Lune og alvor følges ad i Børge Haahr Andersens fine eftertanker. Og så peger de i vintermørket på Ham, der oplyser både advent og jul.
Der er nogle fordele ved at være vestjyde og over 50 år. Én af dem er, at det på mange måder opleves som at lukke en luge op direkte til barndommens land, hver gang man læser én af DBI-rektor Børge Haahr Andersens 31 eftertanker til advents- og juletiden i bogen Om vagabonder, hyrder og engle.
Selv om man ikke er fra landet, så kender man lugten af stald, trædeorgler i stuerne, sandede jorder, vintermørket, småkårsfolk og ikke mindst arbejdets nødvendighed. Børge Haahr Andersen får det hele til at træde frem, så det beriger bibelske refleksioner med menneskelig indsigt og varme.
Man fornemmer, at Barndommens land var nabosogn til Bibelens land, så erindringsglimt og bibelske pointer fletter sig sammen til underfundige helstøbte små stykker. Til opbyggelse, til trøst – og ja, til eftertanke.
Børge Haahr Andersen skriver rart, nært og lunt. Men også ærligt og alvorligt. En alvor som er hentet i barndomsland og Bibel, og som er fulgt med i voksenlivets studier og livserfaringer.
På bogens bagside er noteret, at fra gammel tid var ugerne op til jul netop eftertankens tid. En tid til besindelse på, at Gud måtte sende sin egen søn til verden som menneske for at frelse os. Det er Børge Haahr Andersens påstand, at den alvor i det store og hele er glemt i den danske befolkning – også hos dem, der går i kirke.
Om vagabonder, hyrder og engle er en bog, jeg har lyst til at give videre. Og jeg håber, at den får mange læsere, som ikke blot vil se vagabonderne, hyrderne og englene, men barnet i krybben. Det er Ham eftertankerne handler om.
Den får min bedste anbefaling.
Børge Haahr Andersen er rektor på Dansk Bibel-Institut og pastoral vejleder i ELN.
Om vagabonder, hyrder og engle, er udgivet af LogosMedia. Den koster 69,95 kr.