Den nødvendige rummelighed og fasthed

Holdbare relationer forudsætter, at vi er både rummelige og tydelige om, hvor vi selv står. Rummeligheden har kant.

Det kan være udfordrende, når andre i det kristne fællesskab – eller måske mine børn – tænker og lever på en måde, der ikke lige flugter med det, som ifølge min læsning af Bibelen er sund kristen tro og livsstil. Hvordan kan vi både være rummelige over for andre og tydelige om, at kristen tro ikke er hvad som helst?

Denne artikel er venligt stillet til rådighed af magasinet Budskabet, som bringer den i det akutelle nummer med temaet: ”Der er jo så mange meninger …”.

Det er ikke altid let at skelne mellem at være rummelig på en livgivende måde og på en ødelæggende måde. Heller ikke mellem den hjælpende og den lammende fasthed. Og dog har vi ikke noget alternativ i den kristne menighed.

Vi må søge både at være rummelige på den livgivende måde og være faste på en hjælpende måde. Vi må insistere på, at fællesskabet skal være kærligt favnende og ikke skele til synder og misforståelser. Samtidig må vi forkynde tydeligt og anerkende, at Guds ord er en forpligtende myndighed i vores eget og fællesskabets liv.

Men hvordan forholder vi os så fx til følgende situationer?

  • Bent havde et lille tømrerfirma. Han arbejdede meget, men fik også tid til at komme til gudstjeneste de fleste søndage. Han var den udadvendte, slagfærdige type og jokede ofte med, at momsen ikke rigtig var slået igennem herude langt fra hovedstaden. De andre mænd i menigheden havde en klar fornemmelse af, at der var en del sort arbejde med i hans mange arbejdstimer. Ikke mindst dem om lørdagen. Da der manglede folk til bestyrelsen, meldte han sig ved sidste generalforsamling – og blev valgt som suppleant.
  • De havde begge kommet i menigheden sammen med deres familier, siden de var børn. Børneklubben havde nydt godt af dem som ungledere, og nu sad Cecilie i ungdomsforeningens bestyrelse, og Søren spillede i lovsangsbandet. Alle kunne li’ dem – og så var de flyttet sammen i en lejlighed tæt på missionshuset. De kunne ikke selv se et problem i det.
  • Lone går til dans. Hun elsker det og er fuld af glæde, når hun giver sig hen til musikken. Ved festerne på gymnasiet er hun den første på dansegulvet, og der er glæde omkring hende. Hun foreslog, at de skulle slutte festaftenen på sidste ungdomslejr med dans. Der er nogle fra missionshuset, som har hørt, at hun går til dans, og at hun havde foreslået det på lejren. De har sagt til Lones forældre, at hun er en fristelse for andre, og at de bør gøre noget.

Det er ikke let

Det er ikke let! Og jeg er sikkert ikke den eneste, som har cirklet som katten om den varme grød, før jeg fik sagt noget, og som selv lang tid efter stadig kan overveje, om jeg var rummelig på en dårlig måde eller fast på en ikke konstruktiv måde.

Vi vil gerne – ligesom Jesus – møde alle mennesker med en åben favn. Se det enkelte menneske i sin egen ret og elske ethvert menneske, sådan som det nu engang er. Det er sådan, vi selv ønsker at blive mødt af andre, og vi ønsker at møde vores medmenneske med den samme rummelige kærlighed.

Samtidig vil vi gerne – ligesom Jesus – stå fast ved det, som er sandt. Vi vil ikke acceptere løgn og usandhed og en uetisk måde at leve på. Vi tror på, at Gud findes, at han har talt til os i sit ord, og at det er en autoritet, som står over os og alle mennesker.

Men hvordan er vi rummelige og faste på samme tid? Det er ikke let. Hverken for vores følelser eller vores forstand. Derfor kan det være gavnligt at finde pejlemærker, som hjælper os til at navigere igennem skærgården. Jeg vil nævne tre:

1. Vær sandheden tro i kærlighed

Bibelen insisterer på, at kærlighed og sandhed ikke er alternativer, som kan få lov til at udelukke hinanden (Ef 5,15). Vi er altid og i alle situationer kaldet til at elske vores medmenneske, samtidig med at vi er tro mod sandheden. Og vi er også kaldet til at være tro mod sandheden, samtidig med at vi elsker vores medmenneske.

