Hvis to mennesker i kirken giver hinanden håndslag på at elske og ære hinanden til døden skiller, så får de et problem, hvis ene tolker det – elske og ære, indtil jeg forelsker mig i en anden.
Af Børge Haahr Andersen, rektor og medlem af ELN
Hvis to mennesker på Hjallerup marked giver hinanden et håndslag på en god handel, er det ret vigtigt, de er enige om, hvad de har givet hinanden hånd på. Hvis to mennesker i kirken giver hinanden håndslag på at elske og ære hinanden til døden skiller, så får de et problem, hvis ene tolker det – elske og ære, indtil jeg forelsker mig i en anden.
I forbindelse med en præsteindvielse læses fire nøgleafsnit fra det Nytestamente og derefter aflægger man et højtideligt løfte, hvor man siger ja til at virke i troskab mod Bibelen og at kæmpe for sandheden og bekæmpe alt det, der strider mod den kristne tro. Som bekræftelse af dette løfte giver man i ni stifter håndslag først til biskoppen og de fire læsere og dernæst til alle tilstedeværende i processionen. I det tiende stift, Viborg Stift, har man indtil videre kun givet håndslag til biskoppen og de fire læsere, men Karsten Nissen har nu meddelt, at han fremover vil følge de andre biskoppers praksis, fordi den oprindelige praksis kunne forstås diskriminerende over for kvindelige præster.
Karsten Nissens afgørelse giver efter mit skøn et positivt og tre negative signaler. Lad mig starte med det positive. Det er blevet mere tydeligt, at håndslaget entydigt skal forstås som ordinandens bekræftelse af løftet. I generationer har håndslaget også været en fællesskabsmarkering i forhold til de tilstedeværende præster, der har aflagt samme løfte. Denne fællesskabsmarkering giver ikke mening i en læremæssig splittet kirke. Dagens præstestand indeholder Grossbøll-disciple, der fornægter Guds eksistens, Svend Andersen-disciple, der omtolker Jesu opstandelse, Kaj Mogensen disciple, der omtolker dommen og evigheden og måske også enkelte menighedsrådsformænd m/k, der er Ribers-disciple og forener kristendom og nyreligiøse strømninger. Håndslaget som fællesmarkering er langsomt blevet udhulet, og nu er det slået fast, at fremtidige ordinander med deres håndslag til den brede vifte af præster m/k udelukkende bekræfter deres personlige ja til løftet.
For det andet – de højkirkelige præster, som ud fra deres personlige overbevisning har en stor del af deres identitet i ordinationen, kan ikke pludselig omtolke den gamle kirkelige tolkning af håndslaget. De har med Karsten Nissens afgørelse fået lukket den sidste ventil, der muliggjorde, at de kunne blive præster i Folkekirken. Det er et alvorligt tab for folkekirken, for de højkirkelige præster, der har formået at forene deres kærlighed til den kirkelige tradition med en sund evangelisk forkyndelse, har været en stor rigdom for kirken. Ingen biskop med respekt for sig selv bør fremover sige, at vi har en rummelig folkekirke, for deres mangel på fleksibilitet har effektivt og konsekvent udelukket fremtidens højkirkelige præster fra at få embede.
For det tredje – mens Karsten Nissens gamle praksis var god pædagogik, er den nye ret og slet dårlig pædagogik. Vil man fremhæve ordinationens karakter af løfteaflæggelse og nedtone dets karakter af indgang i et fællesskab, så var det eneste konsekvente da at lade fremtidige ordinanderngive håndslag til biskop og læsere, sådan som ritualet muliggør.
For det fjerde – det er svært at befri sig for et indtryk af, at det er folkestemning og mediers foragt for en politisk ukorrekt holdning, der har fået Karsten Nissen til at ændre en hævdvunden praksis i Viborg Stift. Det er ikke så svært at gætte, hvem folkestemningen næste gang vil kaste sig over. Det bliver næppe de rødhårede, men det kunne sagtens blive os, som da vi gav håndslag til læserne ved vores ordination, også gav vores personlige tilslutning til det apostolske princip, at en præst skal være “én kvindes mand.”
