Måske er den største tjeneste, vi kan gøre vores medmenneske, at forkynde ordet om Jesus.
Som kristne ved vi godt, at vi er ”sendt til verden”, men det kan være svært at komme i gang med at række evangeliet ud til mennesker i vores land og i vores lokalområde.
Denne artikel er også bragt i magasinet Budskabet, hvor den var med i decembernummeret. Se mere om Budskabet nederst på siden.
Det største problem er dog ikke mangel på indsigt i, hvordan vi skal formidle evangeliet om Jesus. Hovedproblemet er heller ikke mangel på naturlige relationer til ikke-troende, selv om mange af os kunne have flere relationer til ikke-troende. Vores hovedproblem er, at vi mangler motivation til at være i mission.
I Steven Spielbergs film Jurassic Park går en bestemt sætning igen: “Livet fandt en vej!” Forskerne havde ellers konstrueret dinosaurerne sådan, at formering i det fri skulle være en umulighed. Men sådan gik det ikke. Livet fandt en vej.
Overført på mission: Har du har et brændende ønske om at fortælle om Jesus, vil du få øje på de muligheder, Gud giver dig for at gøre det!
Roger Carswell
I forbindelse med Evangelisk Luthersk Netværks konference om vækkelse i september 2021 havde min kone og jeg glæden af at være værter for det engelske evangelistpar Dorothy og Roger Carswell.
Roger fortalte, at han som ung havde læst en biografi af den amerikanske evangelist D. L. Moody, der havde som mål hver dag at tale med mindst én ikke-troende om Jesus. Roger lod sig inspirere og besluttede sig for at gøre det samme.
Vores første tanke var: ”Det lyder lovisk og som opskriften på et stressende kristenliv!” Jeg tror heller ikke, det skal være alle kristnes målsætning. Men det blev tydeligt for os, at målsætningen var en hjælp for Roger til at tjene med den nådegave som evangelist, Gud havde givet ham.
Det blev også tydeligt for os, at nådegaven som evangelist ikke er den dybeste forklaring på, at Roger Carswell igennem et langt liv stort set hver dag har vidnet om Jesus.
Forklaringen er evangeliet om Jesus, som han hørte første gang som 16-årig. Taknemmeligheden over, at Jesus har taget straffen for hans skyld, har aldrig sluppet ham. Evangeliet om Jesu død for alle er det dybeste lag i hans – og vores – motivation til mission.
Menighedens motivation
Gud har lagt evnen til at formere sig ind i sit skaberværk. Frugttræerne er skabt, så de bærer frugt med kerne, og planter er skabt, så de sætter frø. Gud velsigner alle levende væsener og siger: ”Bliv frugtbare og talrige.” Levende træer og tigre formerer sig og bliver flere. Gud har lagt livets princip ind i sit skaberværk.
Gud har skabt og velsigner menigheden, så den ved evangeliet kan få børn. Den første menighed i Jerusalem fik mange børn. Næsten 3000 på én dag! Og hver dag føjede Herren nogle til, som blev frelst (ApG 2,41.47).
Hvad kommer egentlig først? Vores personlige motivation til evangelisering eller menighedens? Har jeg været optaget af evangelisering, fordi Gud suverænt har lagt det ned i mig ved sit ord og Ånd? Eller er jeg optaget af evangelisering, fordi jeg kom til tro gennem KFS, hvor vi jublede, hver gang en ikke-troende kom til møde?
Sandheden er, at begge dele har stor betydning og befrugter hinanden. Skal jeg fastholdes i motivationen, må jeg være en del af et fællesskab med Jesus i centrum, hvor det er en bærende værdi at nå andre med evangeliet! Uden et sådant fællesskab dør min motivation. Samtidig er det min opgave at motivere og inspirere andre, så vi sammen kan vidne om Jesus.
Udholdenhed
I får tre andre grunde til, at motivation er så vigtig.
Den første handler om udholdenhed. Evangelisering er fantastisk. Men det gør også ondt at blive afvist. Jeg husker en aften i husbesøgsgruppen, hvor vi bankede på en ældre mands dør. Vi fortalte, at vi kom fra kirken og gerne ville tale med ham. Han fortalte os venligt, at det havde ingen interesse.
Jeg husker kommentaren fra ham, jeg gik sammen med: ”Måske sagde denne gamle mand nej til hans sidste chance for at høre det budskab, som kunne frelse ham!”
Vi sælger ikke noget, som gør livet lettere, men ringer på for at fortælle om det eneste navn under himlen, som vi kan blive frelst ved (ApG 4,12)! Derfor gør det ondt, når mennesker ikke vil høre om navnet Jesus.
Skal vi blive ved med at vidne, har vi brug for en grundfæstet motivation. Ellers bliver vi kvalt af afvisninger og skuffelser.
Ægthed
For det andet har vi brug for motivation for ægthedens skyld! Den skotske filosof og historiker David Hume var deist, og troede ikke på Bibelen som inspireret. Alligevel fandt Hume det besværet værd at rejse 30 kilometer for at høre prædikanten George Whitefield. Hvorfor?
Måske finder vi svaret hos en fremmed, der en tidlig morgen omkring kl. 5 mødte Hume på gaden i London. Den fremmede spurgte: ”Er De ikke David Hume?” Det kunne han ikke nægte. Han spurgte videre: ”Hvor er De på vej?” Hume svarede: ”Jeg er på vej hen for at høre George Whitefield prædike.” “Men du tror jo ikke et ord af det, han prædiker.” Hvortil Hume replicerede: “Nej, men det gør han!”
Whitefield var motiveret og havde noget på hjerte. Det var Humes vigtigste grund til at høre ham. Hjertets motivation sætter sig igennem som ægthed.
Muligheder
For det tredje har vi brug for motivation for at se muligheder! Den engelske præst David Watson sagde: ”Ønsker man ikke at se mennesker komme til tro, er man blind for mulighederne!” Ved en bisættelse for nylig af en talentfuld sælger fortalte jeg historien om to sælgere, der rejste til Afrika for at undersøge mulighederne for at sælge sko. Den ene vendte slukøret tilbage med budskabet: ”Det er umuligt at sælge sko i Afrika. Ingen går med sko.” Den anden var i strålende humør, da han afleverede sin rapport: ”Her er der store muligheder for at gøre en god forretning. Her går ingen med sko.”
Vi kan sukke over frafaldet i Danmark. Men hvorfor ikke se den fremskredne sekularisering som en mulighed? Der er så få, der tror på Jesus og følger ham efter. Sikke muligheder vi har for at vidne om Jesus. Hvorfor ser vi ikke Danmark som enhver missionærs paradis? Måske er vi blinde for mulighederne, fordi vi mangler motivation.
Hvad motiverer?
Motivation spirer frem som en Åndens frugt, når vi fordyber os i Bibelens ord og lever sammen med mennesker, der ikke tror på Jesus.
Jeg vil derfor pege på to ting, som motiverer os til mission.
Bill Hybels fortæller flg. i en af sine bøger: “På en udlandsrejse løb jeg ind i en mand. Jeg spurgte ham: ’Nå, glæder du dig til påskedag?’ Han svarede: ’Nej, det gør jeg ikke. Faktisk går jeg aldrig til gudstjeneste påskedag!’ ’Det må være din spøg! Går du aldrig i kirke påskedag? Ved du ikke, at man kan komme i fængsel for den slags?’
Han ignorerede mit forsøg på at være humoristisk og sagde: ’Jeg går ikke i kirke påskedag, for jeg kan ikke klare alle de mennesker, som kun kommer der én gang årligt. De ødelægger det hele, fylder kirken og stjæler min parkeringsplads … Jeg har ikke brug for dem, der kun kommer den ene gang om året!’”
Også vi kan fristes til at betragte kirkefremmede som et nødvendigt onde, der ødelægger andagten eller lovsangen ved gudstjenesten – eller den ”dybe” teologiske samtale i bibelgruppen.
Når jeg mærker de samme negative vibrationer i mit eget sind, må jeg spørge: Er det egentlig gået op for mig, at for Gud er hvert enkelt menneske så værdifuldt, at han ofrede sin eneste søn for os?
Det var den første den første motivationsfaktor: Menneskets værdi for Gud.
