Gå til indhold
Lægfolket må tage ansvar – også i folkekirken

Lægfolket må tage ansvar – også i folkekirken

Menighedsfællesskabet Væksthuset i Lindehøj Kirke lever i en broget folkekirke-virkelighed.

”Lægfolket må tage ansvar,” siger Arne S. Jensen, formand for menighedsfællesskabet Væksthuset ved i Lindehøj Kirke i Herlev.

I bopælen tæt på København tager formanden imod på det venlige vendelbomål, han tog med hjemmefra for mange år siden.

Man mærker dog hurtigt, at venligheden ikke bor alene, men har følge af både vilje og kald til at tage ansvar.

Og det var netop dét, der var i fokus, da Arne Jensen og flere med ham, så et behov for, at der i kirken var et menighedsfællesskab, som med omsorg, omtanke og tydelighed støttede både præster og kirkegængere, der ønskede at være tro mod Bibelen.

”Vi kunne se et behov for, at der er en gruppe, som går ind og tager medansvar. Både lægfolk og præster har brug for, at der er nogle at spille bold op ad. Ledere og præster skal diskutere teologi og sparre med hinanden. Og det er vigtigt for menigheden, at der også organisatorisk bliver bakket op om det, som medlemmerne sætter i værk. Hvis ikke risikerer man, at noget blomstrer op og hurtigt dør igen eller måske bare løber ud i sandet,” siger Arne S. Jensen.

Mange grene og plads til alle

Der var i forvejen et mødefællesskab i Lindehøj Kirke, som man byggede videre på. Og efter at have arbejdet med det et års tid, blev Væksthuset for otte år siden dannet som en forening i sognemenigheden: Nu rummer væksthuset en bred vifte af arbejdsgrene.

Cellegrupperne er et fundament i menighedsfællesskabet, og Arne Jensen understreger, at det er vigtigt, at der altid er plads til en ny i en cellegruppe.

Et andet af Væksthusets aktiver er Kirketirsdag, hvor man har samlet aktiviteter for børn og voksne inklusiv fællesspisning. Det begynder med børneklub kl. 16, så er der fællesspisning kl. 17.30 og kl. 18.30 er der Fokus med bibelundervisning for voksne samtidig med, at der er Rødderne for de lidt større børn. Ofte er der omkring 70 til spisning.

Et tredje fast punkt er den årlige kirkeweekend, som netop har samlet 190 mennesker i alle aldre.

Tydeligheden er vigtig

Lindehøj Kirke er en bredt sammensat menighed med fire præster. Ikke alle deler Væksthusets grundlag, og der foregår mange andre aktiviteter i menigheden end dem i Væksthusets regi.

Menighedsfællesskabet har heller ikke et meget stort antal medlemmer, men langt flere end medlemsskaren er en del af Væksthuset aktiviteter.  Det glæder formanden meget.

Og han har naturligvis funderet over, hvorfor der ikke er flere, som bliver medlem:

”Jeg tror, at nogle kan have svært ved at tage valget og melde sig ind, selv om de er enige i vores grundlag. Jeg tror, det har noget at gøre med, at det går ud over mobiliteten, man ønsker ikke at binde sig for fast.”

Selv er han ikke i tvivl om, at tydeligheden er vigtig.

”Hvis ikke Væksthuset havde nogle aktiviteter, ville jeg være med alligevel – for markeringens skyld. Det er vigtigt, at vi er bevidste om, hvad vi tror på, at vi er bevidste om, at vi må stå sammen, og vi bærer med. Det handler jo også om menighedsforståelse, siger Arne S. Jensen.

En drøm og en udfordring

Som nævnt er der mange grene i Væksthuset. Bibelundervisning i form af en årlig Mini-bibelskole er en af dem. Og står det til formanden, bliver det gerne mere:

”Personligt drømmer jeg om, at menighedsfællesskabet kan vokse, så bibelundervisningen bliver endnu mere fremtrædende – gerne ugentligt,” siger Arne S. Jensen.

Hvorfor? Ja, det ligger hele tiden under samtalen: At mennesker må møde Jesus.

”Tænk, hvis der blev vækkelse… ”

Uopfordret nævner han også en jordnær udfordring, som han nok ikke er ene om: Kommunikation!

”Det er altså en udfordring, hvordan vi får fortalt folk, hvad der sker. Hvis vi sender en mail, er vi jo slet ikke sikre på, at den bliver læst, når den lander i indbakken med 100 andre mail,” lyder det med hørligt suk.

En del af Menighedsnetværket

Væksthuset i Lindehøj Kirke er en del af Menighedsnetværket i ELN, og igen er det tydeligheden, det at være en røst i kirkeliv og samfund, som Arne S. Jensen nævner som en af ELN’s vigtigste opgaver:

”Der skal være nogle, som også er talerør for os andre, og jeg tror, det er afgørende, at ELN tager de kirkelige slagsmål. Vi skal være på, og der kan ELN gå forrest, så vi har nogle at læne os opad.”

KORT OM VÆKSTHUSET

Værdier: kærlighed, bibeltroskab, trofasthed, vækst og åbenhed.

Tydelighed: Væksthuset har en tydelig teologisk profil og forpligter sig på den evangelisk-lutherske kirkes bekendelsesgrundlag. Væksthuset ønsker at være et fællesskab:
– hvor mennesker møder Gud som skaber, frelser og udruster
– hvor mennesker bliver bevaret og fornyet i troen
– hvor relationer og omsorg for hinanden er i fokus

Arbejdsgrene: KirkeweekendFokusMinibibelskole, forbønstjeneste, retræter, velkomstgruppe, ægteskabskurser, mandagsbøn og cellegrupper.

Se mere om Væksthuset

En søndag delte Væksthuset forbønslys ud i menigheden. Tanken er, at hver gang lyset tændes, bliver man mindet om at bede om bibelglæde.

Da Arne S. Jensen bliver bedt om at nævne et bedeemne, svarer han: “At Væksthuset må være til velsignelse i vor menighed.”