Det sprudler af ideer i Bornholmerkirken

Lovsang, børnekirke, bibelsk undervisning og gode aktiviteter trækker folk til Vestermarie.

MÅNEDENS MENIGHED: ”Det sprudler virkelig af ideer og initiativer i Bornholmerkirken. Der bliver taget initiativ til temadage og åbne netværksfællesskab, til at indspille musik og film, men også til at vaske biler uden for Brugsen og invitere i kirke. Men det er også typisk Bornholmerkirken. Her er engagementet stort. Der skal ske noget,” fortæller Bornholmerkirkens præst Markus Hector.

Blandt initiativerne er Hyggekrogen med fællesspisning i Vestermariehuset, og et andet initiativ er Herregruppen, som samler 20-40 mænd om mandeting.

Læs om initiativerne her Byen bruger stadig kirkens ”forsamlingshus” 

Bornholmerkirken mødes i det tidligere forsamlingshus Vestermariehuset i netop Vestermarie midt på Bornholm. Der er ca. 170 medlemmer fordelt på alle aldre, men kirken tiltrækker især børnefamilier og teens.

Helt siden starten har Bornholmerkirken haft som vision at være en kirke med nutidige former og tydelig, bibelsk undervisning. Lovsangen er central og betyder rigtig meget for mange af dem, der fejrer gudstjeneste her, ligesom mange sætter stor pris på kirkens børnearbejde. Blandt andet Børnekirken Bobleriget, som samler børn i forbindelse med gudstjeneste i Vestermariehuset.

Men der er også gang i teenklub og Gospelkids, hvor børn og teens øver sang og dans hver tirsdag.

”Fire gange om året har de optræden i kirken, hvor deres familier også er med, og så er kirken fuld og stemningen høj,” fortæller Markus Hector.

Bred kontakt til andre kirker og missionsforeninger

Bornholmerkirken står sammen med missionsforeningerne og en del af sognekirkerne i Evangelisk Luthersk Samråd på Bornholm. Menighederne i samrådet bruger hinandens forkyndere en del, arrangerer flere fælles lejre, holder fællesstævne en gang hvert andet år og inviterer hinanden til forskellige arrangementer.

Bornholmerkirken har også god kontakt med frikirkerne på Bornholm. Mange børn, unge og forældre har via skolerne kontakt til frikirkernes ditto, og i et øsamfund er det derfor helt naturligt knytte bånd og mødes på kryds og tværs. Markus Hector prædiker af og til i frikirkerne, og Bornholmerkirken kalder også indimellem en frikirkepræst til at forkynde.

”Vi har en helt klar aftale om at holde os til den teologi, vi er fælles om. Der ligger nogle klare retningslinjer, men i et øsamfund med 40.000 indbyggere må vi stå sammen, og det er en opmuntring at komme til hinandens menigheder. Vi er meget glade for vores menighed, men vi nyder også ind imellem at få mulighed for at synliggøre noget af den enhed, som Kristi kirke på jorden lever i, arbejder for og drømmer om at manifestere,” siger Markus Hector.

Overvejelser netop nu

Menighedens ledelse holder hele tiden menigheden orienteret om, hvad der bliver arbejdet med.

”Vi er netop nu inde i en periode, hvor vi arbejder med vores struktur. Skal vi beholde en menighedsledelse? Eller skal vi dele opgaverne op i et menighedsråd og et læreråd? Vi taler også en del om, hvordan vi kan være kirke både lokalt, som menighed i Vestermarie, og der hvor vi bor hver især, spredt rundt på øen.

En udfordring og en mission

Beder man Bornholmerkirkens præst om at pege på en særlig udfordring for menigheden, svarer han, at det har betydning for menigheden, at mange må køre både 10 og 30 minutter for at komme i kirke.

”Det betyder jo, at det lokale arbejde bliver lidt begrænset, fordi det er sværere at komme af sted til for eksempel bibelundervisning en hverdagsaften,” siger Markus Hector.

Og spørger man ham om, hvad Bornholmerkirken drømmer om, lyder svaret:

”Vores mission er at være en kirke for alle generationer, hvor man deler liv, styrker tro og rækker ud.”

KORT OM BORNHOLMERKIRKEN

Bornholmerkirken blev oprettet i 2006

Kirken holder til i det tidligere forsamlingshus i Vestermarie. Kirken købte huset for ti år siden. Det bliver kaldt både ”Bornholmerkirken” og ”Vestermariehuset”.

Menigheden består af cirka 170 medlemmer i alle aldersgrupper. Især har det lykkedes Bornholmerkirken at tiltrække sig familier med børn og teens. Om søndagen mødes ca. 100 til gudstjeneste.

 

Skriv en kommentar


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.

Verified by MonsterInsights