I Herning Bykirke vil de ikke kun kigge hinanden i nakken. De vil også se hinanden og nye i menigheden.
Herning Bykirke er seks år, menigheden har ca. 240 medlemmer og et særligt fokus i 2018, nemlig: Ét menneskes sag, én bøn hver dag! Mere om det senere.
Hvordan lyder den korte præsentation af Herning Bykirke?
”Vi er en menighed med liv, børn og alle generationer,” siger præst i kirken Søren Mejer Overby og uddyber:
”Det præger os, at vi er en menighed med alle generationer fra 0 til 80 år, og det er noget vi sætter højt. Vi prioriterer gudstjenesten og fællesskabet højt. Der skal være en god forkyndelse, noget at komme efter og noget, man kan tage med ud i hverdagen.”
Børnene fylder meget i menigheden, fordi mange børnefamilier trækker flere til. Men der er også god plads til dem, der er 50+, som blandt andet mødes i fællesskabet Tro og Liv.
Foruden Søren Mejer Overby er Christian Poulsen ansat som ulønnet hjælpepræst. Og så har menigheden pr. 1 oktober ansat Jesper Risbjerg Kristensen som ungdomspræst.
Herning Bykirke ansætter ny ungdomspræst.
Møder med Gud og mennesker
I Herning Bykirke har de tre ønsker, som kendetegner kirken. De ønsker at:
- at Gud møder menigheden
- at menigheden møder hinanden
- at flere møder Gud
”Det fortæller, at vi gerne vil, at kirken er et sted vi møder Gud, men også et sted, hvor vi møder hinanden. Vi vil ikke kun kigge hinanden i nakken.
Og så vil vi gerne være et redskab for at andre møder Gud. Det er nok den største udfordring. Vi kan ikke prale af en masse omvendelser, men vi forsøger at være et fællesskab, hvor mennesker bliver set, og vi vil gerne prædike det gode budskab om Jesus, så det bliver forståeligt for andre end dem, der er kendt med kirken i forvejen,” siger Søren Overby.
Ét menneskes sag, en bøn hver dag!
Herning Bykirke har som nævnt det seneste års tid haft et særligt fokus: Ét menneskes sag, én bøn hver dag.
”Vi tænkte, hvad sker der mon, hvis alle hver især i Herning Bykirke hver dag beder for ét bestemt menneske, som de kender? Den kampagne har nu kørt et års tid. Vi kan ikke sige, at der er kommet en masse synlige resultater ud af det. Men vi er overbeviste om, at det betyder noget. Også at det gør noget ved os, at menigheden bliver bevidste om, at det at være menighed ikke kun handler om arrangementer, men måske i endnu højere grad handler om at se og bede for de mennesker vi befinder os iblandt.
Det at være kirke i mission handler om at se ud over os selv på en meget simpel måde,” siger Søren Mejer Overby.
To glæder
Hvis du skulle nævne en glæde, som fylder lige nu, hvad er så det?
”Hmm…” Præsten tænker sig grundigt om. ”Må jeg sige to ting?”
”Forleden havde vi en intro-aften for potentielt nye medlemmer med 15 deltagere. Det er en stor glæde, at folk har lyst til at være med. De oplevede, at de blev taget godt imod, og de fik noget åndelig føde. De kommer ikke til en lukket klub. Det er virkelig en glæde.
Og så er det en stor glæde, at vi har ansat Jesper. Dejligt, at menigheden bakker op og er villig til at bidrage til det,” siger Søren Mejer Overby.
… og to bekymringer
Hvad med bekymringer, hvad fylder lige nu?
Præsten funderer igen et øjeblik. Også her handler det om mennesker, menighedens medlemmer og dem de gerne vil nå.
”Lige nu er vi ca. 240 medlemmer, og det kan være en bekymring, om vi formår at se mennesker, selv om vi bliver større.
Jeg tænker også på, om vi kan se ud over vores egen næse, eller om vi bliver lidt selvfede, fordi vi har god musik og en god forkyndelse. Det budskab vi har fået, det er jo også til at give videre,” siger Søren Mejer Overby.
OM HERNING BYKIRKE
Herning Bykirke er en evangelisk luthersk frimenighed der blev dannet i 2012
De første tre år benyttede menigheden en lokal sognekirke til gudstjenester.
Siden 2015 har Herning Bykirke lejet sig ind i rummelige lokaler i udkanten af Herning.
Kirken har ca. 240 medlemmer.