Gode råd i en coronatid til præster, menighedsråd og bestyrelser.
Den amerikanske teolog, forfatter og redaktør Trevin Wax giver på The Gospel Coalition fire bud på, hvad præster og kirkens ledelser kan overveje på vejen tilbage mod mere normale tilstande efter corona-pausen. Trevin Wax skriver naturligvis ud fra en amerikansk kontekst, men tankerne kan snildt anvendes i Danmark.
Han skriver blandt andet:
1. Ransag dit hjerte og erkend din frygt
Mange præster har netop nu en klar fornemmelse af deres egen utilstrækkelighed. Bekymringerne kan have forskelligt ansigt:
- Gad vide om folk er blevet så vant til at sidde hjemme i sofaen og livestreame gudstjenester, at de slet ikke ønsker at mødes fysisk igen?
- Gad vide om folk i min menighed shopper rundt blandt livestream-tilbuddene for at høre andre præster, som prædiker bedre end mig? Mon nogen vil droppe ud?
- Vores økonomiske situation er vanskelig. Gad vide om vi kan opretholde vores ansættelser inkl. min egen?
Nogle af disse bekymringer er sikkert ude af proportioner. Det er faktisk muligt, at en del kirkegængere vil have en nyfunden glæde ved at mødes efter krisen, og at kirkegangen tilmed vil øges.
Teknologien er en velsignelse i denne tid, men vi ved jo godt, at den er utilstrækkelig. Vi længes efter at samles som kirke, som Kristi legeme. Vi har brug for at mødes ansigt til ansigt, og vi kommer måske til at ville det endnu mere, ikke mindre, når engang det igen kan lade sig gøre.
Med hensyn til livestream og podcasts, så vil dine medlemmer sandsynligvis allerede kende og lytte til andre prædikanter. Det gode er, at prædikenens kvalitet eller kirkens stil ikke er de eneste faktorer, der bestemmer, hvilken kirke man er medlem af.
Med hensyn til økonomien er scenariet nok mere realistisk. Mange præster kommer måske til at undervurdere den økonomiske betydning og de langsigtede konsekvenser af krisen.
Du er ikke præst, fordi du er tilstrækkelig, men fordi du er kaldet. Ham, som kaldte dig, kendte allerede den situation, du nu er i, da du gik ind i tjenesten.
Bekymringerne er reelle. Men husk: Du er ikke præst, fordi du er tilstrækkelig, men fordi du er kaldet. Ham, som kaldte dig, kendte allerede den situation, du nu er i, da du gik ind i tjenesten.
Ransag dit hjerte, læg din følelse af utilstrækkelighed frem for Gud, og lad følelsen gøre dig endnu mere desperat afhængig af Guds kraft. Og vent så og se, hvad der sker.
2. Brug ’kreativ omhu’ i planlægningen af kirkens genåbning
Vi vender nok ikke tilbage til normalen lige med det samme. Heller ikke selv om hjulene begynder at dreje igen, og folk vender tilbage til arbejde. Mange isolerede sig og gik i frivillig karantæne, allerede før regeringen lukkede samfundet ned. For nogen vil det ikke ændre sig, selv om det fra officielt hold igen bliver tilladt at samles.
Det betyder, at ingen kan regne med, at vi bare kan ’tænde lyset’ og fortsætte som før. Lige som samfundet vil åbne i etaper, sådan vil kirkerne også åbne lidt efter lidt. Vi bliver nødt til at være kreative for at undgå smittespredning. Overvej f.eks.:
- Kan vi begynde at samles i smågrupper/cellegrupper med færre end ti for at livestreame en gudstjeneste og læse i Bibelen sammen?
- Hvad kan din kirke gøre for sikre afstand i kirkerummet?
- Hvordan sikrer du, at ældre og andre udsatte ikke føler, at de skal løbe unødige riscici?
- Hvordan kan vi som præster tjene dem, som er bedst tjent med at blive hjemme?
Kreativitet og omhu er essentielt, når vi skal indføre nye politikker og procedurer. Det er selvfølgelig forskelligt afhængigt af, hvor stor kirken er.
Hvordan ville det se ud, hvis det kun var de små grupper, der kunne mødes, mens de store samlinger var aflyst resten af året!
Jeg talte i denne uge med en præst i en større kirke, hvor ledelsen simpelthen havde lavet en plan for, hvordan det ville se ud, hvis det kun var de små grupper, der kunne mødes, mens de store samlinger var aflyst resten af året! De håber, at de må skrotte planen, men det vil have afgørende betydning, hvis ledelserne i den kommende tid er forudseende og lægger planer for forskellige scenarier.
3. Bær over med dem, der vælger anderledes
Nogle mennesker vil fortsat være utrygge ved store forsamlinger, så færre kommer i kirke i en periode. Og nogle vil mene, at nu er det tid til, at vi skal være sammen igen alle sammen. Bær over og vis forståelse for, hvis nogle mener, at jeres beslutninger er ukloge – både den ene og den anden vej. Mind dem om, at I forsøger at tage de beslutninger, der er bedst mulige for flest mulige.
Bær også over med andre kirkeledere, der når frem til andre konklusioner end jeres med hensyn til at minimere smitterisikoen. Du og den øvrige ledelse har brug for – i bøn – at tage beslutninger på baggrund af et væld af ideer og meninger.
4. Grib muligheden for at fokusere på det vigtigste
Netop nu har vi muligheden for at ændre vores tankegang om deltagelse og tilhørsforhold til kirken. Vi må finde bedre måder at måle kirkens tilstand på end ved blot at besvare spørgsmålet: ’Hvor mange folk sad der på bænkerækkerne i dag?’ Pandemien minder os om, at en sund kirke handler om deltagelse, som rækker udover deltagelse i gudstjenester.
Trange kår kan tvinge os til klarsyn. De kan hjælpe os til at fokusere på, hvad der i virkeligheden er det mest nødvendige.
Desuden vil en forventelig nedgang i gaveindtægter sandsynligvis snart tvinge os til at se på nødvendige nedskæringer. Hvilke arbejdsgrene og projekter må midlertidigt sættes på pause? Hvilke budgetposter skal genovervejes? Trange kår kan tvinge os til klarsyn. De kan hjælpe os til at fokusere på, hvad der i virkeligheden er det mest nødvendige.
Hvordan kan vi fortsætte kirkens arbejde med færre folk eller færre penge? Hvilke arbejdsgrene er helt essentielle? Hvordan tjener vi anderledes med mindre, men fremadrettet i tillid til, at Gud hjælper os til være gode hyrder for menigheden?
Lad os være viise, modige, kreative og fyldt af håb, mens vi arbejder på en genåbning af vores kirker. Lad os fortsætte og vise, at vi til stadighed ønsker at elske Gud og tjene vores næste.