Forældre har ret og pligt til at opdrage deres børn, og det lader sig ikke gøre, uden at forældrenes værdier skinner igennem. Men børnene skal have frihed til at tænke og tro, som de vil, og til at sætte spørgsmålstegn ved forældrenes tro.
Denne artikel er skrevet af Ole Noermark Larsen og bliver bragt efter aftale med IMpuls, der i denne uge bringer flere artikler fra konferencen Når kirken svigter.
Forældre har ret og pligt til at opdrage deres børn, og det lader sig ikke gøre, uden at forældrenes værdier skinner igennem. Men børnene skal have frihed til at tænke og tro, som de vil, og til at sætte spørgsmålstegn ved forældrenes tro.
Så langt var seniorkonsulent i Børns Vilkår Bente Boserup og afgående leder af Kristent Pædagogisk Institut Carsten Hjorth Pedersen enige, da de i hvert sit oplæg satte fokus på kirkens svigt af de allersvageste, nemlig børnene.
»Lad mig slå fast, at vi i Børns Vilkår hverken er imod religionsfrihed eller sund tro, som kan være befordrende for både livskvalitet og sundt netværk,« indledte Bente Boserup foran deltagerne på konferencen Når kirken svigter. »Men børn og unge fortæller os fra tid til anden om deres hverdag i lukkede, kristne familier. De mindste tænker meget konkret, og de er ofte meget optaget af straf og af Satan, så når de udsættes for kontrol gennem skræmmebilleder, kan det virkelig udløse angst og utryghed,« sagde hun.
»De unge er optagede af seksualitet. Må man onanere eller dyrke sex? Og hvad nu, hvis jeg er homoseksuel? Den slags spørgsmål er tabu i mange lukkede, kristne familier, og derfor føler de ofte skam over deres seksualitet.«
Bange for at blive opdaget
Ifølge Bente Boserup er mange af disse børn konstant bange for at blive opdaget af deres forældre eller af Gud. »Gud ser og hører jo alt, så de føler sig hele tiden overvåget. De er aldrig alene, heller ikke med deres tanker. Nogle fortæller, at de bliver nødt til at lyve og leve et dobbeltliv,« sagde hun og forsøgte at beskrive, hvad der kendetegner lukkede, kristne familier.
»De er ofte kendetegnet ved en meget konservativ læsning af Bibelen og ved en patriarkalsk kultur, hvor manden har både det første og det sidste ord. Ofte er der en meget lille anerkendelse af seksuelle minoriteter, og der er meget kontrol og overvågning i forhold til børnenes venner og fritidsinteresser. Der er forbud mod at dyrke sex før ægteskabet, og man skal gifte sig med en kristen af det modsatte køn,« sagde hun.
»I nogle af disse familier opfattes det at tvivle eller at stille spørgsmål ved troen som ulydighed mod forældrene. Men det at stille spørgsmål er jo naturligt. Det er sådan, vi bliver klogere,« argumenterede hun.
Vær opmærksom
»Jeg er ikke imod værdibaseret opdragelse. Selvfølgelig må man lære børn, hvad der er rigtigt og forkert, og at noget er bedre end andet. Det handler om at lære børn de spilleregler, som vi indordner os under, når vi er sammen. Men når børn ikke må tro og tænke frit eller sætte spørgsmålstegn ved troen, så er vi langt forbi værdibaseret opdragelse og almindelig social kontrol,« fastslog hun.
Bente Boserup opfordrede klubledere og andre, der har med børn at gøre i de kirkelige miljøer, til at være opmærksomme på børn, der ændrer adfærd, bliver udadreagerende eller trækker sig ind i sig selv.
»Mistrivsel kan skyldes mange ting, men det kan skyldes, at barnet er udsat for negativ social kontrol i hjemmet. I disse tilfælde må man som voksen være åben og nysgerrig i forhold til barnet. Lad barnet fortælle, og tro på barnet, også selv om man kender forældrene. Er man bekymret, må man tale med forældrene, for opdragelse er ingen privatsag. Og er det helt galt, må man underrette myndighederne.«
Frihed til at vælge anderledes
Carsten Hjorth Pedersen problematiserede i sin indledning, at kritikken altid retter sig mod dem, der opdrager med værdier, som ikke deles af flertallet.
»Hvorfor snakker vi så lidt om det pres og den påvirkning, der går i retning af mainstreamkulturen? Den påvirkning skal også være respektfuld og give frihed til at
tænke anderledes og sige fra,« pointerede han.
»Påvirkning sker ikke primært gennem det, vi siger, men gennem måden, vi lever vores liv på, og den rolle, vi spiller i hjem, skoler og kirker. Mest effektivt er det
naturligvis, når ord og handling går hånd i hånd. Men selv om du har givet dit barn en god og respektfuld kristen opdragelse, kan det godt være, at barnet senere fravælger troen. Det kan være svært som forælder, men det er et vilkår. Det handler om frihedsdimensionen, som er enormt vigtig, når vi taler tro og overbevisning. Det bliver kun sand tro, når det eksisterer i frihedens rum.«
Tydelighed og tilbagetrækning
Ifølge Carsten Hjorth Pedersen findes balancen mellem respektfuld påvirkning og negativ social kontrol i en vekselvirkning, hvor den voksne skiftevis er tydelig og trækker sig tilbage.
»Påvirkning på den dårlige måde er, når voksne maser sig ind i børn og unges private sfærer og stopper budskabet ned i halsen på dem. Andre gør det modsatte, de trækker sig tilbage og fortier aktuelle emner som sex, døden, ondskab og andres meninger. Derved er de med til at skabe stærke tabuer i familien,« forklarede han.
»Børn har brug for tydelige voksne, som tør sige, hvad de mener, uden at blive for intime. Men de har også brug for voksne, som kan træde et skridt tilbage for at give plads til tvivl, spørgsmål og dialog, og som opmuntrer barnet til at kunne og ville selv. Denne vekselvirkning mellem tydelighed og tilbagetrækning er kunsten i at påvirke med respekt. Det må vi øve os på hver især.«
Konferencen Når kirken svigter, hvor ELN var medindbyder blev afholdt 30. september i København. Du kan se alle oplæg og debatter her Når kirken svigter
Se Bente Boserups og Carsten Hjort Pedersens oplæg her:
