Børge Haahr Andersen har taget Calmeyergatelinjen til sig som sin måde at være bibel- og bekendelsestro i en lærepluralistisk tid.
Børge Haahr Andersen, rektor på Dansk Bibel-Institut og pastoral vejleder i Evangelisk Luthersk Netværk, har skrevet en artikel om at være bibel- og bekendelsestro i dansk og norsk kirkeliv og deler samtidig ud af sine personlige erfaringer. Den er trykt i tidskriftet Emissio og vi bringer her et resumé.
En lærepluralistisk folkekirke
“Lige siden begyndelsen på min studietid i 1978 har jeg kæmpet med de spørgsmål, som følger med at have en identitet som bibel- og bekendelsestro og så være en del af en lærepluralistisk folkekirke. Mine første præsteår fra 1992 var brydningsår i den danske kirke, hvor stærke kræfter ønskede en legitimering af homoseksuelt samliv og en ret så radikal nytolkning af den kristne tro i forhold til de centrale dele af trosbekendelsen. Denne udvikling er yderligere forstærket siden, var med til at føde ELN og fik en foreløbig kulmination, da Folkekirken indførte et bibelstridigt ritual om vielse af to af samme køn og har synliggjort det i kirkens grundbøger, salmebogen, ritualbogen og alterbogen.
Problemstillingen er ikke ny, men har sine rødder et par hundrede tilbage til oplysningstiden og rationalismens tid. Måske kan man sige, at kirken altid har levet med disse udfordringer.
Alligevel er det noget nyt, at angrebene mod kirkens tro er kommet indefra fra kirkens egne ansatte præster og at det har fået den gennemslag i de hovedstrømninger, der har præget den danske kirke.
Tre højdepunkter i kirkekampen
Denne kamp og krise har haft tre markante højdepunkter. Det første var i rationalismens tid, hvor Grundtvig fløjtede til kirkekamp med foredraget i 1810: Hvi er Herrens ord forsvundet af hans hus. Et nyt højdepunkt kom med den liberale teologi i begyndelsen af 1900-tallet. I Norge førte det til rejsningen af et Menighedsfakultet og til et samlende møde for kristenfolket i Norge i 1919 i Calmeyergate. De næste halvtreds år var Calmeyergatelinjen den foretrukne kirkelige kurs i Norge, anført af to markante skikkelser, O Hallesby og C.Fr. Wisløff. Begge har tilknyttet MF i Oslo, og præsteuddannelsen var central i den kirkelige kamp i Norge.
I samme periode var hovedlinjen i Danmark inden for den største vækkelsesbevægelse, IM, præget af Christian Bartholdys samarbejdslinje. En ny situation opstod i Danmark i 1950’erne, da en gruppe studenter stiftede KFS under indflydelse af det kristne studenterarbejde i Norge og med Wisløff som hovedinspirator. MFs tilblivelse i 1967 og DBI i 1972 samt en række andre foreningen var præget af den norske Calmeyergatelinje, og det har præget vækkelsesbevægelserne i Danmark lige siden.
Sagt forenklet har hovedstrømmen i norsk vækkelseskristendom forladt Calmeyergatelinjen for 50 år siden, mens de danske vækkelsesbevægelser har indført den for 50 år siden.
Opdatering af debatten
Jeg har selv taget Calmeyergatelinjen til mig som min måde at være bibel- og bekendelsestro i en lærepluralistisk tid. I 1990’erne skrev jeg en række artikler på den baggrund.
Nu har jeg 20 år senere og med baggrund i min nuværende stilling som rektor på et teologisk uddannelsessted opdateret debatten i lyset af de sidste tyve års udvikling.
Artiklen kan læses i sin helhed her.