han med teologisk tyngde og menneskelig indsigt taget utallige samtaler med præster og menighedsledere
Og der er ingen tvivl om, at den afgående pastorale vejleder utrætteligt har arbejdet for, at ingen skal stå alene, hverken præst eller menighed. Han har med vedholdenhed ledet arbejdet med at finde vejledere og tilbyde ordningen til menigheder og præster, han har medvirket ved indsættelser af frimenighedspræster, og forsvaret ordningen offentligt. Og ikke mindst har han med teologisk tyngde og menneskelig indsigt taget utallige samtaler med præster og menighedsledere.
Hvervet som pastoral vejleder er frivilligt og ulønnet, og Børge Haahr Andersen har røgtet det sideløbende med sit job som rektor på Dansk Bibel-Institut fra 2005-2022.
Vilje, mod og et godt lune
I alle årene har Børge Haahr Andersen fundet det nødvendigt at fastholde troskab mod Bibelen og fasthed i teologien.
Især har det moderne kætteri i forhold til ægteskab samt frelse og fortabelse fået ord med på vejen.
Og det er en mand med sine meningers mod, der nu takker af som pastoral vejleder.
Før sin tid som rektor på DBI var Børge Haahr Andersen sognepræst i Emdrup i 13 år, så han ved af egen erfaring, at det kræver sit af en præst at holde fast og forblive tro mod Bibel og bekendelse, når den kirkelige atmosfære præges af liberal teologi og fordragelighed. Det sidste er ikke blevet mindre med årene, vurderer han.
Denne fordragelige atmosfære har vundet mere og mere indpas, og det er virkelig skidt, hvis det kommer til at dække over væsentlige teologiske forskelle.
”Den danske folkekirkelige virkelighed bliver stadig mere pluralistisk i sin teologi og etik og fjerner sig stadig mere fra fundamentet i Bibel og bekendelse. Samtidig lægger det folkekirkelige system op til fordrageligt samarbejde med alle uafhængigt af teologi. Man samarbejder med kolleger, som står et helt andet teologisk sted, for han – eller hun, er jo et venligt menneske, og man ønsker ikke at skabe konflikt. Denne fordragelige atmosfære har vundet mere og mere indpas, og det er virkelig skidt, hvis det kommer til at dække over væsentlige teologiske forskelle.
Når det gælder fri- og valgmenigheder tilknyttet ELN, er man grundlæggende enige om teologien. Men er et nybrud i dansk kirkeliv, selv om selve ordningen er gammel. De enkelte frimenigheder er et selvstyrende foretagende. Det kan have brug for den stabiliserende faktor gennem en vejlederordning og en tilknytning til en landsbevægelse som ELN.”
Børge Haahr Andersen ejer et særligt lune, som dog ikke skjuler en indædt vilje til stå vagt om bibelske sandheder og gå i kødet på det modsatte. Flere gange med verbale tæsk til følge.
Man kunne få den tanke, at han trives i modvind og de verbale slåskampe. Men sådan forholder det sig ikke.
”Nej, det har indimellem været tungt – også for min hustru, når debatten har raset. Det trives jeg ikke med som sådan. Nogle gange har jeg måske også i momentet fået mig formuleret, så jeg efterfølgende har vendt og drejet det – og ønsket, at ordene måske var faldet anderledes. Men sådan er vilkårene,” siger han.
Krigerisk er han ikke. Også han foretrækker fordrageligheden og har brugt den i sit virke, bl.a. da han var sognepræst i Emdrup.
”Jeg vil gerne være venlig og hjælpsom, og når jeg mødtes med mine kolleger i provstiet, talte vi hyggeligt sammen uanset teologi og livsstil. Jeg var også behjælpelig med afløsning i nabosogne og talte pænt med provsten om dette og hint. Men når nogen foreslog, at vi f.eks. skulle holde fælles udendørs gudstjeneste 2. pinsedag, så sagde jeg og mit daværende menighedsråd nej. For hvis vi ikke er enige om, hvad Johannes 3,16 betyder, så kan vi ikke holde gudstjeneste sammen 2. pinsedag, hvor netop dette vers er prædiketeksten.
Derfor siger jeg også til præstekolleger: Vær hjælpsomme og deltag i mærkedage hos dem, du er teologisk uenige med, vær en god kammerat, men lad nu være med at invitere provsten til at holde den gudstjenestelige prædiken ved kirkens jubilæum, med mindre I deler teologi.
Det er en stor udfordring i kirken i dag, at fordrageligheden har sat sig for bordenden og har det afgørende ord. Den kan komme til at skygge for det afgørende, at der kun er frelse i Jesu navn, at det er nødvendigt at omvende sig og tro evangeliet, at der er to mulige udgange efter døden, og at kristen tro er at fastholde alt det, Jesus har lært – tro, lære og liv,” lyder det fra Børge Haahr Andersen.
På vej
Officielt har Børge Haahr Andersen været pastoral vejleder 12 år, i realiteten har han og ordningen været i funktion længere.
Børge Haahr Andersen fortæller, at ordningen går tilbage til 2005-2006, da ELN blev til. Allerede før årtusindskiftet, hvor han var sognepræst ved Emdrup Kirke, efterlyste han sammen med sit menighedsråd en frivillig vejlederordning fra mennesker, der var funderet i en bibelsk og luthersk overbevisning. Da ELN var i sin vorden, var der enkelte valgmenigheder i Randers og Fjellerup, som arbejdede med et alternativ til biskoppernes tilsyn, der i initiativtagernes øjne var særdeles mangelfuld. Denne model overtog det første vejlederråd, som ELN nedsatte i 2006, og gjorde det til en landsdækkende ordning.
Efter hans eget skøn er der mere brug for ordningen i dag, end der var for 20 år siden.
Nu er det tid til et skifte. Siden Børge Haahr Andersen gik på pension som rektor på Dansk Bibel-Institut forrige år, har han været rejsepræst samme sted. Men som pensionist har han ikke den samme berøring med dem, som bliver præster i folkekirken eller i frimenigheder, og derfor skønner han, at tiden er kommet til at give stafetten som pastoral vejleder videre til en yngre generation. Efter hans eget skøn er der mere brug for ordningen i dag, end der var for 20 år siden. Derfor håber han, at ordningen de kommende år vil nå ud til flere og vil blive en hjælp for både præster og menigheder.
Og selv om han kan være retorisk skarp i den gode sags tjeneste, vidner det om respekt for hans teologiske indsigt og formidlingsevne, at han i et år har fået og påtaget sig at skrive Dagens Ord i Kristeligt Dagblad.
…
ELN’s landsledelse arbejder i øjeblikket på at finde en afløser for Børge Haahr Andersen. I sin egenskab af pastoral vejleder har Børge Haahr Andersen også været formand for vejlederrådet. Indtil en ny pastoral vejleder er fundet, vil vejlederrådet i samarbejde med ELN’s Landsledelse arbejde på, hvordan vejlederens funktioner kan udfyldes. Vejlederordningen i ELN fortsætter uændret.