Der gives ikke dispensation hverken for kærlighed eller sandhed. Nu er der ikke uden videre lighedstegn mellem rummelighed og kærlighed og mellem fasthed og sandhed. For kærligheden kan godt stå fast, og sandheden kan godt være rummelig. Men udtrykket siger alligevel noget væsentligt i denne sammenhæng.

En forudsætning for holdbare relationer er, at vi er både rummelige og tydelige om, hvor vi selv står. Det betyder, at rummeligheden har kant. Når vi skal elske og rumme andre mennesker, er det væsentligt, at vi ikke udsletter os selv og det, vi selv står for og er overbevist om. Vi bliver nødt til at stå ved vores overbevisning, hvis ikke relationen skal dø indefra.

Det kan godt være, at relationen bevares for en ydre betragtning, hvis vi tavst rummer andres ord og handlinger, som vi er overbevist om er forkerte, men hvis det er tilstrækkeligt vigtige forhold for os, vil det ende med en overfladisk relation. Dødsprocessen er allerede i gang. Vi skal være sandheden tro både over for os selv, Gud og vores medmenneske.

Men relationen overlever heller ikke, hvis vi kun står fast på vores overbevisning. Kærligheden skjuler mange synder, skriver Peter (1 Pet 4,8). Hvis vi ikke giver de andre elastik i forhold til vores egen overbevisning, både i forhold til deres meninger og deres livsførelse, så vil vores relation også visne. Så vil vi nemlig tvinge den anden til at være, leve og mene ligesom os selv, og den form for tvang ødelægger relationer – først indefra.

2. Vi er ikke herre over hinandens tro

Paulus var udfordret af flere forhold i menigheden i Korinth. Det handlede både om deres relation til ham og om konkrete etiske misforhold i menigheden, bl.a. deres måde at forvalte nadveren på og forholdet til en mand, som levede i utroskab.

Paulus havde formel autoritet som apostel, men går alligevel forsigtigt til værks og siger: “Vi er ikke herrer over jeres tro, men medarbejdere på jeres glæde; I står jo allerede i troen” (2 Kor 1,24).

Når vi skal forvalte Guds ords autoritet, er det vigtigt at skelne mellem os selv og Ordet, mellem vores autoritet og Guds. Dybest set står vi ikke til ansvar over for andre mennesker med vores liv, men alene over for Gud. Det giver på samme tid større frihed og større ansvar.

Vi skal i øvrigt også passe på, at vi ikke stempler andre som ”mindre” kristne, bare fordi deres tro kommer til udtryk på en anden måde end vores. Man kan godt være en oprigtig kristen, selvom man fx ikke er fan af missionshus, bordbøn, bedemøde og bibelkursus, og selvom man ikke siger ”Gud og Jesus” lige så meget som andre.

Et aspekt ved det almindelige præstedømme er, at hvert enkelt menneske har direkte adgang til Gud. Dermed står den enkelte i en direkte autoritetsrelation til Gud uden menneskelige melleminstanser. Paulus vidste det og trådte derfor et skridt tilbage over for menigheden i Korinth med ordene: “vi er ikke herrer over jeres tro.” Vi bør derfor forvalte enhver autoritet, som vi bliver betroet, med stor ydmyghed. Intet andet er passende.

Ikke desto mindre er der også autoritetsstrukturer, som gælder i de menneskelige relationer. I en familie har forældrene en autoritetsrolle over for deres børn, og i den kristne kirke er der også knyttet en autoritet til formidlingen af Guds ord. Men også i disse relationer skal autoriteten forvaltes ud fra fortegnet: Vi er ikke herre over jeres tro.

