Nogle gange skal man måske bare se og sige tingene så enkle, som de er: Uden Gud er vi virkelig på den.
Igennem generationer har kristendommen dannet grundlag for samfund og fællesskab. Uagtet, at alle ikke var decideret troende, har vi haft en fælles ramme for, hvad der er rigtigt og forkert, ret og rimeligt. Vi har været del af en fælles forståelse, en forklaring af, hvorfor vi er her.
Love og regler er i høj grad groet i forståelsen af, at du skal elske din næste som dig selv. Ikke fordi du og din næste er ens, eller fordi I sympatiserer med hinandens synspunkter, men fordi både du og din næste først og fremmest skal elske Herren din Gud af hele jeres hjerte. Der er én, der er før og over både dig og din næste: Den almægtige Gud og skaber. Det er Ham, der ikke blot har skabt dig, Han har også skabt din næste. Derfor skal du elske, værne, beskytte, respektere.
Nu ser det anderledes ud. Uden troen på Gud og det fælles grundlag for samfund og fællesskab er vi så at sige ikke hægtet op på andet end os selv.
Nu ser det anderledes ud. Uden troen på Gud og det fælles grundlag for samfund og fællesskab er vi så at sige ikke hægtet op på andet end os selv.
Det er som den engelske journalist og forfatter Douglas Murray skriver i sin bog The Madness of Crowds:
Folk i rige vestlige demokratier i dag kan ganske enkelt ikke være den første civilisation i historisk tid, som absolut ingen forklaring har på, hvorfor vi er her, ingen fortælling, der giver livet mening.
Hvad end tidligere de store narrativer led under, så gav de i det mindste livet mening. Spørgsmålet om, hvad vi skal gøre nu – udover at blive rigere – kræver et svar.
Og svaret som har vist sig de seneste år er at involvere sig i nye kampe, mere voldsomme kampagner og stadig flere nichekrav. At finde mening ved at føre en konstant krig mod enhver, der ser ud til at være på den forkerte side af et spørgsmål.
Altså klumper vi os i samfundet sammen med dem, vi ligner, sympatiserer med og gør fælles sag med. Tag bare hele identitetspolitikken i alle dens afskygninger med kønskvoter og sprogreguleret identitetshensyn på universiteterne, påberåbelse af (særlige) LGBT-rettigheder og racekamp – også hvor den synes unødig.
Det handler ikke om pligt, slet ikke om kærlighed, men om rettigheder, mine rettigheder, vores særlige gruppes rettigheder. Og derfor er der heller ikke mange, der råber højt for dem, der ikke kan selv.
Der er ingen Breaking News om mange tusinde aborter i Danmark, om hundredvis af nedslagtede kristne i Nigeria, om de terroriserede troende i Nordkorea eller… Kun få taler deres sag.
Jo, jo, jeg ved det godt! Der er fare for forenkling. Men skal man ikke nogle gange se og sige det så enkelt, som det er:
Uden Gud er vi virkelig på den.
Jesus giver os al grund til håb og arbejdsiver, når han siger: ”Mig er givet al magt i himmelen og på jorden. Gå derfor…
Men hvad så, når vi ser konsekvenserne af den afbrudte forbindelse? Skal vi vente og se på altings opløsning? Flygte? Dukke os?
Nej, vi skal se på, at Gud elsker denne verden og os syndere, der bebor den. Tiden er endnu ikke endt, og Jesus giver os al grund til håb og arbejdsiver, når han siger: ”Mig er givet al magt i himmelen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslag til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage ind til verdens ende.”
