Anmeldt af pastor Jón Tróndheim Poulsen, præst i Ølgod Valgmenighed
Jeg læste for nylig i en bog om Ølgod Kirke. Interessen skyldes, at jeg er præst i Ølgod Valgmenighed, og at de fleste af vores gudstjenester foregår i Ølgod Kirke. Bogen havde en fyldig gennemgang af kirkens historie og inventar og var rigt illustreret. Blandt billederne var et af en gammel skriftestol. Skriftestolen lignede til forveksling en af dem, man kan finde i mange romersk-katolske kirker. Det interessante ved netop denne skriftestol var dog, at den stammede fra 1700-tallet og stod placeret i en helt almindelig luthersk landsbykirke.
Den blev desværre fjernet engang i 1900-tallet. Dens tilstedeværelse vidnede om en tid i den lutherske kirkes historie, hvor skriftemålet var en integreret del af troslivet. Dens fjernelse vidner om, at skriftemålspraksissen desværre gradvist gled ud af brug. Derfor skal der lyde en stor tak til Flemming Baatz Kristensen for igen og igen at italesætte skriftemålet, både i bøger, undervisning og prædikener. Det er tiltrængt, og det er vigtigt.
Befriet til at leve består af en indledning, ni kapitler og en fyldig litteraturliste.
De første tre kapitler belyser skriftemålet ud fra begreberne skyld og skam – hvordan de hænger sammen, og hvordan de adskiller sig, og om hvordan Gud kan og vil tilgive os.
Kapitel fire til seks arbejder sjælesørgerisk med skyld og tilgivelse, herunder det svære i at tro sig tilgivet og tilgive andre.
De sidste tre kapitler sætter fokus på, hvordan skriftemålet kan bruges, hvad skriftemålet er i en luthersk kontekst og en klar opmuntring til at sætte skriftemålet på dagsordenen.
Litteraturlisten rummer næsten halvfjerds forslag til supplerende litteratur
For mig har Befriet til at leve været med til at genåbne mit blik for den glemte lutherske skat, som skriftemålet er. Det er en praksis, der står tydeligt i vores reformatoriske bekendelser – både i Luthers lille katekismus og i Den augsburgske bekendelse – men som i praksis ofte fylder for lidt. Det formår Baatz at sætte ord på. Bogen har givet mig fornyet lyst og frimodighed til fortsat at nævne skriftemålet i prædikener og undervisning og til at opmuntre menigheden til at gøre brug af det private skriftemål.
Baatz vil meget med bogen – og han kommer vidt omkring. Efter min mening vil han til tider for meget. Bogen kunne med fordel være kortere uden at miste sine pointer. Det er naturligvis en smagssag, men de mange eksempler, billeder og fortællinger bliver noget overvældende for mig. Jeg har indimellem svært ved at gribe hovedlinjen, og teksten kan virke urolig.
Personligt kunne jeg ønske, at kapitel ét var placeret bagerst og fungerede som en epilog. De personlige beretninger er bestemt interessante, men jeg ville foretrække dem efter at have læst bogens teologiske hoveddel. Kapitel ni fungerer til gengæld godt som afslutning og applikation, og herfra ville overgangen til en epilog være naturlig, hvor vi får indblik i, hvordan mennesker med forskellige baggrunde forholder sig til og praktiserer skriftemålet.
Dette ændrer dog ikke ved, at Befriet til at leve er en tiltrængt bog, som jeg er glad for, er udkommet. Og jeg håber og beder om, at den må være med til, at endnu flere får øjnene op for den guldskat, som kirken har fået betroet.
Befriet til at leve
Forfatter: Flemming Baatz Kristensen
Forlag: Credo 2025
Sidetal: 230
Pris: 199,95 kr
