En uvidenskabelig undersøgelse af antallet af kirkegængeres sammenhæng med præstens holdning til vielse af homoseksuelle viste en tendens. Præstens nej skræmmer umiddelbart ikke kirkegængerne væk.
Af Henrik Højlund, sognepræst og formand for ELN
Bragt i Kristeligt Dagblad 22.9.11.
I optakten til det nys overståede valg poppede et hidtil uhørt valgtema op: spørgsmålet om kirkelig velsignelse eller vielse af homoseksuelle. Blå og rød blok konkurrerede om, hvem der mest overbevisende kunne forsikre om, at der snarest skulle laves et kirkeligt ritual for velsignelse eller vielse af homoseksuelle.
Politikerne kender selvfølgelig lugten i bageriet og ved, at det blevet politisk korrekt at sige ja til det ritual og samtidig presse på for at få det igennem. Man får ikke folkestemningen imod sig, tværtimod. Og da folkekirken er folkets kirke, gælder det om at have folkestemningen med sig for denne kirkes skyld, synes ræsonnementet nogenlunde at lyde.
Nu kender politikerne ikke bare lugten i det folkelige bageri, men også i det folkekirkelige. Politikernes ræsonnement bekræftes mere og mere højlydt i folkekirkelig sammenhæng: Et nej til vielse eller velsignelse af homoseksuelle er ukærligt og uevangelisk, siges det. Folket vil vende folkekirken endnu mere ryggen, end det allerede gør, hvis ikke snart vi får det ritual.
Nu er alle i folkekirken som bekendt ikke af den opfattelse. Blandt dem, der ikke er det, finder man Evangelisk Luthersk Netværk. Her er man grundlæggende af en helt anden opfattelse. Her forbinder man nej’et til velsignelse eller vielse af homoseksuelle med en kristendom, der har fremtiden for sig. Også i det danske folk. Man opfatter ikke nej’et som bagstræberisk, men tværtimod som tæt forbundet med det store ja til evangeliet om syndernes forladelse. I Evangelisk Luthersk Netværk er man af den opfattelse, at der er håb for folkekirken og omegn, når og hvis man tør stå ved et fuldtonende bibelsk budskab. På den lange bane taber man ikke folkeligt terræn ved en teologi og kristendomspraksis, som indebærer både medsigelse og modsigelse.
Evangelisk Luthersk Netværk fik derfor det indfald, at man jo kunne prøve teorien af på virkeligheden. Prøven kunne ikke på nogen som helst måde blive videnskabelig. I bedste fald kunne man kalde det en ”stikprøve”, der kunne antyde en tendens.
Stikprøven gik i al simpelhed ud på at finde ud af, hvordan det står til med kirkegangen i en række kirker i Århus hen over et par tilfældige søndage i august-september. Oveni det ville vi spørge præsterne ved gudstjenesterne, hvordan de ville stille sig til muligheden af kirkelig velsignelse eller vielse af homoseksuelle. Hensigten var at se, om det mon kunne konstateres på en ganske almindelig søndag, at folk flest helst holder sig fra kirker, hvor præsterne siger det ufolkelige nej til at vie homoseksuelle, og om folk tilsvarende flokkedes i relativt større antal om de præster, der er i overensstemmelse med folkestemningen i det spørgsmål.
Der er uden for al tvivl adskillige metodiske fejl i en sådan tilgang. Skulle stikprøven for eksempel have haft nogen som helst seriøs statistisk holdbarhed, skulle den selvsagt have foregået hen over en lang række søndage, inkluderende mange andre spørgsmål, og i et geografisk langt større område.
Dertil kommer en væsentligere indvending. Nemlig den at man slet ikke uden videre kan sætte lighedstegn mellem tal og rigtig eller forkert teologi. Folks kirkegangsvaner har med så meget forskelligt at gøre, som slet ikke altid handler om teologi. Desuden har kirkens Herre aldrig lovet ”succes” for den, der følger ham efter. Han har tværtimod en vis tendens til at love kors og forfølgelse. En præst kan prædike sandt og godt i årevis, uden at det ses særlig meget på kirkebænkene.
