Det giver voksenpoint at tage ansvar. At sætte sin komfort til side og gøre noget af værdi. Behovsudsættelse, småbørnsforældrenes livsstil, er næstekærlighed i praksis – også når man ikke kan se resultatet før om 20 år. Vi stemmer endda, selvom intet valg endnu er vundet med præcis én stemme, fordi vi vil have medansvar.
I klimakrisen derimod, opfører vi os som børn. Vi ved, at vores børnebørn sandsynligvis vil arve en verden med folkevandringer, konflikter og uforudsigeligt vejr. Vi ser, at mange fattige allerede nu lider. Men i stedet for at behovsudsætte, accelererer vi. Rejser mere, forbruger mere. Hvor vi danskere for 10 år siden havde opbrugt vores årlige andel af jordens ressourcer i august, gør vi det nu i marts! Vi lukker øjnene og gemmer os bag nytteargumenter, vi aldrig kunne finde på at bruge ved børneopdragelse og valg. Hvis børnebørnene (eller de fattige) en dag starter en generationskonflikt, er det velfortjent.
Ingen af os kan redde jorden; det handler ikke om frelse men om en frugt deraf. Vi kan tage medansvar. Ligegyldighed er kærlighedens modsætning, og vi er som Guds voksne børn kaldet til forvalterskab og næstekærlighed. Innovation og teknologisk udvikling er også at tage ansvar, men vi kan ikke nøjes med at gemme os bag forskningen. Marts måned, kære venner! Vi forbruger 5 x det globale gennemsnit på et år.
Askese er ikke løsningen, men afkald og behovsudsættelse er nødvendigt, hvis vi skal rejse os fra barnestadiet og tage det voksne ansvar på os. Behovsudsættelse er her næstekærlighed i praksis – og fantasien er midlet til stadig at have det sjovt. Når vi ovenikøbet tror på en ny jord en dag, behøver vi ikke være bange for at gå glip af en masse nu; det bedste venter stadig forude.
