Køn for både børn og voksne

Køn for både børn og voksne

Dorte Leergaard,  

Bliv klogere på køn og seksualitet. Nyt seksualundervisningsmateriale og ny rapport med tilgængelig og brugbar viden.

To forskellige materialer om køn og seksualtitet beskrevet fra et bibelsk ståsted er netop gjort tilgængeligt.

Det ene er en rapporten Kampen om kønnet af Mikkel Vigilius. Det andet er seksualundervisningsmaterialet JegErKøn.

Rapporten Kampen om kønnet sigter på at give bibeltro vejledning om køn og identitet i en tid, hvor der ikke blot hersker stor forvirring, men hvor stærke kræfter, bl.a. seksualpolitiske organisationer arbejder målrettet på at nedbryde normer.

“Få dele af den kristne tro er i vor tid så stærkt anfægtet som den bibelske lære om de to køn. Der er ikke kun to køn, hører vi, men mange, og vi kan frit vælge og veksle mellem de mange muligheder. Vi må vide, hvordan vi skal forholde os til disse tanker,” siger højskolelærer på LMH, Mikkel Vigilius, der er forfatter til rapporten.

Opdateret førstehjælp

Kampen om kønnet belyser den nye kønsideologi fra et bibelsk, biologisk og et sjælesørgerisk perspektiv, og målet er at give hjælp til at glæde sig over og fastholde Bibelens lære om de to køn. De afsnit, der redegør for medicinske, humanbiologiske og psykologiske forhold, er gennemset af en professor i medicin og en overlæge i psykiatri.

Mikkel Vigilius’ baggrund for at udarbejde rapporten er adskillige års undervisning om emnet.

“I de år, hvor den kønsneutrale dagsorden har vundet frem, har jeg også talt med tidligere elever, som har været seriøst udfordrede på dette punkt i deres studier. Det er ikke mindst sket på pædagog- og læreruddannelsen. Men det gælder jo i samfundet generelt, at de kønsneutrale tanker vinder stærk og hurtig udbredelse. Jeg har oplevet, at vi manglede et svar fra bibeltro, luthersk hold i form af en bibelsk baseret og fagligt nogenlunde opdateret hjælp og vejledning,” siger han.

Rapporten er tænkt som en slags førstehjælp, hvor bl.a. forældre, undervisere og ledere hurtigt og let tilgængeligt kan hente viden og argumenter. Yderlige fordybelse i emnet må findes i andre bøger

Rapporten bliver udgivet i bogform på Nyt Livs Forlag, men Vigilius har valgt, at man også kan downloade den gratis som pdf.

Hent rapporten her: Kampen om kønnet

JegErKøn – og det er for børn

Det andet materiale, der bygger på kristne værdier, er seksualundervisningsmaterialet JegErKøn, som er målrettet børn i indskolingen og på mellemtrinnet. Materialet er præstenteret på hjemmesiden jegerkøn.dk og er blevet produceret i et samarbejde mellemm Indre Mission, Luthersk Mission, Børne- og UngeOase og Foreningen af Kristne Friskoler.

Materialet er tænkt som et alternativ til Sex og Samfunds normkritiske seksualundervisningsmateriale, som er meget udbredt og brugt i grundskolen.

Landsleder i Indre Missions Familiearbejde, Gitte Rasmussen, uddyber på indremission.dk, hvad sigtet er med materialet:

“Der er kun to køn, men der er mange måder at være mand og kvinde på. Vi tror på, at kønnene er positive kategorier, der kan give identitet og retning for menneskets personlige udvikling. Vi mener, at vi med det nye materiale kan præsentere en bedre vej for seksualopdragelsen. Materialet vil vejlede børnene til at få et positivt og nysgerrigt forhold til deres krop og seksualitet, hvor de lærer at værdsætte deres unikke kropslige og personlighedsmæssige egenskaber.”

Du finder materialet her: jegerkøn.dkhttps://xn--jegerkn-v1a.dk/info

Find flere link til viden om køn og identitet

URL: https://luthersk-netvaerk.dk/koen-for-baade-boern-og-voksne/