AKTUEL KOMMENTAR: Abort er og bliver en menneskeret. Og så gavner det klimaregnskabet, at der kommer færre mennesker til verden! Synspunktet blev forleden fremført af Anja Søndergaard Elsby, politisk konsulent og direktionssekretær i Børns Vilkår i en kommentar på Altinget.dk
Af Jens Lomborg, formand for ELN
Se, det er klar tale. Kynisk tale, javist. Men sagt i ramme alvor: Det hjælper på klimaregnskabet at få færre børn sat i verden.
Og hvad så med dem der ikke deler dette menneskesyn og verdensbillede? Her er det, at vi møder det, jeg vil kalde for en slet skjult trussel:
“Spørgsmålet er, hvor længe vi vil lade stokkonservative og superkatolikker slippe af sted med at knægte kvinders grundlæggende rettigheder ude i verden.”
Er det bare mig, eller virker det som om, at hun tænker, at det er uacceptabelt, at mennesker, som fastholder, at livet begynder ved undfangelsen, får lov at slippe afsted med at mene den slags, og at tilrettelægge deres arbejde ud fra deres overbevisninger…
Suk. Jeg troede, at vi i et demokrati frit delte os efter anskuelser og så alligevel levede sammen i uenighed. At argumenter måtte brydes med hinanden. Det danske demokrati lider under alvorlige skavanker, når andres holdninger udskammes på den måde.
For hvad nu hvis nogen i ramme alvor sagde: “Spørgsmålet er, hvor længe vi vil lade ultraliberale aborttilhængere slippe af sted med at knægte det ufødte børns grundlæggende rettigheder ude i verden.” — Ville det ikke høres som en trussel!?
Jeg betragter Anja Søndergaard Elsbys kommentar som et skræmmende magtsprog hentet lige ud af en demokratisk svag boble. Den slags “hvor længe vil vi lade dem slippe”-udsagn, er ganske enkelt langt over grænsen.
Jeg kunne aldrig finde på at sige sådan om tilhængere af abort.
Jeg vil opfordre Anja Søndergaard Elsby fra Børns Vilkår til at skrue ned for skræmme-retorikken og skrue op for forståelsen af de ufødte børns vilkår.