Ærgrelse blev til daglig podcast

I Kronjyllands Frimenighed har coronaen ikke blot medført nedlukning og ærgrelse. Den har også åbnet for Dagligt brød – en podcast med bibellæsning og en kort andagt.

Siden 18. januar har Kronjyllands Frimenighed hver dag fra mandag til fredag udsendt en andagt på YouTube og Spotify. Andagten følger Bibelselskabets bibellæseplan. Foruden oplæsning af teksten bliver der knyttet en kort andagt til teksten, en opfordring til refleksion og en bøn for dagen.

Ideen er ganske enkelt at hjælpe både menigheden og alle andre til at få læst eller lyttet til Bibelens livgivende ord.

Hovedmand og tovholder bag andagterne er ungdomsmedarbejder Sebastian Amorsen Vestergaard, der til daglig arbejder for den gruppe unge, som mødes i kirkens ungdomsarbejde Unite.

”Unite mødes fortsat på Zoom, men hvor fedt er det lige for unge, når de har siddet hele dagen bag skærmen til undervisning…?” spørger han og fortsætter:

”Jeg var vildt ærgerlig over ikke at kunne arbejde, og sammen med Peter (Kofoed Herbst, frimenighedspræst, red.) tænkte vi på, hvordan vi kunne give noget tilbage til menigheden.

De to puslede først med ideen om videoandagter, men så spirede ideen hurtigt om en podcast.

”Vi fik ideen om fredagen. Jeg tænkte: ’Så svært kan det vel heller ikke være at lave en podcast’. Og om mandagen sendte vi den første andagt efter at have knoklet hele weekenden,” siger Sebastian.

Siden den dag er der hver hverdag blevet udsendt en ny podcast. Og de er blevet taget rigtig godt imod. Nogle dage med flere end 100 lytninger.

I begyndelsen var tanken, at podcasten skulle lukke, når samfundet åbnede, men undervejs er planen blevet at fortsætte med dem, hvis lytterne hænger på.

”Det giver jo rigtig god mening. Det voksede ud af en stor irritation over ikke at kunne arbejde, men nu bruger folk det. Vi laver det primært for menigheden, men vi kan se, at der bliver lyttet til andagterne i hele landet. Det er virkelig fedt,” siger Sebastian.

Lige nu bliver podcasten optaget i hans og hustruens soveværelse med lydgrej, som han har lånt af sin lillebror. Men det holder ikke i længden.

”Nej, heldigvis har vi fået fondsmidler til at købe udstyr, så vi snart kan optage i kirken. Det glæder jeg mig til,” siger Sebastian Amorsen Vestergaard.

OM DAGLIGT BRØD

  • Podcasten Dagligt brød bliver sendt hver dag fra mandag til fredag.
  • En andagt varer ca. 6 Dagens bibeltekst bliver læst op, og der bliver knyttet et par tanker til læsningen og stilles to spørgsmål til refleksion. Til slut bedes en kort bøn for dagen.
  • Podcasten bliver udgivet her: YouTube og Spotify.

 

 

 

Skriv en kommentar


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.

Verified by MonsterInsights