Præster der ikke tror på en skabende Gud og Jesu fysiske opstandelse bør omvende sig.
Når præster offentligt undsiger folkekirkens lære, som den er formuleret i kirkens bekendelser, så udfordres den rummelige folkekirke. Det debatteres, hvor forskellig en teologi der skal kunne rummes indenfor folkekirken og om det giver mening at være præst, når man ikke tror på det budskab man har lovet at forkynde og arbejde for at udbrede. Mens sagen om præsters tro eller mangel på samme ruller videre i debatindlæg og artikler i aviserne, så har vi stillet formand for Evangelisk Luthersk Netværk, sognepræst Henrik Højlund, tre skarpe spørgsmål.
1) Hvordan vil du beskrive rammerne for den rummelige folkekirke ?
Rammerne for folkekirken er sådan set klart defineret. Det handler om Biblen, de oldkirkelige/fælleskirkelige symboler og den lutherske bekendelse. I praksis fungerer det desværre sådan, at man med ordet ”fortolkning” har udvidet rammerne uendeligt. Det hele skal jo ”fortolkes”, siger man. Og så er der givet frit rum for næsten hvad som helst.
Selvsagt skal det hele fortolkes. Det gør vi alle sammen hele tiden. Men fortolkning, der vel at mærke er optaget af at udtrykke den samme, historisk bundne sandhed i et sprog, der kan forstås i den tid og kultur, man befinder sig. Fortolkningen bestræber sig altså hele tiden på to ting: At være i så god overensstemmelse som muligt med det, der skal fortolkes, og at formidle det så forståeligt som muligt for enhver given tid.
2) Hvad kan menighedsråd gøre for at undgå at komme i en situation, hvor præsten pludselig bekender, at han eller hun ikke tror på centrale dele af den kristne tro ?
Ingen menighedsråd kan sikre sig endegyldigt mod, at præsten en dag fornægter centrale dele af troen. Det kan gå sådan for enhver af os. Troen er ikke noget én gang for alle givet. Enhver præst – såvel som ethvert kristent menneske – må fra år til år kæmpe for at fastholde den gode bekendelse.
Men selvfølgelig kan og skal et menighedsråd gøre meget, når de vælger præst. De har de bedste muligheder for at spørge og lytte længe og grundigt til, hvad ansøgeren står for. Og de skal gå grundigt til værks, når de spørger. Der er nemlig desværre teologer, der kan kunsten at ”tale i tunger”. Eller snarere: tale tvetunget. De kan de rigtige ord, de bruger dem også. Dem om nåde, skabelse, opstandelse, evigt liv, himmel og helvede osv. Men de lægger noget andet i ordene. De lægger ikke noget bogstaveligt i ordene.
Som nu f.eks. Ramsdal, der uden tvivl kan bruge ordet opstandelse, men vil lægget noget andet i det. Det drejer sig for ham ikke om en konkret opstandelse fra de døde, men mere om budskabets ”opstandelse”, troens opstandelse, om livets magt over døden. Og den slags.
3) Hvad mener du at at præster der ikke tror på en skabende Gud og Jesu fysiske opstandelse bør gøre ?
De bør omvende sig. Det ville være den lykkeligste udgang af Ramsdal-sagen – at Ramsdal sagde: Jeg tog fejl. Jeg trækker alt tilbage. Jeg vil fra nu af forkynde det bibelske evangelium i hele sin fylde.
