Landets lokale menigheder har brug for åndelig støtte, vejledning og samhørighed med alle, der deler samme tro og samme grundlag
Af hjælpepræst ved Emdrup Kirke og Pastoral Vejleder Børge Haahr Andersen og sognepræst og formand for Evangelisk Luthersk Netværk Henrik Højlund
Kronik bragt i Kristligt Dagblad d.14. juni 2012
Et folketingsflertal og et bispeflertal har besluttet, at fra den 15. juni 2012 skal Guds navn og diverse bibelcitater kunne tages til indtægt for en legitimering af et nyt syn på ægteskabet og på samliv mellem to af samme køn. Dermed har folkekirkens ledelse svigtet så fundamentalt, at det er svært at finde historiske eksempler på noget, der ligner. Det præsenteres af bispeflertallet som en fortolkning af den kristne tro ind i en moderne tid, og der er gjort spinkle forsøg på at begrunde det nye ritual ud fra det kristne menneskesyn og den kristne tradition. Men når vi har spurgt ind til, hvordan den nye brug af Guds navn forholder sig til Jesu forkyndelse om ægteskabet som en grundordning, og til Bibelens entydige nej til seksuel praksis løsrevet fra den ægteskabelige relation mellem mand og kvinde, så har svaret været et opgør med Bibelen og Jesu forkyndelse som fundament. Som Peter Skov Jakobsen har formuleret det: Bibelen kalder det synd, men vi i dag kalder det kærlighed. Der er altså ikke tale om en ny fortolkning eller en dynamisk udvikling af den kristne tradition. Der er tale om et opgør med kristen tro, sådan som det er blevet forstået af hovedstrømmen af alle de kristne kirkesamfund i 2000 år. Og med et autoriseret ritual vil folkekirkens ledelse integrere sin nye holdning i alle lokale kirkers brugsbøger og dermed gøre splittelsen af kirken permanent og synlig.
Folkekirken går ad Grossbøll til i den forstand, at tidsåndens gud erstatter den treenige Gud. Kirkens ledelse har tilsyneladende uden anfægtelse overhørt de utallige efterlysninger af en begrundelse i Bibelen og i traditionen for den nye forståelse af ægteskab og samliv. Kirkens ledelse bærer et tungt ansvar for at have brudt med det, som er fundamentet for kirkens enhed: Evangeliets forkyndelse og sakramenternes forvaltning efter Kristi indstiftelse. Vi er ikke længere enige om, hvorvidt evangeliet er syndernes forladelse eller syndernes tilladelse.
Hvad gør det store mindretal i Folkekirken, som ikke er blevet hørt i denne sag? Hvad gør de mange menighedsrådsmedlemmer, kirkeligt personale samt de hundredvis af præster, som i disse dage oplever et nyt ritual blive autoriseret og presset ned over dem uden en høringsfase i menighedsråd og i lokale kirker?
For det første er det vigtigt, at det store mindretal af folkekirkemedlemmer samler sig om de præster og menigheder, der ikke vil benytte det nye ritual. Folkekirken har en sognebåndsløserordning, som gør det muligt. Og lokale menighedsråd har mulighed for at indføje i personalets ansættelseskontrakt, at de ikke har pligt til at medvirke ved en kirkelig handling, hvor det nye ritual skal benyttes. Et menighedsråd kan også ved køb af fremtidige salmebøger hindre, at en brugsbog med det nye ritual bliver brugt i de lokale kirker.
For det andet er det kirkelige fællesskab omkring gudstjeneste og prædikestol brudt – netop fordi det er indersiden af evangelisk-luthersk kristendom, der er kommet i spil, nemlig forståelsen af Guds navn og Guds ord. Det kollegiale, det diakonale og det praktiske samarbejde mellem præster, menighedsråd og kirkens ledelse kan godt fortsætte som før, men det vigtigste fællesskab – det i kirkens rum – er brudt, for vi er ikke længere enige om, hvad Guds navn står for, og hvad det kan bruges til.
For det tredje – en luthersk kirke er ikke afhængig af rettroende biskopper, men kan i nødsituationer klare sig uden. Vi vil opfordre præster, menighedsråd og folkekirkemedlemmer til fortsat at respektere den kirkelige lovgivning og kirkelige ledelse, for så vidt den ikke overskrider sit mandat og befaler menigheder og præster at handle i modstrid med Guds ord. Vi vil heller ikke kunne respektere, hvis folkekirkens ledelse befaler os at nedtone kritikken af det nye ritual og den teologi, der ligger bag. Men så længe vores foresatte ikke befaler os at handle mod evangeliet, vil vi rette os efter vores foresatte og indrette os efter de rammer, der er for lokale præster og menigheder.
For det fjerde – når den officielle ledelse svigter, står vi i fare for lokalt at blive isolerede og svage. En lokal menighed har brug for åndelig støtte, vejledning og samhørighed med alle, der deler samme tro og samme grundlag. Derfor er vi begyndt på at opbygge en uofficiel åndelig ledelse i forhold til den officielle ledelse, som har svigtet. Det gør vi i tilknytning til Evangelisk Luthersk Netværk og i forlængelse af den selvstændige ledelsesprofil, som de gamle lutherske vækkelsesbevægelser på forskellig vis har praktiseret i 150 år. Vi vil forsøge at synliggøre et netværk og en vejlederordning, som – hvad åndelig vejledning angår – kan være et alternativ til den ledelse, som efter vores skøn har svigtet sin opgave. Det gør vi med baggrund i den folkekirkelige frihedslovgivning og traditionen med at organisere frie bevægelser inden for den folkekirkelige struktur.
For det femte – lørdag den 16. juni 2012 indvies Børge Haahr Andersen til pastoral vejleder og dermed til leder af den ovennævnte vejlederordning. Sammen med et udvalg af præster og kristne ledere og i fortsat samtale med nøglepersoner fra en række kirkelige organisationer vil vi fortsætte med at opbygge permanente og varige ordninger for præster og menigheder. Hver menighed og præst, som tilslutter sig vejlederordningen, får tilbudt årlige samtaler og respons på deres arbejde, et årligt besøg med af en vejleder ved en gudstjeneste, samtale med menighed og nøglepersoner og fortløbende sparring og vejledning om væsentlige teologiske og praktiske spørgsmål. Ordningen etableres via en meget bred gruppe af erfarne præster og ledere, som hver får én eller nogle få menigheder og præster at være vejleder for. Ordningen kan også bruges af lutherske frimenigheder, og dermed understrege det åndelige fællesskab, som er mellem de kirkefolk, som ønsker at fastholde Guds ords autoritet, uanset medlemsskab af folkekirken eller ej.
For det sjette – den lutherske kirke i Danmark havde en periode efter sin fødsel, hvor den ikke havde biskopper. De såkaldte superintendenter havde i forhold til deres katolske forgængere mistet al ejendom, det meste af deres løn, deres verdslige magt m.v. De havde ikke engang en tjenestemandslov som ramme for deres virke og til at støtte deres beslutninger. Men de havde én ting: Guds ords myndighed, sådan som den var åbenbaret i ny og dansk oversættelsen af Bibelen og fortolket af de reformatoriske nøgleskrifter. Der har også senere i den danske lutherske kirkes historie været perioder, hvor kirkens ledelse har svigtet, og hvor klassisk kristendom er blevet båret igennem på græsrodsniveau. Måske kan det ske igen, hvis lutherske kristne, som er organiserede i forskellige menighedsformer og bevægelser, forener sig i at komme videre i tillid til kirkens herre og i troskab mod kirkens grundlag.