Det andet, der motiverer til mission, er: Lønnen er stor. At bede sammen med et menneske og være til stede, når det tager imod Jesus Kristus, er noget af det største, man kan opleve på denne jord.
Det er ikke underligt, at det er sådan. Jesus siger: ”Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse” (Luk 15,7).
Guds egen glæde forplanter sig til vores hjerte, når vi er vidner til, at et menneske tager imod Jesus!
Hvad er evangelisering?
Roger Carswell siger: ”Evangelisering er at proklamere evangeliet til ikke-troende, der lytter!”
Vi ser på fire ord i denne definition.
Først proklamere. Frans af Assisi er blevet tillagt formuleringen, at vi skal vidne om Jesus og ”om nødvendigt bruge ord!” Er det nødvendigt at sætte ord på troen? Kan gode gerninger ikke få mennesker til at prise vores Far i himlene? (Matt 5,16). Jo, gerninger har stor betydning, men Jesus sender altså disciplene ud for at ”prædike omvendelse til syndernes forladelse” (Luk 24,47).
At evangelisere uden at proklamere evangeliet er ikke bibelsk evangelisering. Og måske er den største tjeneste, vi kan gøre vores ikke medmenneske, at forkynde ordet om Jesus.
Det andet ord i definitionen er evangeliet. Det er altså lettere at fortælle en god nyhed end en dårlig nyhed. Det minder jeg mig selv om igen og igen. Jeg har en god nyhed fra Gud i en verden fyldt med dårlige nyheder.
Mange bibeltekster understreger, at vi har gode nyheder til mennesker. Jesus sagde til den samaritanske kvinde: ”Hvis du kendte Guds gave” (Joh 4,10)! Han sagde også: ”Jeg er kommet, for at de skal have liv og have i overflod” (Joh 10,10).
Det tredje punkt i definitionen er ikke-troende. Det er ikke evangelisering, hvis evangeliet ikke når frem til ikke-troende. Nej, vi kan ikke tvinge mennesker til at lytte til evangeliet. Hverken når det gælder den personlige samtale eller evangeliserende møder. Det er altid Gud, der åbner døren for evangeliet! Men det må være vores intention og målsætning at invitere, så ikke-troende hører ordet om Jesus forkyndt.
Det fjerde er ikke-troende, der lytter! Paulus siger, at troen kommer af det, der høres (Rom 10,17). Derfor skal det, der siges, være evangelisk og i overensstemmelse med Bibelen.
Jeg må alligevel sige, at selv om jeg forkynder evangeliet, er det ikke altid evangeliet, der bliver hørt. Jeg underviser konfirmanderne ca. 40 timer. Derudover samles vi til gudstjenester, ungdomskirke, konfirmandlejr med mere. Hører de så evangeliet?
Hver gang afsluttes konfirmandundervisningen med en prøve. Jeg spørger blandt andet, hvordan vi kommer i Paradis. Det sker jævnligt, at nogle svarer: Ved at holde de 10 bud! Ved at være god mod andre!
Har disse konfirmander hørt evangeliet? Det mener jeg ikke! Evangeliet er blevet dem fortalt. Men de har ikke forstået, at Jesus har båret synden. De har ikke hørt, at navnet Jesus betyder ”Herren frelser”. Eller hørt julens budskab: ”I dag er der født jer en frelser i Davids by” (Luk 2,11)!
De har som flertallet af danskerne aldrig hørt evangeliet som det glædelige budskab om Jesus. Det skal de høre! Det er vores kald og privilegium at bede for dem, gå til dem, lære dem at kende og proklamere de glædelige nyheder om Jesus, som bar vores synd og dræbte vores død.
Må Gud fylde os med Helligånden og motivere og udruste os til klart at forkynde evangeliet om Jesus til ikke-troende omkring os – både som menigheder og enkeltpersoner.
Billedtekst: Niels Jørn Fogh (tv) tolker for Roger Carswell, der var hovedtaler på ELN-konferencen ‘Herre, væk os!’ i København.
…
Magasinet Budskabet udgives af Luthersk Mission, men er ikke et internt foreningsblad. Såvel skribenter som temaer appellerer med sin klassisk-luthersk-bibeltro profil til en bredere læsergruppe.
Abonnement kan bestilles online via www.budskabet.dk