3. Forman med visdom

Formaningerne i NT er udtryk for, at vi skal forvalte en autoritet ind i hinandens liv i menighederne. I den forbindelse er det værd at lægge mærke til Paulus’ ord om, hvordan vi skal formane: “Forman med al visdom hinanden” (Kol 3,16).

Formaningen har tyngde og autoritet i det omfang, den er i pagt med Guds ord og vilje. Derfor er det vigtigste kriterium for god formaning, at den ikke går ud over det, som Guds ord siger. Tradition, flertallets mening, subkulturens holdninger eller vores egne følelser er ikke forbundet med afgørende autoritet ind i andres liv.

Derfor vil Lone sikkert have svært ved at acceptere et forbud mod at danse, hvis det blev givet uden forståelse for hendes glæde, og hvis det i bund og grund kun var et spørgsmål om, “hvad man plejer” i missionshuset. Hvis hun derimod følte sig forstået og lyttet til, ville hun (måske!) selv lytte mere til, at der kunne være nogle relevante hensyn at tage, og at der måske kunne være bibelske principper at navigere efter i situationen, uden at det blev til alt for kategoriske regler og krav.

Dernæst tror jeg, at formaning med visdom har mindst tre dimensioner.

For det første skal man gøre sig fortjent til at blive hørt. En kristen leder, som ikke i øvrigt har vist Bent og Cecilie & Søren interesse, men kun kommer for at påtale deres sorte arbejde eller sexliv uden at være gift, vil næppe blive mødt med et åbent og lyttende sind. Forvaltning af autoritet forudsætter, at vi i et eller andet omfang gør os fortjent til at blive hørt. Ellers er det ikke med visdom.

For det andet formaner vi med visdom ved at finde mod til at formane. For mange af os vækker det uvilje i os at forvalte formaningernes autoritet. Og det er godt nok og en hjælp mod misbrug af autoritet på Guds vegne. Men autoriteten skal forvaltes, og derfor skal der mod til. Mod til at tale er en del af det at formane med visdom.

Den tredje dimension i at formane med visdom er at kunne skønne, hvad der er væsentligt. Paulus formulerer anliggendet til Filipperne: “Jeg beder om, at jeres kærlighed stadig må blive rig på indsigt og dømmekraft, så I kan skønne, hvad der er væsentligt” (Fil 1,9f). Det er ikke alt, som er lige vigtigt, og vi har derfor brug for at skønne, hvad der er det væsentlige, når vi forvalter formaningernes autoritet. Sæt ikke flere grænser end nødvendigt, men find mod til at sætte de nødvendige.

I familien

Forældre har en forpligtelse til at sætte gode og trygge rammer for deres børns liv. Disse rammer handler også om troen: bøn og andagt i hjemmet, deltagelse i børneklub og menighedsliv og en hverdag med et kristent blik på livet og en kristen etik i alle forhold.

Vi svigter børnene, hvis vi ikke tør tage autoriteten på os ved at sætte rammerne i familien, men også den skal forvaltes med visdom. Guds og forældrenes autoritet skal ikke blandes sammen, så uenighed med mor og far automatisk også er uenighed med Gud.

I takt med at børnene vokser, bør vi slække på autoriteten og give større frihed. I sidste ende også frihed til at bryde med Gud og den kristne menighed, hvis barnet ønsker det.

Over for store og voksne børn afløses den formelle autoritet af frihed, men det betyder ikke, at forældre så ikke længere skal stå ved det, de er overbevist om som kristne mennesker. Forskellen er, at det nu sker i en mere ligeværdig autoritetsstruktur, som det ene menneske over for det andet, hvor de hver især står ved det, de er overbevist om, og respekterer, at den anden står i sin egen ret.

I overgangsfasen til et helt selvstændigt voksenliv kan det være en del af forældrenes integritet at insistere på en praksis i hjemmet, der svarer til deres overbevisning, fx at kærestepar ikke sover sammen, når de er hjemme. Men er de først flyttet sammen og har måske endda børn, så kan man godt stå ved et ønske om, at de gifter sig, uden at tvinge dem til at sove i hver sit rum. Rummelighed handler om at give andre lov til at stå selv, som dem de er, med ansvar for eget liv.

