Måltid med duft af påske – og en vandretur med påske-app

Måltid med duft af påske – og en vandretur med påske-app

Inspiration til en påske, der måske giver særlig tid til netop påskens budskab.

Dorte Leergaard,  

Kirkefolk er kreative! Det viser det væld af gode ideer, som i denne tid pibler frem i skyggen af corona.

Tre af dem handler om det helt basale: måltider og motion. Men ikke kun det. De handler også om påske.

Spis dig mæt i påskens budskab

Spis dig mæt i påskens budskab. Det er ideen bag et materiale, som Filip Kildeholm, sognepræst i Løsning og Korning Kirker har udarbejdet.

I løbet af ni måltider fra Palmesøndag til 2. Påskedag kommer man igennem nogle af påskens centrale bibeltekster og salmer, der omhandler påskens dramatiske budskab. Samtidig lægger materialet op til samtale, hvor både børn og voksne kan være med.

Hent materialet som PDF her: Måltider med duft af påske
eller i en printvenlig udgave her: Printvenlig udgave af Måltider med duft af påske

Materialet er bygget op, så det indrammer dagens hovedmåltid i hjemmet med sang, bøn, bibel og samtale.

“Med materialet håber jeg dels at pege på påskens budskab om Jesus Kristus, men også at motivere til, at man sammen i familien sætter egne ord på, hvad påsken betyder. Idéen med den efterfølgende samtale er i øvrigt inspireret af Bibellæser-Ringens gode og familievenlige materiale Hæng ud med Gud, der netop vægtlægger samtalen,” fortæller Fillip Kildeholm.

Guide til påskemåltid hjemme

Præst Morten Rugager Kristensen fra Skjern Bykirke har lavet en introduktion til et påskemåltid hjemme med inspiration fra det jødiske påskemåltid.

Der en kort video med intro og forklaring: https://youtu.be/lPyWymYMu_g
Og der er et link til en manual til brug i hjemmet: http://skjernbykirke.dk/wp-content/uploads/2020/04/Påskemåltidmanual-Bykirke.doc

Gå på påskevandring med din mobil

Sognepræst Carsten Riis Jensen har tilrettelagt to påskevandringer på mobil, hvor man via app’en Actionbound kan gå en frisk tur og samtidig bevæge sig gennem påskens dage.

Der er lavet to påskevandringer: En familievenlig: Egnet til børnefamilier, og indeholder quizzer, konkurrencer, info om påsken og bøn.

En meditativ til voksne/unge: Til den stille, personlige vandring gennem påsken, med bibeltekster, salmevers og bønner.

Læs mere om app’en på hjemmesiden påske2020.dk

Bor man i det norvestlige hjørne under Limfjorden er der også to ruter med GPS, hvor turen begynder hhv. i Klosterheden og på Gjellerodde.

URL: https://luthersk-netvaerk.dk/maaltid-med-duft-af-paaske-og-en-vandretur-med-paaske-app/