Du kan få et job på toppen

Vendsyssel Frimenighed i Frederikshavn søger ny præst på 50 procent.

Nu er der mulighed for at søge job tæt på toppen af Danmark, nemlig i Vendsyssel Frimenighed i Frederikshavn, der søger en præst til en 50-procents stilling.

Hvis man lægger billet ind på stillingen, så lægger man billet ind på at være hyrde for en meget trofast, omsorgsfuld og åndeligt opmærksom menighed.

”Ja, vi har virkelig en meget trofast menighed – også nogle meget trofaste unge familier,” siger Knud Mellergaard, der er formand for frimenighedens bestyrelse.

Menigheden består af 69 medlemmer, hvoraf de 15 er børn. Knud Mellergaard bruger gerne ordet ’levende’, selv om han nævner, at det jo godt kan lyde lidt kliche-agtigt.

”Men med levende mener jeg, at vi er meget opmærksomme på hinanden, og hvordan vi har det. Menigheden er også meget opmærksomme på det åndelige, at vi bliver fornyet i troen,” siger han.

Vendsyssel Frimenighed skriver i jobopslaget, at visionen for menigheden er, at den enkelte gennem gudstjeneste- og menighedsfællesskabet bliver styrket og bevaret i troen på Jesus Kristus og samtidig bliver opmuntret til tjeneste. Den nye præst skal selvfølgelig have lyst og evne til at arbejde med på vision, men ellers har menigheden ikke sat meget snævre rammer for, hvilken præst de gerne vil ansætte.

”Vi er åbne over for, hvad der måtte vise sig at være en god løsning. Det kan være, at én har mulighed for at kombinere det med et andet job på halv tid, eller måske er der en, som kan se muligheden i at gøre sin uddannelse helt færdig sideløbende med en præstegerning. Vi har meget tiltro til, at vi finder en god og holdbar løsning,” siger Knud Mellergaard.

Vendsyssel Frimenighed blev dannet i 2012, og menigheden har en forventning om, at medlemstallet vil stige de kommende år.

”Vi tror på, at vi bliver flere enten gennem mission, eller måske fordi flere tager springet fra folkekirke til frimenighed,” siger Knud Mellergaard.

Se mere om Vendsyssel Frimenighed

Se jobopslaget her

Skriv en kommentar


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.

Verified by MonsterInsights