Det gælder liv og død

Aktuel kommentar af ELNs formand, præst Jens Lomborg: Et helt reelt spørgsmål: Hvorfor egentlig ikke sætte abortgrænsen ved uge 39 eller 40?

Et flertal i Etisk Råd anbefaler nu, at politikerne hæver abortgrænsen fra uge 12 til til uge 18.

Og forleden delte et af landets medier et spørgeskema, hvor man kunne tilkendegive sin mening om abort. Hvornår skal en kvinde senest kunne fra en provokeret stort?

Svarmulighederne var 12, 15, 18 uger.

Det er meget sigende. Muligheden for, at nogen mener, at grænsen skal ned eller helt væk, eksisterer åbenbart ikke i manges bevidsthed. Betyder det, at vi nu skal til at heppe på dem, som i fremtiden er de “konservative og tilbageholdende” i abortdebatten, altså dem som mener, at 12 uger er en “fin” og “rigtig” grænse for fri abort?

Nej, det skal vi ikke. Der er noget, vi kristne er i fare for at overse. Noget vi skal holde fast i midt i uroen og dilemmaerne.

Vi skal holde fast i, hvem der giver os livet, og hvem der kan tage livet fra os. Vi kristne skal lade Gud være Gud i disse spørgsmål. Særligt i et efterkristent samfund, som siger til os: Nu er det jer, I mennesker, som tager ansvaret for at bestemme over liv og død.

Vær på vagt, når politikere tager rollen som Gud og gør sig til herre over liv og død.

Vi handler ret, når vi passer på jorden og dens resurser, når vi er optagede af naturen, miljøet og dyrenes velfærd. Vi gør ret i at tale om gode livsbetingelser for kommende generationer.

Men det er et råt samfund, der vedtager og fastholder love, som giver menneskene mulighed for at tage livet af de allermindste.

Et helt reelt spørgsmål: Hvorfor egentlig ikke sætte abortgrænsen ved uge 39 eller 40? Er det fordi vi dybt inde i vores sjæles allerinderste godt ved, at vi ikke er Gud? At det ikke er op til os at sætte grænsen for liv og død?

Hvorfor gør Danmarks politikere det så ved uge 12?

Det er vigtigt, at vi som kristne holder fast i, at hvert barn er et lille mirakel. Gud har skabt menneskene med mange evner og gaver, blandt andet kvindens gave til det lille barn: Hun bærer miraklet under sit hjerte, det lille foster. Livmoderen: Det nye livs allerførste tilflugtsted, de allermindstes shelter.

Et hedensk samfund lader til gengæld hånt om menneskefostrets 37 grader varme tilflugtssted. Små og hjælpeløse må millioner af dem gå igennem smerte og død. Hver gang et foster aborteres, slås et menneske, skabt i Guds billede, ihjel.

Det femte bud lyder: Du må ikke begå drab. Det vil sige: Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke skader vores medmenneske, eller gør ham eller hende noget ondt. I stedet skal vi hjælpe og vise omsorg for medmennesket.

Et samfund, der bifalder provokeret abort, bygger et bjerg af skyld og skam; større og større vokser det, dag for dag har det hobet sig op til himlen.

Derfor konfronterede Mother Theresa den vestlige verden i skikkelse af USA’s politikere i 1994 med ordene: The greatest destroyer of peace today is abortion.

At tage imod et lille barn er at tage imod Jesus selv. Et samfund, som hjælper mennesker med at fravælge mennesker, der allerede er blevet til som fostre, er et samfund, der i realiteten siger til Gud: Vi vil ikke have noget med dig at gøre.

Derfor er kirken stadig relevant i Danmark i dag. For den har – også i forhold til fri abort – et budskab om ham, der skabte os og ham, der bar vores byrder og tog vores skyld på sig.

Skriv en kommentar


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.

Sognekirkekonference 24. maj i Kolding. Fokus på håb. For alle med hjerte for folkekirkens muligheder!

Verified by MonsterInsights