Professor i Kirkehistorie ved Menighedsfakultetet Kurt E. Larsen har i tidsskriftet ”Nyt Babel” skrevet et indlæg om alles frelse. Det er et svar til Johannes Aakjær Stenbuch, som i samme tidsskrift tidligere har kaldt det for hedenskab, hvis man ikke går ind for denne lære.
Vi bringer her uddrag af artiklen, som kan læses i sin helhed her:
Vilhelm Beck fortæller, at da han omkring 1850 gik til forelæsninger hos professor Martensen på Københavns Universitet, gav denne udtryk for sit håb om, at alle mennesker blev salige. Dog med den tilføjelse: “Dog det har aldrig været Skriften og Kirkens lære.” Et tilsvarende forbehold tager Stenbuch ikke. Han vil ikke selv forsvare apokatastasislæren “som en abstrakt-universel teori”. Men på den anden side er det “middelalderlig soteriologi”, ja, “hedenskab”, hvis man ikke går ind for læren. Det er noget af en svada, så sandt den evangelisk-lutherske kirke som bekendt lærer en dobbelt udgang og”fordømmer gendøberne, som mener, at der skal være en ende på straffene over de fordømte mennesker og djævlene” (Confessio Augustana 17). Det rammer alle os, der som præster har aflagt et præsteløfte om at “forkynde Guds ord rent og purt, som det findes i de profetiske og apostoliske skrifter og i vor danske evangelisk-lutherske folkekirkes symbolske bøger”…..
Oldkirkens teologer
De skrifter, der kaldes de Apostolske Fædre, og som omtrentligt stammer fra årene 100-170, gik tydeligt ud fra, at der fandtes en dobbelt udgang. Det vil jeg her give et par eksempler på. I skriftet Polykarps martyrium trues Polykarp af prokonsulen med at blive brændt ihjel af ild, hvortil Polykarp svarede, at han var mere bange for den evige ild. “Du truer mig med en ild, der kun brænder en tid og snart slukkes; for du kender ikke den kommende doms og den evige pinsels ild, der venter de ugudelige”. Fordi Polykarp vidste, at der fandtes en fortabelsens mulighed, og fordi han frygtede denne for sin egen del, ville han hellere dø end fornægte den Kristus, der havde frelst ham
Også biskop Ignatius tænkte i den retning, da han på rejsen mod sit martyrium i Rom skrev et brev til efeserne. Ignatius ønskede for sin egen del mest af alt at nå frelsen, og over for dette mål blegnede alt andet: “Lad ild og kors og flokke af vilde dyr, sønderskæring, udstrækning af knogler, afhugning af lemmer, knusning af hele legemet, og gruefulde pinsler fra djævelen komme over mig, blot jeg må nå til Jesus Kristus”. Bag disse ord må underforstået ligge, at det ikke var alle, der nåede frelsen, og at det var ingen selvfølge, at Ignatius selv gjorde det. Han frygtede derfor ikke så meget døden som det, der kunne fordærve hans tro på Gud, dvs. den falske lære og de falske lærere: “En, der er sådan, er blevet besmittet, og han skal komme i den uudslukkelige ild, ligesom også den, der lytter til ham”.
( I artiklen nævnes 3-4 eksempler mere)
Origenes som fortalere for alles frelse
Alle disse citater fra 100-tallet viser tydeligt en overbevisning om den dobbelte udgang, også selvom det ikke er udformet i dogmatiske paragraffer. Men hvordan hænger det så sammen, at så mange på Augustins tid troede på alles endelige frelse? Jeg tolker det således: Jesus og apostlene indbød til evige frelse, men advarede om, at det var muligt at gå fortabt. Dette var også den almindelige opfattelse i 100-tallet og hos Tertullian: At man fik del i frelsen ved tro og dåb, og at man derfor skulle være en del af den kristne menighed. Og man var i oldkirkens tid villige til hellere at dø end gå glip af frelsen.
Med den spekulative Origenes kom tanken om alles endelige frelse på banen. På et tidspunkt havde han præget så mange, at der i en periode var rigtigt mange fortalere for denne lære. Synspunktet vandt dog ikke fremgang i længden. Dertil stred det for meget mod NT og oldkirkens forkyndelse. Siden er apokatastasis-synspunktet dukket op i ny og næ gennem historien på forskellige måder: Hos enkelte radikalpietister i 1700-tallet, hos Martensen og H. C. Andersen i 1800-tallet osv.
Stor tilslutning er ikke et argument
At mange i 400-tallet gik ind for læren, er ikke noget tungt argument i sig selv. Der var vist også mange, der gik ind for en form for form for gerningsretfærdighed i 1515, men Luthers reformation fik genåbnet manges øjne for noget andet. Der var vist også i den danske kirke mange tilhængere af en flad oplysningsreligion anno 1815, men Grundtvig kæmpede for klassisk kristendom, og meget kom til at se helt anderledes ud i den danske kirke i løbet af 1800-tallet. Hvorvidt få eller mange i 400-tallet gik ind for apokatastasis-læren, var ikke så afgørende som det andet spørgsmål: Stemmer læren med NT? Om læren er blevet dømt kættersk på noget gammelt kirkemøde eller ej, interesserer mig ikke så meget. Hvilke psykologiske forklaringer der måtte være på denne eller hin persons tænkning og udsagn omkring den dobbelte udgang, er heller ikke særlig relevant for mig. Det vigtigste er og bliver: Hvad er sandt ud fra Jesu og apostlenes lære?
Efter min bedste overbevisning holder apokatastasis-læren ikke. De mange tankemæssige spørgsmål som læren om den dobbelte udgang rejser, kan vi i dag – lige så lidt som nogen anden generation – finde en tilfredsstillende tankemæssig løsning på. Derfor må vi, ligesom den lutherske kirke plejer at gøre det, lade spekulationer falde og i stedet lægge vægt på at forkynde, undervise og drive mission. På en mørk baggrund skal vi lade evangeliet lyse. I troen på, at dette er vores opgave, når nu Gud vil, at alle skal frelses og når han nu har givet sin kirke netop den opgave. Som Augustana 5 siger: “For at vi kan nå til denne tro, er der indstiftet et embede til at lære evangeliet og meddele sakramenterne. Thi ved ord og sakramenter som midler gives Helligånden, som virker tro – hvor og når det behager Gud.”
