Denne reflektion og overvejelse over, hvad der sker, når vi mødes til gudstjeneste er skrevet af Gunnar Bruhn fra månedens menighed – Skive Bykirke.
‘- Jeg var til gudstjeneste i formiddags.
– Hvem var der?
– Gert, Gurli og Grete – og så dem ude fra kollektivet.
– Var Jesus der også?
– Jaeee – mødelederen takkede ham i hvert fald for hans tilstedeværelse.
– Mødte du ham?
– Nej. Men jeg fik en snak med Grete.
Nu lagde jeg ud på den negative tone. Situationen ikke er fiktion, hvor mærkeligt det end lyder. Der er bare det ved den, at den jo afslører et enormt spild af tid og kræfter.
Jeg skal forsøge at beskrive, hvad vi drømmer om i ledelsen, som jeg er en del af.
Mødet med Jesus
Når vi mødes til gudstjeneste, så mødes vi som de mennesker vi er, med alle vore forskelligheder. Og det kendetegner en menighed – at det er et sammenrend af mennesker med vidt forskellige pladser i livet. Det der gør os til ’et folk’ er, at vi alle har set at vores forhold til Gud er katastrofalt. Og så det, at vi har fået det hele forærende af ham, vi har forbrudt os imod. Vi har alle set og erfaret, at vi nu er med i samme familie alle sammen – søskende derfor – og Guds elskede børn.
Alle de ting sker og bliver synlige, når et menneske møder Jesus personligt – ansigt til ansigt.
Derfor er vores drøm, at vi møder ham når vi fejrer gudstjeneste. Fordi det er det bedste der kan overgå os, og fordi vores chancer for at overleve uden, er ikke-eksisterende.
Og når han nu har lovet at deltage når vi mødes, er det jo oplagt.
Det er drømmen.
Al åndeligt liv afhænger af Gud
Men hvordan kan det ske? Kan vi gøre noget?
Vi mener både ja og nej.
Det er altid Gud der åbner menneskers øjne for den virkelige virkelighed, så dér har vi ikke noget at gøre.
Vi ser os som tjenere der kan lægge hindringer i vejen, men som også kan hjælpe på vej. Gud arbejder altid ved at sige noget – han bruger ord – det er sådan vi kender ham. Derfor gør vi vort yderste for at sortere i de ord der prædikes, så vi ikke lægger Gud ord i munden han aldrig kunne finde på at bruge. Også det modsatte er vi opmærksomme på, nemlig at vi hverken knebler ham eller overdøver ham.
Som vi ser det, står og falder alt åndeligt liv, al åndelig vækst og alt arbejde i Guds Rige – i menigheden eller i samfundet – med, om et menneske har Jesus som sin Herre i livet – om Jesus er ønsket ind i det ordinære liv. Det ønske kommer ikke af sig selv, men er en gave som han giver i mødet med ham. Derfor er samværet med ham af afgørende betydning.
At være i lokale med Kongernes konge uden rigtig at lægge mærke til ham, tegner derfor ikke godt.
Når jeg nu har brugt al min blæk på at skrive om denne ene drøm, så hænger det sammen med vores syn på menigheden – vores menighed, men også alle andre menigheder.
Vi er overbeviste om, at når vi opsøger Guds nærvær uanset hvor vi lige befinder os, så lader han sig finde. Og i det møde kan alt ske. Også hos os. Også i mig.
Vi venter alle med spænding . . .