Landssekretær Brian Christensen giver her en kommentar til sognepræst Thomas Reinholdt Rasmussen, som i en kronik i Kristeligt Dagblad d. 28. april er ude i et forsvar for den rummelige folkekirke og udtrykker sine betænkeligheder ved, at nogle i disse år benytter folkekirkens frihedslovgivning til at danne frimenigheder.
“Hovedtanken i TR´s indlæg er en påstand om at han og den rummelige folkekirke har bibelen som øverste norm, til forskel fra dem der vil have en fortolkning af bibelen som den øverste norm.
Folkekirken har en ramme
Det lyder jo meget sympatisk, men det har desværre ikke meget med virkeligheden at gøre. Det er umuligt at læse bibelen uden at fortolke. Enhver læsning er en fortolkning. Det er ganske enkelt vildledende at påstå, at nogen kan have bibelen som øverste norm uden at fortolke. TR må da også indrømme, at der må være en ramme for fortolkningen, nemlig at Jesus er Kristus, altså en bekendelse til den korsfæstede og opstandne Herre. Men med dette udsagn kunne TR jo ligeså godt være baptist eller metodist eller katolik. Hans definition er så bred, at den ikke er en definition, der kan bruges til at sige noget eksplicit om rammerne for den kristne tro og lære i den danske folkekirke.
I den virkelige verden, er enhver kristen kirke nødt til at fortolke bibelen, for at kunne sige noget om, hvad kirkens lære går ud på. Det er jo ikke sådan, at Folkekirken alene har bibelen som norm for sin forkyndelse og indhold. I grundloven står der, at ”Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke” og som bekendt betyder det, at den rummelige folkekirke har en fortolkning af bibelen som sit grundlag, nemlig de tre oldkirkelige bekendelser og de to reformatoriske bekendelsesskrifter. Kan man tilslutte sig det som står i disse skrifter og, som der står i præsteløftet, vil man beflitte sig på alvorligt at granske Guds ord og troens hellige lærdomme, så giver det god mening at være præst og menighed i den danske folkekirke. Her har vi altså rammen for den fortolkning af bibelen som må og kan finde sted i folkekirken.
Nogle vil ændre bekendelsen
Det er ret tydeligt, hvis man har fulgt den kirkelige debat de seneste år, at der er en del, som ikke har det godt med denne ramme og ville ønske, at det var som TR beskriver det – at enhver i frihed selv kunne læse bibelen og have sin egen fortolkning. Senest blev det foreslået i en påskekronik Kristeligt Dagblad d. 16. april af Lau Sander Esbensen, at man burde skrive forsoningen ud af folkekirkens grundlag og mon ikke det bl.a. er en formulering som denne der tænkes på: ”i sandhed pint, korsfæstet, død og begravet for at forsone Faderen med os og for at være offer ikke blot for arveskylden, men også for alle menneskets gerningssynder”. (CA art. 3). Ligeledes har flere det vanskeligt med det der står om den dobbelte udgang af dommen (CA art. 17). Det står enhver frit for at stifte sin egen kirke, men det giver ikke mening at ændre på den evangelisk-lutherske kirkes bekendelsesgrundlag, for så er det ikke længere en evangelisk-luthersk kirke. Og er man en del af den evangelisk-lutherske kirke, så må man tage den fortolkning af bibelen alvorlig, som dens grundlag er et udtryk for.
Folkekirkens enhed er brudt
Når der i disse år stiftes en række frimenigheder, så er det med samme bekendelsesgrundlag som folkekirkens og det vidner om at man gerne vil se sig selv som en del af denne tradition og kirkelighed. Det sker ikke ud fra et ønske om at skille sig ud og være for sig selv, men ud fra en smertelig erkendelse af at kirkens enhed, som den beskrives i Confessio Augustana artikel 7, er brudt. Der er ikke længere en fælles forståelse af evangeliets lære, når der kan autoriseres en fortolkning af bibelen, der er i direkte modstrid med Guds ord. Det er netop, hvad der er sket med det nye ægteskabsritual i 2012. Nogle vælger fortsat at være medlem og virke i folkekirken, velvidende at enheden er brudt og det synliggøres på forskellig vis – andre vælger at etablere frimenigheder og Evangelisk Luthersk Netværk er et vidnesbyrd om at vi ønsker hinanden Guds velsignelse i de valg vi foretager os.”
