Her er god plads – og brug for børn

Her er god plads – og brug for børn

Dorte Leergaard,  

Børn er en gave i GAVA – og GAVA er en gave til børn.

MÅNEDENS MENIGHED: I Galten Valgmenighed er der brug for alle – også børnene! Derfor bliver hver gudstjeneste ringet i gang af en af menighedens yngre medlemmer, som slår på kirkens klokke i form af et gammelt plovjern.

Læs også Hverdagens gudstjeneste begynder om søndagen

Og da kirken skulle indrette sine lokaler i Skovbys nedlagte Brugs, var børnekirken med til at udsmykke sit eget lokale, mens juniorerne var med til at bygge egen palle-sofa.

Præstens glæde over børnene er da heller ikke til at tage fejl af:

”Vi er velsignet med mange børn! Der kan sagtens være 25-30 børn til børnekirke, og 5-10 stykker til juniorkirke. Og det er helt fantastisk med de søndage, hvor der er familiegudstjeneste, og børnene er med til hele gudstjenesten. Der er så meget liv og glæde!” siger Martin Eskesen.

Børnekirken har også en særlig plads, så hele menigheden en gang imellem sidst i gudstjenesten bliver præsenteret for ”Se, det har vi lavet i børnekirken i dag!”

Efter sigende – og nok så væsentligt, er børnekirken også et hit blandt børnene. Her går fest og kreativitet hånd i hånd med det bedste budskab. Der er i høj grad plads til børnene, og de bliver mødt i øjenhøjde. Også helt konkret, når de mindste kommer i kirke og bliver de mødt af et billede af den voksne, der har børnekirken.

Samarbejde om konfirmander

Også de børn, der er på vej til de voksnes rækker er der taget godt hånd om i GAVA. Menigheden samarbejder nemlig med tre andre menigheder om konfirmandundervisningen. Foruden GAVA deltager Søhøjlandets Kirke, Kirken ved Søerne og Borgerkirken i Silkeborg.

”Det giver rigtig meget. Konfirmanderne oplever, at der er flere som dem selv, og som underviser er der også en helt anden energi i at have 12 end blot to konfirmander,” siger Martin Eskesen.

Konfirmandundervisningen foregår 12-14 onsdag aftner plus et par udflugter og lejre.

URL: https://luthersk-netvaerk.dk/her-er-god-plads-og-brug-for-boern/