Gå til indhold
Fokusgruppe fungerer som åndelig tænketank

Fokusgruppe fungerer som åndelig tænketank

Fokusgruppe i Sct. Pauls Kirke giver sognepræsten nødvendigt mod- og medspil.

MÅNEDENS MENIGHED: Sct. Pauls Kirke i Aarhus har en bred, sammensat og meget engageret menighed. Og så har sognepræst Flemming Baatz Kristensen samlet en såkaldt fokusgruppe, som han rådslår med om menighedens liv og vækst.

Fokusgruppen består af 8-10 mennesker, som mødes et par gange om året for at tale om, hvad der rører sig og er behov for i menigheden. Konkret har de formuleret fem punkter, der danner klangbund for arbejdet. Punkterne handler bl.a. om at have øje for kirkens arbejdsgrene, forkyndelsen og den indbyrdes omsorg.

Fokusgruppen fungerer uden meget opmærksomhed i menigheden, men den har stor betydning for sognepræsten.

”Gruppen er vigtig – for mig og for kirkens liv. Jeg har en gruppe, som deler ønsket om at fremme en klassisk kristendom. Det betyder, at jeg dér kan have en høj grad af fortrolighed og tryghed. I folkekirken er det jo sådan, at menighedsrådet er et politisk, ikke et åndeligt lederskab. Derfor er det godt at have mennesker, man kan rådføre sig med,” siger Flemming Baatz Kristensen.

Fokusgruppen ved Sct. Pauls Kirke er sammensat, så den repræsenterer menigheden bredt, hvad angår både køn, alder og nogle forskellige arbejdsgrene. En del initiativer i kirken stammer fra ideer, der er undfanget i fokusgruppen, og så giver gruppens input og respons stof til pastorale eftertanker.

”Jeg lærer altid noget, når vi mødes. Hver gang er der noget, jeg må tage med hjem og overveje,” siger Flemming Baatz Kristensen.

Fra Fokusgruppe til tænketank

Ideen til fokusgruppen blev født i begyndelsen af 00’erne på en Willow Creek konference, som påpegede vigtigheden af et åndeligt lederskab.

Det tog Flemming Baatz Kristensen og andre med hjem til Aarhus og omsatte det i en fokusgruppe. Gruppen erfarede dog, at andre i kirken ikke helt forstod, hvad det var for en selvbestaltet gruppe, der talte netop som én gruppe i forskellige sammenhænge.

”Det duede ikke, så derfor ændrede vi det til indholdsmæssigt at være en tænketank. En præst har jo lov til at rådføre sig med, hvem han vil, og det gør jeg,” siger Flemming Baatz Kristensen og fortsætter:

”Når vi skal agere i den brogede folkekirkelige virkelighed, må vi på den ene side tage hensyn og være rummelige. Men vi skal heller ikke lade os kyse.”

Det er godt at høre til

Som bekendt er Fokusgruppen ved Sct. Pauls Kirke en del af Menighedsnetværket i ELN, og det er der flere grunde til:

”Vi er med, fordi det er værdifuldt at være knyttet sammen i et fællesskab, som står for klassisk kristendom.

Desuden får vi også nyhedsbreve, inspiration og invitationer til forskellige arrangementer gennem menighedsnetværket.

Og så er det bare godt at høre til,” siger Flemming Baatz Kristensen.”

FAKTA OM FOKUSGRUPPEN

Fokusgruppen ved Sct. Pauls Kirke har fungeret siden begyndelsen af 00’erne.

Gruppen har fem hovedsætninger, som er basis for deres arbejde:

  1. Lytte: At leve i nærkontakt med Gud og være åben for ham. Både enkeltvis og når vi mødes
  2. Se: At være opmærksom på – og have omsorg for kirkens arbejdsgrene og frivillige medarbejdere
  3. Tale: At sætte temaer og budskaber i fokus, som vi tror, menigheden har brug for at høre, f.eks. i forkyndelse ved gudstjenesten og undervisningen i menigheden
  4. Handle: At komme med konkrete initiativer til konkrete arrangementer, der opbygger og udruster menigheden til tjeneste
  5. Favne: At være et forum for forbøn, omsor og vejledning indbyrdes i fokusgruppen

 

KORT OM SCT. PAULS KIRKE

Folkekirke med adresse tæt på Aarhus Hovedbanegård.

Sognemenigheden er kendetegnet ved at være bredt sammensat med en stor vægt af unge, voksne og børnefamilier.

Der er mange tilbud i kirken, som involverer omkring 170 frivillige i både forkyndende og lokalt, socialt arbejde.

Dertil kommer et meget rigt musik- og koncertliv.

Kirken har ansat tre sognepræster, hvoraf den ene også er præst i Kirkens Korshær, og den anden er ungdomspræst.

Se mere om her: Sct. Pauls Kirke