Efter ritualet – hvad skal vi nu ?

ELN har afholdt repræsentantskabsmøde i Odense, hvor det blandt andet blev drøftet, hvad vi kan gøre i tiden efter det nye vielsesritual.

Der var ved ELN’s repræsentantskabsmøde den 19. januar 2013 tre indlæg til dette punkt og vi bringer her det som valgmenighedspræst Ingolf Henoch Pedersen kom med.

Jeg vil pege på 3 indsatsområder:

1. Fortsætte at gøre det, vi hele tiden har gjort, når det gælder at være en klar og tydelig røst ind i en kirke, som bliver mere og mere kendetegnet af lærepluralisme på bekostning af troskaben mod Bibelen og bekendelsen. Personligt chokeret af forløbet i ritualsagen: at mange af de toneangivende i Folkekirken er villige til at strække sig endog meget, meget langt for at sikre, at Folkekirken med sine ritualer og hele sin praksis er i overensstemmelse med det omgivende samfunds normer og ønsker, mens bibel- og bekendelsestroskab tilsyneladende betyder utrolig lidt i den sammenhæng. Vil være naivt af os at tro, at der ikke løbende skulle komme nye sager op, som ligger i samme spor som ritualsagen.

Jeg har lært noget af ritualsagen om ikke at være for ”blåøjet”, at gode, klare argumenter med afsæt i Bibelens hele univers og virkelighedsforståelse, når det kom til stykket, kunne fejes af banen, som var det bare hø og strå. Det kan godt anfægte mig, når det gælder den overbevisende kraft i de argumenter, vi har ført frem, og når det gælder kraften i alle de bønner, vi har bedt. Jeg vil gerne sætte ord på det her i dag og spørge jer andre efter, hvordan vi skal se på det?

Jeg forsøgte selv at sige noget om det i KD i december, når jeg skrev, at det, som vi – underforstået: fra vores side af kirken – kan blive enige om, er ”at se det som et led i endetidens mægtige konfrontation mellem modsatrettede åndsmagter”. Fik provsten fra Hillerød, Jørgen Christensen, til at beskylde mig for at have stemplet ham og nærmest hele Folkekirken som ikke-kristen og som Antikrist, ja, i sidste instans som Satans kirke. Det var selvfølgelig ikke det, jeg ville sige og således frakende ham og andre kristennavn, og det er en beskyldning, som jeg har haft det rigtigt skidt med – og også har taget til genmæle mod.

Men jeg vil ikke desto mindre fastholde, at det, vi har at gøre med, har karakter af en åndskamp. Er det sandt, så kan og må vi ikke bare nedlægge våbnene, fordi vi har lidt et nederlag. Men at se det som en åndskamp kan måske netop være med til at give os frimodighed til at kæmpe videre uden at behøve konkludere, at der skulle være noget i vejen med os – og endnu mindre med vores bibelske argumenter. På den anden side skal vi – og i det mindste jeg! – lære noget om at omgås dem ”udenfor” = udenfor vores egen kreds, med mildhed og respekt.

2. Nu er tiden inde til en helhjertet satsning på at blive det inspirationsforum, som ELN – i min optik – hele tiden har haft til formål at udvikle sig til. I lyset af og i kølvandet på ritualsagen er der endnu mere grund til at rykke sammen: sogne-, valg- og frimenigheder og andre former for menighedsfællesskaber, som har brug for at inspirere hinanden til at være det, vi som kirke først og fremmest er kaldede til at være: mennesker, som i erkendelse af vores egen dybe afhængighed af Kristus, rækker ud til andre med det glade budskab om frelsen i Jesus Kristus, så endnu flere må lære ham at kende og dermed forøge taksigelsen til Guds ære.

18 menigheder eller menighedslignende fællesskaber har hidtil meldt sig ind i M-netværket for at modtage inspiration til børnearbejde, til lovsang, til bøn og til at være i mission. Det giver fantastiske muligheder. Er nu, der skal ”smedes” og mit budskab til landsledelsen i ELN, er: Det sker ikke af sig selv, men der skal bindes nogle mandskabsmæssige (og dermed økonomiske) ressourcer i at få det til at fungere. Vi, som forsøger at gøre lidt på frivillig basis, får ikke gjort nok, og en 50%-ansat landssekretær kan langt fra overkomme det hele!

3. Satsning på og synliggørelse af vejlederordningen og den pastorale vejleder i ELN.

Jeg er frustreret og undrende over for, at ikke langt flere præster (primært: sognepræster) står i kø for at blive omfattet af vejlederordningen. Jeg tænker, at erfaringerne fra ritualsagen måtte tilsige sognepræsterne rundt omkring, at skal vi overleve i det folkekirkelige system, så må vi støtte og vejlede hinanden og se til, at det ikke bare sker ”tilfældigt” og uofficielt, når vi alligevel kommer sammen, men at det må finde sted under en formel og struktureret ordning, hvor vi også støtter og inspirerer hinanden til at være gode vejledere for hinanden. Jeg tror, at nogle kan have det svært med dette ”for hinanden” og synes, at det er for ydmygende at stå under en kollegas vejledning i en strukturel form. Den anden har jo, når det kommer til stykket, ikke nogen formaliseret myndighed over mig. Her overser man, tror jeg, betydningen af at høre noget sagt af en anden, som man måske nok på et plan har kunnet sige sig selv, men som får en stærkere virkning, når man (også) hører en anden sige det. Desuden skal man ikke tro, at man altid og i alle situationer har den rette løsning eller ikke skulle have brug for at blive såvel formanet som opmuntret til at gøre det rigtige og holde fast ved den åbenbarede sandhed.

Mit håb for ELN: se de mange muligheder, som er lagt hen til os i ELN og endnu mere tydeligt vove at lægge fra land og tage hånd om de menigheder og præster, som har et oplagt behov for inspiration og fællesskab – og regne med, at så får vi også menighedernes opbakning – i form af både penge og forbøn – til at gøre det, som vi er kaldede til at gøre.

 

Skriv en kommentar


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.

Verified by MonsterInsights