Børnefestival åbnede dørene

Godt samarbejde med lokale kræfter trak folk til børnefestival i Lemvig.

Der var gang i den, da Lemvig Bykirke sammen med Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler holdt børnefestival søndag den 15. august.

Ikke færre end 125 børn og voksne var forbi til bl.a. slikkepindebanko, lotteri og flødebollebanko, hvor børnene gik på jagt efter små billeder rundt i hele missionshuset Klippen. Udenfor kunne man prøve pandekagebagning over bål, og det helt store hit var en kæmpe super-jumber fra firmaet hopogrul, hvor børnene kunne få en højtflyvende oplevelse 7 meter op i luften med trampolin og elastikker – selvfølgelig forsvarlig fastspændt. De to hoppeborge med bl.a. Gurli gris blev flittigt brugt af de mindste.

Børnefestivalen rummede ud over de mange aktiviteter også et spændende program, hvor Tante Andante og professor Virvar optrådte med musisk, levende og inddragende bibelfortælling om skabelsen.

Entertainer Hans Jørgen Østerby deltog med trylleri og fik fortalt, så de bibelske fortællinger om Simon Peter, den lamme mand og mange flere fik nyt liv.

Der var aktiviteter udenfor og indenfor, men ikke samtidig, så når Tante Andante eller Hans Jørn Østerby var på med trylleri, sjov og bibelfortælling søgte de besøgende ind i missionshuset Klippen.

“Det fungerede rigtig godt,” siger præst i Lemvig Bykirke, Brian Christensen dagen derpå og tilføjer:

“Folk hyggede sig, og der var folk fra både Lemvig og oplandet. Der var mange forbi, som ellers ikke kommer i huset. Udover, at dagen er meget værd i sig selv, så er det også en god anledning til, at vi kunne dele en del programmer ud for klubarbejdet i huset.”

Børnefestivalen har fået støttet af mange gode lokale kræfter – både lokale handlende og børne- og ungdomskulturelt samråd. Der har også været et fortrinligt samarbejde med “Tante Andantes Hus”, som er et børne- og familiehus, der udvikler og formidler kultur og undervisning af, med og til børn. Huset er drevet af KFUM & K og er siden 2007 blevet en fast institution i Lemvig, som mange kender.

“Vi er rigtig glade for samarbejdet både med Tante Andant og sponsorerer, der har bidraget med præmier eller været annoncesponsorer. Og så er vi meget taknemmelige for det store fremmøde og de mange frivillige, som har bidraget til at gøre dagen festlig for børn og voksne,” siger Brian Christensen.

Skriv en kommentar


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.

Verified by MonsterInsights