Dekonstruktion af troen

Livtag med troen kan have karakter af dekonstruktion – nedbrydning eller rekonstruktion. Hvad gør man, hvis man ikke kan få sin tro til at hænge sammen med sin verdensforståelse, personlige erfaring og integritet?

Af Lasse Holmgaard Iversen, sognepræst i Christianskirken i Aarhus

”Jeg vil gerne være kristen, men jeg kan ikke tro på en Gud, som tillader, at mennesker går fortabt.”

”Jeg tror på Gud, men jeg føler mig ikke længere velkommen i mit kristne fællesskab, efter at jeg har valgt at leve som homoseksuel.”

Sådan har jeg hørt unge sige. Unge, som egentlig gerne ville tro på Gud, men som havde det svært med nogle bestemte normer fra Bibelen og derfor følte, at de måtte opgive. Eller finde en anden måde at tro på.

Denne artikel er venligt stillet til rådighed af magasinet Budskabet, som bragte den i sit seneste nummer med temaet Mennesket mellem meninger, magt og Messias.

Det er ikke en ny tendens, for til alle tider har der været mennesker, som er blevet stærkt udfordret eller anfægtet af den kristne tro, som de er oplært i. De føler, at kristendommen blev på perronen, da nutidens tog kørte videre. Derfor har de opbygget en udgave af kristen tro, som de kan være i. En form for dekonstruktion.

Tendensen er beskrevet i bøger, podcasts og artikler fra særligt USA, og det kan være lidt svært at gennemskue, hvad det egentlig er, vi taler om. Virkeligheden er jo, at vi er mange, der i et eller andet omfang kan tale med om det at være udfordret på troen, fordi der er noget i kristendommen, vi slår os på.

Her i artiklen vil jeg fokusere på dem, som ønsker at tro, men som har svært ved at gøre det i den ramme, som hedder ”konservativ, bibeltro kristendom”, fordi det konflikter med deres integritet, verdensforståelse og personlige erfaring.

Jeg kan sætte navn og ansigt på flere, der har givet udtryk for det. Og spørgsmålet er, hvordan de og den ”konservative, bibeltro” kristne bedst taler sammen om troen.

Hvem stjæler troen?

Forestil dig, at du får taget din tro fra dig. At den bliver stjålet fra dig. Sådan kan det opleves af det menneske, som er ved at omdanne eller dekonstruere sin tro.

Ønsket om at forblive i troen på Gud kan være helt reel, selvom man gør op med nogle af de holdninger og trosmarkører, man er vokset op med i sin barndoms missionshus. Det er altså ikke nødvendigvis relationen til Gud, man er på vej ud af, selv om det er en risiko, når man tager afstand fra holdninger, traditioner og fællesskaber. Men man ønsker en nær og mere direkte relation til Gud, og det kan en god ”omdannelses-proces” føre til.

Det er et sårbart sted at være. Derfor er det også vigtigt, at vi kan tale om det. Både den, som er i processen, og den, som står på sidelinjen.

Årsagerne til, at man føler sig nødsaget til at omdanne sin tro, kan være mange.

Men i et forsigtigt forsøg på at sige noget fælles om det, vil jeg nævne tre tendenser hos den, som er i gang med at omdanne sin tro. Ofte kombineret:

  1. Disharmoni mellem tro og intellekt
    Det kan være spørgsmål til kristendommens redelighed, Bibelens troværdighed eller kirkens måde at have praktiseret at være Kristi legeme i verden.
    Det klassiske spørgsmål om, hvorvidt Gud har skabt verden eller ej, er et eksempel på det. Men det kan også være den kristne etik, der udfordrer.
  2. Udfordringer med at identificere sig med den inderlighed og dedikation, som andre troende udviser
    I podcasten Ekkokammeret fortæller Christian, hvordan han havde svært ved at være i den lovsangstradition, som er i mange kristne ungdomsmiljøer.
    Den samme reaktion kan andre have på de gamle salmer, der i højere grad distancerer dem fra Gud fremfor at hjælpe dem til at udtrykke deres relation til ham.
  3. Spørgsmål, som på forskellig måde handler om kristen seksualmoral og kønsidentitet
    Ingen vil såre sine venner, og derfor kan det være svært at skulle stå på mål for Bibelens tale om homoseksualitet og sige til en homoseksuel ven, at jeg ikke mener, at det er Guds vilje, at hun skal være i et forhold med den kvinde, som hun elsker. For hvordan kan Gud forbyde kærlighed?
    Og endnu mere udfordrende er det for den, der selv springer ud som praktiserende homoseksuel og derfor bevidst er på kant med holdningen i hans/hendes kristne fællesskab. Dér kan man let føle, at kristennavnet bliver taget fra en – eller at man i hvert fald må tro på en anden måde for at kunne holde fast i troen.

