De mindste skal også høre, at Gud elsker dem

Ny legestue i Rønde Missionshus. Mor og datter fra Aarhus Frimenighed er blandt initiativtagerne.

”Min mor og jeg har længe gerne ville lave en legestue, og nu er vi gået i gang i samarbejde med Rønde IM ,” fortæller Cecilia Tjørnemark, der selv har en lille datter.

Derfor er der sat handling bag drømmene, og den 3. april åbner legestuen i Rønde Missionshus. Derefter vil den samle børn fra 0-4 år og deres forældre onsdage fra 16-17.30.

”Der er i forvejen en legestue i byen, som mødes om formiddagen, så for ikke at konkurrere med dem holder vi det om eftermiddagen,” siger Cecilia.

Cecilia og hendes mor, Anette Tjørnemark, har også taget kontakt til Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler, DFS, og har fået rigtig god hjælp af DFS-konsulenterne Jonathan Kofoed  Vindum og Berit Skødt.

”Det har været en stor hjælp. Berit ved lige, hvordan man griber det an med små børn, og hun kommer og er med de første gange,” fortæller Cecilia.

Initiativtagerne ser legestuen som en god mulighed for både at nå børn og forældre.

”Børn er en god indgangsvinkel til forældre. Fordi børn fortæller og spørger deres forældre, om det de har hørt. Folk vil gerne synge med deres børn, og her har vi en god mulighed for at hjælpe dem. Men det er primært børnene, vi henvender os til, og vi håber, at de får med, at Gud elsker dem,” siger Cecilia Tjørnemark.

Lige nu er initiativtagerne ved at få lavet flyers, som de vil dele ud, og ellers foregår invitationerne fra mund til mund.

Og selv om det i første omgang er børnene det gælder, har Tjørnemarkerne også et ønske om, at mere må spire i legestuen.

”Djursland er lidt et dødt område, så vi har et stort ønske om, at flere skal komme til tro herude,” siger Cecilia.

Aarhus Frimenighed er en del af ELN’s menighedsnetværk. Menigheden har i mange år holdt gudstjenester og delt evangeliet med mennesker i Aarhus, nu bor de fleste af menighedens medlemmer på Djursland, og derfor bruger man nu også navnet Aarhus Frimenighed & Djursland Frimenighed.

Skriv en kommentar


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.

Verified by MonsterInsights