Vinens og kærlighedens mysterium

Vi har et gammelt sommerhus, hvor den tidligere ejer i tidernes morgen plantede et vintræ. Nu står udestuen med de skønneste, søde druer. Forleden plukkede jeg de første modne klaser. Og ja, ta da, så kom jeg til at tænke på bryllupsfesten i Kana, hvor Jesus lavede vand til vin.

Lad os begynde dér, hvor en lille vinplante får rødderne plantet i jorden:

Det er vinter, regnen væder jorden.

Så bliver det forår. Vandet i jorden trækker op gennem rødderne på vinplanten, ud i stammen, grenene, bladene og danner knop, blomst, frugt.

Sommeren kommer med varme: Solen bager ned. Druerne vokser, en blanding af vand, glukose, fructose, garvesyre, mm. Altsammen kapslet ind af druens tynde skind. Udenpå er skindet dækket af levende gærbakterier.

Så bliver det efterår. Kurvene findes frem, der høstes, vinen presses. Sukkeret, som er inden i druen, møder det gær, som er udenpå den, og de enkelte frugter smelter sammen til alkoholisk drik. Der opstår et fællesskab, en symbiose af frugter, hvor skindet er blevet brudt, og de er blevet ét, blevet til noget nyt, blevet til vin.

Det er hele denne proces, vi har at gøre med, da Jesus forvandlede vandet til vin i Kana. Forskellen er bare, at han gjorde det på fem minutter.

Hvis man naturvidenskabeligt kunne have lavet en analyse af vinen den dag ved brylluppet i Kana, ville man have nået til det resultat, at denne vin havde gennemgået en månedlang gæringsproces. Og inden da en årelang vækstproces. Det ville være det videnskablige faktum. Sådan bliver vin normalt til.

Over for det står så et andet faktum, nemlig at vinen på bryllupsdagen i Kana var blevet skabt for fem minutter siden! Inden da var det ikke andet end vand. Det er et guddommeligt mirakel. Det er vinfremstilling speedet op fra år til sekunder. Jesus folder sig ud med en urkraft som stammer fra skabelsens morgen af.

Den, der hæver et glas, rejser derfor også et spørgsmål: Hvor kommer vinen fra? Og videre: Hvad er det for et mysterium, jeg står overfor?

Og når du ser en mand og en kvinde sige ja til hinanden, så spørg: Hvor kommer kærligheden fra? Hvad er det for et mysterium, jeg står overfor?

Med kærligheden mellem mand og kvinde står vi over for en urkraft i Guds væsen. Når de i kærlighed lover at elske og ære hinanden, opstår et fællesskab, en symbiose af det mandlige og det kvindelige, og de bliver ét, bliver til noget nyt.

Og Gud så at det var godt…

Skriv en kommentar