Som sagt kan listen udvides. Men det er tre eksempler på, hvad der kan få en til at begynde at omdanne sin tro, fordi man ikke kan få tingene til at hænge sammen. For mange er det ikke et decideret opgør med, hvorvidt der findes en Gud. Oftest handler det om, at teologien/kirken/traditionen gør det svært for en at tro.

Intentionen kan være god

Som i enhver anden sag er der flere sider i dette. Der er også fare for uhensigtsmæssige automatreaktioner fra både den, som er i gang med at dekonstruere, og den, som fastholder en ”konservativ” tro.

Lad os derfor prøve at se nærmere på både de positive og de negative sider af sagen. For som sagt: Dekonstruktion eller omdannelse af troen handler dybest set om at fastholde troen. Så intentionen kan være god. Samtidig må vi være ærlige og sige, at intention ikke altid er nok …

Hos den, som er i proces med at omdanne sin tro, kan man af og til møde en større seriøsitet om det at tro end hos den, der ikke forholder sig særligt til sin tro, men som blot fastholder nogle ydre rammer såsom kirkegang og et moralsk kompas, der er forankret i Bibelen.

Her er det naturligvis forudsat, at man dekonstruerer for at fastholde troen og ikke for at nedbryde den. Men i så fald udtrykker det dermed også et ønske om at tage sin tro og sig selv alvorligt. Derfor kan omdannelse af troen være en måde at være i discipelskab på. Det kan lede til en større forankring i Kristus end for den, som er trofast i kirken, men som ikke reflekterer nærmere over sin tro.

På den anden side kan man overveje, om omdannelsen af troen – trods gode intentioner – reelt er et forsøg på at sekularisere troen. Altså dels et forsøg på at høvle nogle af de knaster af, som kristendommen utvetydigt har i en tid, som er præget af postmoderne og relativistisk tænkning. Dels en måde at gøre troen mindre åndelig og mere rationel.

Hvis vi skal sammenligne med noget, vi kender fra historien, kunne det være liberalteologien (fra 1800-tallet og frem til 1930), som egentlig havde en god intention: De ville fastholde kristendommens relevans i en tid, hvor bibelsk kristentro tilsyneladende blev udfordret af fx naturvidenskabens fremskridt. Men resultatet blev en åndløs kristendom – med større vægtlægning på mennesket end på Gud.

Den form for subjektivisering er også en fare for den dekonstruerende tro, hvis ikke man er åben for, at Bibelens åndsbestemte vejledning kan være sand, selv om den er i konflikt med vores egne følelser og intuition.

Fra overfokus på ”personlig” tro til individualisme

I vækkelsesbevægelserne har vi altid været optaget af ”personlig tro”, og jeg husker, hvordan det i mine teenageår blev forkyndt, at vi skulle finde vores egen, personlige tro og ikke leve videre på vores forældres tro. Dengang følte jeg et pres til at skulle sige ”jeg tror selv.” Når jeg ser tilbage, er min vurdering, at der sammen med de gode elementer også var noget usundt i den forkyndelse og sjælesorg, som havde fokus på ”personlig tro”.

Man kan overveje, om den dekonstruktion af tro, som leder til en fornyet tro, er et udtryk for en lignende proces i dag? Jeg mener i hvert fald at kunne se, at der for unge, som er vokset op med kristentro, kan være en grad af selvstændiggørelse i troen og en positiv omdannelse af troen, så de fortsat kan være kristne i en verden, som er markant anderledes end førhen.

Desuden er mange unge netop optaget af at være kristne i verden og ikke isolere sig i en kristen subkultur. Det medfører naturligt nogle konfrontationer med et ikke-kristent verdensbillede, som de må tage livtag med.

Men hvor tidligere tiders fokus på ”personlig tro” var hjulpet på vej af forkyndelse, sjælesorg og menighedens fællesskab, er dekonstruktionen i fare for at indoptage den overdrevne individualistiske præmis, som findes i vores tid i dag.

Dermed bliver tros-omdannelse noget, man gør ”for sig selv”, isoleret fra det kristne fællesskabs rammer. Med det følger en stor fare for, at man ikke udfordres i tilpas grad af andre stemmer end sin egen.