Men uagtet alle forbeholdene gik vi frejdigt til sagen, ansporet af politikernes ivrige ritual-valgløfter og de omsiggribende, bombastiske udmeldinger om tab af folkeligt terræn for folkekirken, hvis ikke den fluks iværksætter et ritual. Måske ville det lille stunt alligevel kunne fortælle et og andet.
15 folkekirker i Århus (heraf to valgmenigheder) blev besøgt en tilfældig søndag i august/september. Ved optællingen valgte vi at fratrække antallet af dåbsgæster, for at få et tydeligere billede af det ”normale” antal kirkegængere. Det kan man i høj grad diskutere rigtigheden af. Dåbsgæster er også kirkegængere. Vi ønskede imidlertid et mere realistisk billede af den menighed, som normalt flokkes om disse gudstjenester, end der ville fremkomme, hvis moster Oda fra Skjern med familie og de otte venner fra Rødovre var talt med. Det svarer i øvrigt helt til den måde, man fra 2010 er blevet bedt om at indberette gudstjenestedeltagelse på i Københavns stift. Her bedes man indberette tallene både med og uden dåbsgæster. Og da der måtte trækkes dåbstal fra over hele linjen, også i den mest fyldte kirke, ville en medregning af dåbsgæsterne kun ændre det forholdmæssige i tallene ubetydeligt.
Uden at fortabe mig i tallenes detaljer, kan jeg fortælle, at stikprøven viste følgende:
Af præster ved 15 kirker sagde de 11 ja til at ville velsigne eller vie homoseksuelle, 4 nej. Ved gudstjenesten hos de fire sidstnævnte var der samlet ca 1230 deltagere. Ved gudstjenesterne hos de elleve var der ca 650 deltagere.
Kan man helt udelukke, at øjebliksbilledet antyder en tendens? Jeg tror det ikke. Jeg vil gerne hæfte mig ved det glædelige i tendensen. Det ser ikke ud til, at præster med nej til velsignelse/vielse af homoseksuelle skræmmer folk væk fra kirkebænkene. Folkekirken har ingenting at frygte, hvad folkeligt tække angår, hvis den skulle finde ud af at få sagt nej tak til politikernes valgløfter om et ritual. Jo, selvfølgelig får den umiddelbart medierne og masserne imod sig, inklusiv lidt flere udmeldelser end ellers. Men i det lange, seje træk – som enhver kirkelig medarbejder ved, er det, det hele afhænger af i sidste ende – taber vi øjensynlig ingenting ved at stå ved både det bibelske ja og nej.
Vores stunt giver kun et øjebliksbillede, og både tilhænger og modstandere af ELN har gjort os opmærksomme på, hvor misforståeligt og kritisabelt den slags er. Det medgiver vi gerne. Samtidig med, at vi vil gøre opmærksom på, at den tendens, vi alligevel synes, man kan øjne i stikprøven, bekræftes af langt mere seriøse, videnskabeligt baserede undersøgelser på globalt plan. En af foregangsmændene i disse undersøgelser, Philip Jenkins, har i flere omgange gjort gældende, at vækstområderne i den globale kirke findes der, hvor Biblen stadig er i højsædet på en måde, som man i Europa ville karakterisere med ordet ”fundamentalisme” og ”konservativ kristendom”. Jenkins sagde i 2004 i Kristeligt Dagblad: ”De kirkesamfund i verden, der oplever størst vækst, er generelt kirker, der minder meget lidt om vestlige, liberale kirker. (…) Jeg er professor og ikke profet, men meget tyder på, at mange kirker, der i dag fremstår som etablerede, vil blive grå og visne hen”.
Der er en tid til at synge klagesange over folkekirkens visnen. Der er en tid til at synge glade sange over små gode nyheder. Evangelisk Luthersk Netværk synes tiden kan være inde til det sidste. Vi har derfor lyst til at holde fest for et fuldtonende bibelsk budskab, som altid har fremtiden for sig, uanset hvor dyster nutiden måtte se ud.