I en familie er det vigtigt, hvis relationen skal være god, også selvom der er uenighed, at forældrene både står ved det, de er overbevist om, og samtidig i tydelig kærlighed omfavner de børn, som har valgt at leve og tro anderledes. Det er lettere sagt end gjort, men er dog en farbar vej.

I menigheden

I en missionerende menighed vil der kontinuerligt være mennesker, der er i proces i forhold til Gud. Der kan være mange ting i deres liv, som ikke stemmer med en kristen etik, og de kan have mange forestillinger, som falder uden for den kristne troslære – men de kommer i fællesskabet. Og de er velkomne og skal føle sig velkomne.

Det er vigtigt, at menigheden ikke først og fremmest er defineret med et hegn, som adskiller dem, som er udenfor, fra dem indenfor, men som et fællesskab med retning mod Jesus Kristus og hans ord. Nogle er så kommet længere i den bevægelse end andre.

I dette åbne og imødekommende fællesskab har vi brug for, at vi står ved, hvem vi er, og hvad Guds ord er. Derfor skal der forkyndes og undervises i hele det bibelske budskab – også de dele, som udfordrer de søgende, der er i proces.

Vi skal stå ved, hvad bibelsk kristendom er og ikke “sælge” en vare med falsk varedeklaration. Men vi skal gøre det med visdom. Også her er der forskel på centrum og periferi, når det handler om at forstå, hvad der er bibelsk kristendom. Og det er ikke nødvendigt at købe hele pakken med alle detaljer for at blive en del af fællesskabet.

Formaningerne er primært givet til dem, som allerede er en fuldgyldig del af menigheden. Derfor er det over for dem, de skal bruges – og ikke over for søgende og andre på vej ind i fællesskabet. Formaninger er ikke først og fremmest korrekserende, men vejledende, tilskyndende og opmuntrende tilsagn.

Kristne mennesker er ikke supermennesker, og derfor kan vi også falde og glide væk fra sporet. I den situation er der brug for både fasthed og rummelighed. Der kan være lederposter, man må træde tilbage fra for en tid, fordi ens liv vidner imod det, som er menighedens tro ud fra Guds ord. I de situationer er der ekstra brug for, at fællesskabet rykker tæt på i den favnende kærligheds mange udtryk.

Ydmyghedens rummelighed og fasthed

Med til at finde det gode balancepunkt i rummeligheden og fastheden er selvindsigten. Paulus bekender over for korintherne, hvor han ellers ofte formulerer sig både fast og tydeligt: “Nu erkender jeg stykkevis” (1 Kor 13,12).

Det er en erkendelse af, at vi forstår alting nedefra og mangler det store overblik. Vi er i proces i vores erkendelse af Gud og hans vilje. Det er vi hele livet igennem, og det er vi sammen med alle andre kristne. Vi kan ikke sætte os ud over denne begrænsede erkendelse.

Det betyder ikke, at så er alting lige godt eller lige meget. Men det er en påmindelse om, at vi skal forvalte Guds ords autoritet med ydmyghed. En tredobbelt ydmyghed. Ydmyghed over for vores egen erkendelses begrænsning. Ydmyghed over for den autoritet, som er større end os selv, og som vi er forpligtet på, nemlig Guds ord. Ydmyghed over for vores medmenneske, som står selv i sin egen ret både over for os og over for Gud.

Ud af denne tredobbelte ydmyghed vokser både fasthed, for vi står over for Gud, og rummelighed i mødet med andres og egen begrænsning. Og så kan vi gå videre frem sammen. Ikke nødvendigvis i takt, men dog sammen.

Budskabet udgives af Luthersk Mission, men er ikke et internt foreningsblad. Såvel skribenter som temaer appellerer med sin klassisk-luthersk-bibeltro profil til en bredere læsergruppe.

Abonnement kan bestilles online via www.budskabet.dk

Skriv en kommentar


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.

Sognekirkekonference 24. maj i Kolding. Fokus på håb. For alle med hjerte for folkekirkens muligheder!

Verified by MonsterInsights