ELN ansætter ny landsleder

Evangelisk Luthersk Netværk har netop ansat Dorte Sig Leergaard som landsleder. Hun efterfølger landssekretær Brian Christensen fra d. 1. august

Dorte Sig Leergaard efterfølger Brian Christensen, som efter seks år på posten vil koncentrere sine kræfter om at være præst på fuld tid i Lemvig Bykirke. Samtidig opnormeres stillingen i ansættelsesgrad fra 50 % landssekretær til 75 % landsleder.

Dorte Sig Leergaard er 54 år. Hun er uddannet journalist og har de seneste ni år primært arbejdet med kommunikation, senest som kommunikationsansvarlig og en del af chefgruppen i Vestjylland Forsikring. Hun ser jobbet i ELN som en stor gave og en stor opgave.

”Jeg kommer fra en virkelig god arbejdsplads, hvor jeg har lært meget og haft mange spændende opgaver, men jeg har i nogen tid set efter et job, hvor jeg i højere grad kunne bruge mine kræfter på det, jeg brænder for: Kristen tro, ideologiske brydninger og klar kommunikation. Det må man sige, at jeg kan i ELN, så jeg glæder mig meget til at komme i gang,” siger Dorte Sig Leergaard.

Jens Lomborg, formand for ELN, siger om den nye ansættelse:

”Det er en stor glæde at kunne byde Dorte velkommen som landsleder i ELN. Da vi slog stillingen som landsleder op, søgte vi efter en person med kirkelig indsigt og teologisk tæft. Vi søgte en person, som både kunne videreudvikle netværket, kunne organisere og skabe overblik, og også besad evnen til udtrykke sig enkelt, klart og præcist. Jeg må ærlig talt indrømme, at jeg var spændt på om det virkelig igen kunne lykkes at forene så mange egenskaber i én person. Med Dorte er jeg overbevist om, at vi har fundet præcis dén person, og jeg beder til at hun i sin tjeneste må blive til stor velsignelse.”

Mødt med evangeliet

Vi har stillet Dorte nogle spørgsmål om hendes kirkelige ståsted og forventninger til det nye arbejde

Hvor står du selv i det kirkelige landskab?

”Den korte version er, at jeg er vokset op i LM, er opdraget i KFS, og nu er jeg sammen med min familie hjemme i Skjern Bykirke. Jeg værdsætter her den tekstnære forkyndelse, som vi også møder om søndagen.

I det hele taget er jeg glad for søndagsgudstjenesten. Her sidder vi nemlig i fællesskab, sideordnet, vendt mod Gud. Her skal vi ikke finde på, men lytte. I lange perioder i mit liv, har det betydet utrolig meget, at jeg kunne sætte mig på bænken i rækken af århundreders slægtled og lade hverdagen falde af. En god gudstjeneste rummer både de jublende og de fortvivlede. Til gudstjenesten bliver vi tiltalt, og vi bliver tilsagt vores synders nådige forladelse. Her kommer Jesus os i møde.

Så kan vi efter gudstjenesten gå ud i hverdagen, se hinanden i øjnene og tage fat på ugens gøremål.”

ELN skal være til gavn for medlemmerne

Hvad vil du gerne fokusere på i dit nye arbejde?

”Allerførst vil jeg fokusere på at lære ELN at kende, det vil sige lære mennesker og menigheder bedre at kende. Det er vigtigt for mig, at ELN som netværk ikke er eller bliver et mål i sig selv, men et middel til gavn for medlemmerne. Altså hvordan kan man mest smidigt sørge for, at mennesker og ressourcer når derhen, hvor behovene er.

Og så ser jeg meget frem til at bidrage til en positiv formulering af Bibelens livs-og menneskesyn. Der er så meget på spil. Det bliver mere og mere aktuelt at holde fast i, at Bibelen er sand. Det er vigtigt, fordi livet bor i sandheden. Hver gang man forvansker eller betvivler Bibelens rigtighed, så æder man et stykke af grundlaget for glæden. Hver gang man tillemper et lille stykke bibelsk sandhed til sæsonens tidsånd, så filer man et stykke af håbet, tror jeg.

Derfor skal ELN heller ikke blande sig i den offentlige debat blot for at banke nogen, der tænker anderledes. Vi skal forfægte sandheden af hensyn til vores medmennesker, fordi livet, tilgivelsen, håbet og glæden findes hos Kristus, som Bibelen i sin helhed beretter om ham. Det gør ELN’s skribenter allerede både karskt og kærligt, og jeg tror begge måder fremmer sagen.”

Hvordan vil du i øvrigt beskrive dig selv?

”Jeg er nok meget omgængelig– og så sætter jeg stor pris på et muntert, kreativt arbejdsfællesskab.”

Dorte Sig Leergaard er gift med Allan Leergaard. Parret har to piger på 14 og 16 år, og hele familien inkl. 40 kilo brun labrador bor i Ringkøbing.

 

Skriv en kommentar


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.

Verified by MonsterInsights