De kirkelige debatter har til formål, at evangeliet skal lyde både til frelse og efterfølgelse. Også når mennesker kan slå sig på det!
Af Lasse Holmgaard Iversen, fung. landssekretær i ELN
Bragt i Indre Missions Tidende 2012 nr. 8
Bølgerne går højt i debatten om vielse af homoseksuelle i folkekirken. Vi er mange i vores del af kirken, som har markeret modstand mod ritualet, fordi det er i strid med Bibelens tale om homoseksualitet.
Jeg møder sommetider skepsis over for markeringen af denne holdning fra folk jeg ellers er enig med, og som står det samme sted i kirken som mig. Ikke fordi de er uenige i holdningen, men fordi de mener, at den tydelige markering gør det sværere at møde mennesker med evangeliet. De frygter, at den kærlige Gud vil blive opfattet som én der siger nej til det hele.
Indrømmet: frygten kan være reel! Hvis det eneste man hører den bibeltro fløj i kirken sige er nej, så kan det være svært at se os som andet end hyklere, når vi ellers forkynder evangeliet om nåde for alle syndere. Det er derfor helt afgørende, at vi bestræber os på at fastholde, at det ikke er den homoseksuelle, men det homoseksuelle samliv, som Gud i Bibelen ikke tillader.
I stedet for at se mission og kirkelig debat som uforenelige, så mener jeg, at de to hænger sammen. At fastholde Bibelens nej til for eksempel homoseksuelt samliv handler nemlig i bund og grund om mission. Hvis ikke hele Guds Ord har autoritet, også når det udfordrer os, så går det hurtigt ud over det centrale i Bibelen, og baggrunden for al mission: At vi kan få nåde og tilgivelse på grund af Jesu død og opstandelse. Det sker f.eks. når kirken legitimerer synd, i stedet for at påtale den, for så er det ikke længere nødvendigt at pege på nåden og tilgivelsen i Kristus, og så er både evangelium og mission overflødige.
Derfor er formålet med de kirkelige debatter, at evangeliet skal lyde både til frelse og efterfølgelse. Også når mennesker kan slå sig på det!