Måske finder man i processen sin åndelige vejledning i forkyndelse på internettet eller i diverse online samtalefora. Det kan selvsagt være af vidt forskellig observans. Er man ikke (selv)kritisk, og har man kun sig selv som smagsdommer, er det ikke svært at finde bekræftelse på et trossystem, som passer til det, man umiddelbart kan få til at hænge sammen.

Her ville det være godt, hvis man i stedet for at dekonstruere for sig selv er i proces sammen med andre. Ikke for at de skal diktere, hvad man skal tro og mene! Men for at blive vejledt og udfordret i processen mod en fornyet tro.

Opgør med institutionaliseret kristendom

Der er en protest mod institutionaliseret kristendom i dekonstruktionen. Altså de faste strukturer, former, dogmer og til dels institutioner, som er i kirken.

Det gode i den protest er, når den gør op med fastfrosset kristendom, hvor tradition og struktur sættes over liv og Helligåndens dynamiske ageren i verden.

Det ses bl.a. i kulturkristendommen, som præger vores land. Men også i nogle af vores kirkeligt konservative miljøer, hvor tro kan være holdninger og standpunkter, mere end det er relation til Gud. Her er det helt på sin plads med et opgør med de meninger og holdninger, der bare er til for meningernes og holdningernes skyld. Det er en sund åndelig udvikling, som i højere grad fremmer bibelsk kristendom frem for at hæmme den.

Men opgør med institutionaliseret kristendom kan være farlig der, hvor et opgør med fx det kristne fællesskab eller centrale kristne dogmer bliver et opgør med noget, som er vigtigt for troen, selv om det er gammelt. For dermed går jeg fra at revitalisere min tro til at danne en hjemmelavet tro – med udgangspunkt i mig selv og ikke i Bibelen.

Hvor intentionen er at finde ind til det egentlige i troen, er dekonstruktion positivt og kan være et vigtigt korrektiv til det ”gamle”. Men hvis man derimod i praksis bevæger sig væk fra en bibelsk funderet kristendom, er den gode intention ikke nok.

Skab rum

Hvordan møder vi det menneske, som er i gang med at omdanne sin tro? Det kan jeg kun sige noget overordnet om, da det kan se ud på virkelig mange måder.

Først og fremmest er det vigtigt at være åben for samtalen om tro. Også om de ting, vi som konservative tager for givet og anser for at være grundpiller i den kristne tro. For det er ikke et angreb på troen, men et forsøg på selv at finde ind til det, som er sandt. Det kan fx være interessant at tale om, hvad det i praksis betyder at have Gud som autoritet. Eller: Hvordan skal vi omsætte Jesu radikale kærlighed til vores liv og verden i dag?

Dernæst må vi give plads til det, som man kan kalde en ”bulet” tro. Altså den kristne, som har fået slag på troen, fordi det er svært at få fx erfaring og Bibelens løfter til at hænge sammen, eller fordi modgang i livet har svækket min fulde tillid til Guds omsorg for mig, men uden at jeg dermed benægter, at han findes.

Sådan en tro er nok ikke den, vi fortæller om til frit vidnesbyrd eller hører forkyndt fra prædikestolen. Men så længe troen er rettet mod Jesus, er den frelsende, for den er dog ikke mindre end et sennepsfrø …

Og så er det vigtigt at skelne mellem centrum og periferi. Både for den, som omdanner sin tro, og for den ”konservative”. Det vigtigste spørgsmål i trosdannelsen er: Hvem er Jesus? Derfra formes og defineres vores tro, teologi, etik osv. – i tillid til, at Helligånden virker og danner troen i os; forankrer os i Kristus.

Dekonstruktion af troen er med andre ord ikke enkel. Hverken for den, der selv er i denne proces, eller for den, der står på sidelinjen. Dekonstruktion rummer både en risiko for at miste troen på Jesus og et potentiale til at blive fornyet i troen.

Potentialet opnås bedst, når vi gensidigt lytter til hinanden. I dén samtale kan vi nemlig også gensidigt udfordre hinanden.

Magasinet Budskabet udgives af Luthersk Mission, men er ikke et internt foreningsblad. Såvel skribenter som temaer appellerer med sin klassisk-luthersk-bibeltro profil til en bredere læsergruppe.

En kommentar til “Dekonstruktion af troen”

Skriv en kommentar


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.

ELN søger ny landsleder. Måske noget for dig, der er netværker, organisator og kommunikator..?

Sognekirkekonference 24. maj i Kolding. Fokus på håb. For alle med hjerte for folkekirkens muligheder!

Verified by MonsterInsights