Der er en omfattende debat om omskæring af drengebørn. Men omskærelsespagten er en kærlighedspagt, siger ELNs formand Jens Lomborg.
Sjældent har et spørgsmål skabt interne uenigheder i så mange politiske partier, som spørgsmålet om omskæring af drenge. Senest har Folketingets partier behandlet spørgsmålet i et samråd, da et borgerforslag fra foreningen Intact Denmark, der går ud på at forbyde omskæringen af drenge under 18 år, ser ud til at opnå de nødvendige 50.000 underskrifter til at skulle behandles i Folketinget. Regeringen er imod et forbud og imens raser debatten.
I kronikken i Kristeligt Dagblad d. 24. april ses debatten i lyset af det grundtvigske frihedsideal: ”De seneste politiske tiltag er tydelige eksempler på, at frihedsbegrebet har ændret karakter. Det er ikke længere kollektive grupperinger i samfundet, der skal sikres politisk frihed, men derimod individets frihed fra det kollektives ”overgreb”.”
Omskærelse er et tegn på kærlighed
Formand for ELN, Pastor Jens Lomborg, Skjern Bykirke har følgende kommentar til debatten
Vi lever i et frit land, hvor det selvfølgelig er tilladt at være modstander af drengeomskæring. Et forbud mod at fjerne forhud kommer muligvis inden længe. Politikerne kan ikke stå distancen mod en afkristnet folkestemning. Der lovgives ikke længere ud fra et kristent perspektiv i DK.
Vi må være klar over, at det, vi i Danmark for tiden taler om at forbyde, er et pagtstegn mellem Gud og det jødiske folk. Alene derfor bør vi som kristne støtte retten til at omskære drengebørn.
Guds pagt med Abraham er en omskærelsespagt. Og vi kan undre os over, hvorfor det lige er det pagtstegn, Gud vælger. Forfatteren Poul Hoffmann beskæftigede sig livet igennem med Mellemøstens religionshistorie og med bibelhistorien; han forstod omskærelsen som et tegn på kærlighed. Han skriver et sted, at “det, der ligger i omskærelsen, er, at Abraham og hans slægt vier deres kærlighed til Gud. Det er en symbolsk ofring til Gud af det organ, som det menneskelige kærlighedsliv på en særlig måde er knyttet til.” (Skabningens længsel, s.96)
Jeg tror, at han har set dybt ind i sagens sammenhæng her. At Gud er kærlighed. Omskærelsespagten er derfor en kærlighedspagt: Giv mig din kærlighed, siger Gud. Til mændene. Men kvinderne er også omfattet af pagten. Det er hele gudsfolket som er omskåret, når drengene omskæres.
Hvem bliver de næste ?
Jeg kan ikke lade være med at tænke, om der bagved modstanden mod drengeomskæring også ligger et Guds-had, et kirke-had, et Jesus-had? Er kristne de næste i bashing-køen?
I dig skal alle jorden folkeslag velsignes, sagde Gud til Abraham. I kærligheden mellem Gud og Israel fødtes Jesus Kristus, verdens frelser. Omskærelsespagten er dermed også et profetisk tegn, som viser det jødiske folk hen mod dåben i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Vi ser det i disse år, hvor jøder i stort tal modtager Jesus som Messias. De kalder sig messianske jøder, dvs. jøder som tror, at Jesus er Israels og hele verdens frelser.
Drengeomskæring vækker en masse følelser hos dem, der ikke forstår eller praktiserer det. I Kristeligt Dagblad 24. april omtaler medlem af Folketinget Laura Lindahl (LA) drengeomskæring som “overgreb”, og siger at det for hende er uforståeligt, at “forældre må skære i deres raske små drenge”. Når hun skal forklare eksempler på andre forældre-overgreb, nævner hun at man f.eks. ikke må slå sit barn, at man ikke må tvinge sit barn til at udføre ulovligheder. Og så maler hun det absolutte voldsscenarie: “Du må ikke voldtage dit barn”.
Der må virkelig sidde nogle minoriteter rundt omkring og frygte for fremtiden. Det virker til, at samtalen for længst er ophørt: De, som omskærer, skal tvinges til at lade være!
Det er i den forbindelse værd at huske på, at sprog er magt. Mange af modstanderne af drengeomskæring viser med deres sprogbrug, at de ikke ønsker at debattere og forstå. Kunne I venligst prøve at forstå de, som praktiserer det, og de, som støtter retten til drengeomskærelse?
