De sviner mit land til!

Man skulle tro, at YouTube-klippet med blonde Karen var en del af en advarselskampagne – ligesom vi advarer mod drukkørsel og rygning og racisme, er Danmark nu også endelig begyndt at advare mod seksuel uansvarlighed. Næh, tværtimod. Det var rent faktisk et forsøg på at markedsføre vores arme land.

Leif Andersen, lektor og rejsepræst i Indre Mission, medlem af ELN
Bragt i Politiken 15.9.09

Kan nogen forklare mig, hvorfor det er blevet umuligt at påtale dumhed, hvis det har noget med sex eller øl at gøre?

På et verdensberygtet youtubeklip har den smukke, blonde Karen med en smuk, blond baby efterlyst faren til sit barn. Den dejlige knægt er nemlig blevet til efter en våd aften og et one-night-stand i Nyhavn. Den har vist sig at være uægte; det er det statsstøttede VisitDenmark, der har produceret fupvideon. Men her kommer det rablende: Man skulle tro, at det var en del af en advarselskampagne – ligesom vi advarer mod drukkørsel og rygning og racisme, er Danmark nu også endelig begyndt at advare mod seksuel uansvarlighed.
Nøh. Tværtom. Det var reklame for Danmark! Det var rent faktisk et forsøg på at markedsføre vores arme land.

Hurra for kreativiteten! Jeg er faktisk tæt på at kunne lide frækheden bag sådan en fuphistorie. Men hele ideen om, at det skulle være et plus, som vi stolt kan markedsføre os på, at det vrimler med fulde, nemme piger, er nærmest tragisk. Selv de, der nu raser imod
VisitDenmark, kan oftest ikke få sig til at påtale det allermest rablende: at vi er forsøgt markedsført på en livsstil, der mere eller mindre ødelægger liv.

På tomandshånd vil de fleste godt indrømme, at det er usmart at drikke hjernen ud. Men drukkulturen har sejret så endeligt, at det i dag er direkte pinligt at have et problem med den.
Og et land, der gerne griber til kampagner og ligefrem forbud, når det gælder kampen imod usund livsstil og misbrug af miljøet, kan ganske enkelt ikke få sig til at sige, at det er kulturelt og personligt ødelæggende med en promiskuøs livsstil.
Faktisk lider jeg af en paranoid mistanke, at rigtig mange faktisk inderst inde udmærket ved det (de kan jo bare spørge børnene!); men man kan ikke sige det åbent af den enkle grund, at præster og kirker allerede har sagt det! Og så kan man jo umuligt sige det samme.
Måske er det heller ikke helt uforståeligt. Mange præster og kirker har jo faktisk forbrudt sig imod budet om ikke at dømme. Men skulle det her være bedre for enlige mødre, faderløse børn og druksmadrede liv?

Jeg synes faktisk, at VisitDenmark skulle have et møgfald  – ikke for at have spildt skattekroner, men for at svine vores land til og bagtale det. Det flyder i forvejen med affald i gaderne. Ikke af den slags, der kan proppes i skraldebøtter, men af den slags, der hober sig op i menneskers liv og kvæler dem.

Leif Andersen, lektor og rejsepræst

Skriv en kommentar


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.

Verified by MonsterInsights