Danske biskopper kritiserer ELNs tilbud om tilsyn og åndelig vejledning til valg- og frimenigheder og præster, men at ELN lidt dramatisk skulle være blevet banket på plads er ikke korrekt!
Af Henrik Højlund, formand for ELN
Kristeligt Dagblad havde lørdag den 27.12. et større opslag om biskoppeligt tilsyn og alternative muligheder. Den konkrete anledning til artiklen var de danske biskoppers kritik af den mulighed for tilsyn og åndelig vejledning, som Evangelisk Luthersk Netværk (ELN) har tilbudt valg- og frimenigheder og præster.
Opslaget kunne give indtryk af, at ELN lidt dramatisk er blevet banket på plads. Jeg kan vel ikke helt fralægge mig ansvaret for det indtryk med de udtalelser, jeg blev citeret for. Men der er nu ikke meget drama i den sag.
Internt i ELN har vi længe diskuteret brugen af ordet ”tilsyn”, så biskoppernes kritik var sådan set bare en udmærket anledning til at få præciseret, hvad ordningen faktisk går ud på – og ikke går ud på. Den går f.eks. ikke ud på at tilsidesætte det tjenstlige system og den folkekirkelige ordning for dem af os i ELN, som er en del af det. Derimod går den ud på at tilbyde en åndelig-teologisk vejledning på konsekvent og solid basis af bibelforpligtet, evangelisk-luthersk kristendom. ”Konsekvent” er et stærkt ord. Vi er højst skrøbelige i dette,
og konsekvensen er vel også derefter, men i det mindste er det ELNs klare ønske at tilstræbe konsekvent Bibel-forpligtelse. Dermed ligger den åndelige vejlederordning også i den naturligste forlængelse af motivationen for at lave et evangelisk luthersk netværk. Motivationen findes ikke mindst i en tiltagende uklarhed i folkekirken om, hvad evangelisk–luthersk kristendom er.
Uklarheden har mange temaer: Spørgsmålet om Gud (jf. hele Grosbøll-debatten), spørgsmålet om Biblens autoritet i kirken, spørgsmålet om alles frelse contra Biblens og bekendelsens klare tale om fortabelsens virkelighed, diverse etiske spørgsmål, spørgsmålet om virkeligheden af Jesu opstandelse osv. I takt med hvad vi ser som en stadigt mere omsiggribende uklarhed har vi følt et stigende behov for at samle de mange kritiske modrøster i en konkret, vedvarende røst for og fællesskab om det, vi opfatter som folkekirkens hjerte: bibelsk forpligtet, evangelisk-luthersk tro. (Jf. ”Odenseerklæringen”).
Vi glæder os, hver gang en biskop tager til orde for klassisk normal-kristendom, men vi har aldrig lagt skjul på, at vi ofte har savnet, at biskopperne var langt mere på banen for det. Tillige finder vi det dybt problematisk, hver gang en biskop taler direkte vildledende i forhold til bibelsk kristendom. En kirke har behov for et åndeligt lederskab, som taler med klar og sand røst og handler derefter. Der er en
naturlig forventning om, at kirkens biskopper på en helt særlig måde udgør dette lederskab. Vi oplever, at folkekirkens lederskab/bispekollegiet samlet set ikke formår at stikke vejen og målet klart ud. Det efterlader mange præster og menigheder i en form for utrygt tomrum. Præstetjeneste og menighedsliv bliver mærkeligt flimrende og rådløst. Det rammer os på frimodigheden og tidvis helt ind i troens inderste kamre.
I det lys skal det ses, at vi har fundet det nødvendigt at etablere et tilbud om åndelig-teologisk vejledning. Med fjernelsen af ordet ”tilsyn” i forhold til valgmenigheder og folkekirkepræster (mens det er beholdt i forhold til frimenigheder) er det klargjort, hvad sagen hele tiden har drejet sig om: en teologisk-åndelig vejlederordning, som kan give fornyet frimodighed i tjeneste og menighedsliv.
Vi er overbevist om, at en sådan ordnet vejledning kan betyde fornyet frimodighed og inspiration for dem, der vil benytte sig af muligheden. Præstetjeneste og menighedsliv vil kunne tjene stort på det.
