Bornholmerkirken får bornholmerpræst

Simon Ambrosen er ny præst i Bornholmerkirken. Dermed får kirken ny præst med mange erfaringer.

Halvandet år uden præst i Bornholmerkirken er slut nu. Søndag den 26. november blev Simon Ambrosen indviet og indsat som præst i menigheden.

Dermed får Bornholmerkirken en ægte bornholmer som deres nye præst. Men de får også en præst, som har lang erfaring med at tale med mennesker om tro og varetage opgaver, der ligger tæt på præstens.

Simon Ambrosen er nemlig uddannet tømrer på fødeøen Bornholm, men har i 15 år været ansat i Sømandsmissionen, de sidste ti år som leder af sømandshjemmet på Ærø sammen med hustruen Margit.

Nu glæder han sig til at tage fat i kirken på Bornholm, hvor parret og deres seks børn har boet i Olsker siden 2021.

”Ja, jeg glæder mig meget. Da vi var på Ærø, var vi med til at starte en husmenighed op, og i de ti år, hvor jeg stod for det, fik jeg fornemmelse for, hvad en præst laver, og hvilke udfordringer man kan stå i, når menigheden er en broget flok” siger Simon Ambrosen.

Længe undervejs

Kirkeligt set er Simon Ambrosen rundet af ELM, senere har han været med til at starte en IM ungdomsafdeling i Aalborg, han har været tilknyttet folkekirken, og som nævnt også været leder af en husmenighed.

Undervejs har præstetankerne fået næring. Som sømandsmissionær blev han flere gange spurgt, om han var præst eller havde planer om at blive det.

Alligevel sprang Simon Ambrosen ikke til med det samme, da han så, at der var et ledigt job i Bornholmerkirken. Han skrev ansøgningen, men ventede. En måned, to måneder, tre, fire …

Først da ansøgningen havde ligget et års tid og var blevet fulgt op af flere opmuntringer til at søge, sendte han den i august i år.

Og nu, sidste søndag i november, er han klar til at blive indsat – og klar til at tage fat. I takt med kirkens rytme.

”Først skal jeg jo lære kirkens rytme at kende. En menighed har en rytme og en måde at gøre tingene på, så der kommer til at gå meget tid med at se, lytte og lære. Det bliver min store opgave her i den første, måske lange tid,” siger Simon Ambrosen.

Øje for mennesker

Man skal ikke have talt med Ambrosen længe, før man fornemmer, at præsten har øje for mennesker. Han nævner selv, at da han var udlært tømrer på Bornholm, gik han først efterskolevejen som pedel og timelærer med mennesker og samtaler til følge. Siden blev han pedel på et plejehjem. Selvfølgelig for at klare opgaverne, men ønsket var primært at tale med de ældre.

Det ligger ham også stadig på sinde, at kirken ikke kun skal åbne døren til kirken, men til hjemmet.

”Det gjorde et stort indtryk på mig, da jeg var på dannelsesrejse i min ungdom til Thailand og Australien og mødte andre kirker dér. Det har været til stor inspiration at se, hvordan man åbnede kirken for unge som os, der blot kom forbi. At se, hvordan vi blev inviteret med hjem til spisebordet. Vi blev ikke kun budt ind i kirken, men helt ind i menneskers liv.

Det er dejligt at blive set, og sådan tror jeg, at alle mennesker har det,” siger han.

Det lægger sig til rette

Simon Ambrosen er ansat i en stilling på 25 timer. Hvad han skal lave den resterende tid, tager han roligt:

”Jeg er lige ved at tage buskørekort. Jeg er jo også tømrer, og der er nok nogle, der skal have sat nye vinduer i. Der skal nok lægge sig noget til rette.”

Skriv en kommentar


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.

Verified by MonsterInsights