Der er mange forestillinger om, hvad der skal til, for at børn og unge forbliver en del af det kristne fællesskab. Sandheden er mere enkel og traditionel, end de fleste tror.
Lad os lige få det på det rene med det samme: Hvis et barn vokser op og (for)bliver en kristen, er det udelukkende udtryk for Guds gave, ikke en belønning for forældrenes anstrengelser. Der er ingen automatik. Punktum, komma, streg!
Når det er sagt, så er der en klar sammenhæng mellem handlinger og virkninger (Gal 6,7 m.fl.). Den kan undersøges. Pointer kan uddrages. Og vi kan med vores valg og handlinger åbne flere eller færre muligheder for Guds nåde og gave.
Dette bliver et stadig mere påtrængende tema, efterhånden som vi bliver (for)ældre: Hvad der vil ske med næste generation? Årsagerne er indlysende: Vi elsker vores børn, vi elsker vores land, og vi brænder for, at kirken ikke bare må bestå, men vokse; så flere får lov at høre og tro de gode nyheder, og samfundet får den positive påvirkning fra en levende kristenhed.
Køkkenet er vigtigere end kirkerummet
Der er mange bud på, ‘hvad der skal til’, og der bliver investeret endog meget store ressourcer, for at give børn og unge de bedste muligheder for at tro og leve som kristne. Der er bare ikke så meget data at arbejde på. De danske undersøgelser, jeg har kunnet finde frem til, er enten lidt bedagede eller stærkt begrænsede i antal respondenter og/eller fokus.
Til gengæld er der en række store amerikanske undersøgelser, som giver nogle ret klare indikationer. Heraf fremgår det klart, at selv om den lokale kirke og børnearbejde spiller en rolle, så er den lille i forhold til én faktor frem for alle andre: Forældrene.
Det er ikke det, der foregår i kirkerummet, men køkkenet, dagligstuen og soveværelset, der er afgørende for, om kristne børn og unge bevarer troen og engagementet.
Det er tankevækkende i en tid og et land, hvor vi har indrettet os på en måde, så de fleste føler, de må udlicitere opdragelsen i de fleste af barnets vågne timer til offentligt ansatte, ofte udmærkede, dygtige og rare mennesker, uden nogen dybere kristelig dannelse, og i hvert fald uden tilladelse til at præge barnet med et kristent verdensbillede. Det kalder på en ikke-voldelig revolution af vores livsstil og velfærdssystem. Men det er et tema for en anden blog …
Mens vi venter på revolutionen – hvad kan kristne forældre særligt være opmærksomme på i hverdagen?
Gode gamle praksisser
Én ting frem for alt andet: Læs i Bibelen med dine børn.
Det er dokumenteret i flere undersøgelser, bl.a. en ret aktuel én af slagen med 2.000 respondenter.
Her er de vigtigste praksisser for børnene, rangordnet efter deres betydning for deres tro senere i livet:
- Læser i/får læst fra Bibelen
- Beder jævnligt
- Har en tjeneste i kirken
- Lytter til kristen sang og musik
- Deltager i missionsprojekter
Undersøgelsen viser også, de vigtigste praksisser for forældrene:
- Læser regelmæssigt i Bibelen (der var den igen)
- Er aktive i tjenester i kirken og i mission
- Deler sin tro med ikke-troende
- Opmuntrer deres teenagebørn til en tjeneste i kirken
- Tager på årlige fælles familieferier (!)
- Vælger kirker, der går meget op i Bibelen (… igen)
- Lærer børnene om fast givertjeneste
Andre undersøgelser fremhæver yderligere en pointe: Beder om forladelse, når de har gjort barnet uret – og giver forladelse. Altså at både syndserkendelse og tilgivelse er noget konkret, livsnært.
Der er så mange tankevækkende pointer i undersøgelserne, at man kunne skrive en serie om det, men ud over de allerede nævnte, vil jeg nøjes med at fremhæve tre ting her:
- Guds ord er levende, virksomt og stærkt! Trods alle vores brist og mangler, arbejder det sig vej ind i hjerterne, varmer og fornyer sindet og giver liv, som aldrig dør.
- Samtidig er det afgørende, at børnene ser forældrene leve, som om de tror på det, de siger, de tror.
- Og vores tids hensynsbetændelse og underholdningsiver er fuldstændigt misforstået. Indlevende opdragelse, tilpasning af former og fede events kan være helt fine. Det er bare ikke det, som giver børn og unge en dyb erfaring af troen og Gud. De skal engageres, udfordres og forpligtes. Ikke reduceres til tilskuere, smagsdommere eller potentielle ‘ofre’ for forældrenes trosvalg.
Et mirakel – hver gang
Hvis du læser dette, og du har børn, som har forladt troen og/eller kirken, og du kan se, hvor du har fejlet: Der er tilgivelse hos Gud for alle, som vender om, og Gud er større end dine fejl. Stol på ham, hans nåde og hans vældige kraft.
Hvis du læser det, og dine voksne børn har bevaret troen: Tak Gud for det under, at han har bevaret dine børn trods alle dine brist og mangler. Det er en gave og et mirakel – hver gang.
Til alle andre forældre: Du spiller hovedrollen i dine børns tro og liv. Det er forpligtende, ja, men er det ikke også dybest set opmuntrende? Du kan gøre en forskel!
Til alle, som er engageret i børnearbejde: Hold ud og klø på! Det er et vigtigt arbejde, I gør. Men prøv især at udruste forældrene til at være de rollemodeller i hverdagen, som børnene har brug for.
Til ledere: Måske skal I bruge lidt mindre tid på at diskutere det næste program for børnene og de unge og lidt mere tid på at leve og prædike, så vi former de basale praksisser, som har udvirket mirakler i årtusinder.
Hvis du vil læse flere undersøgelser om udviklingen i vores tid og troen, er der en imponerende og interessant samling/oversigt her. Desuden har Morten Vartdal skrevet en profetisk, velresearchet og på alle måder glimrende blogpost om Guds/Bibelens store fokus på oplæring (tak for tip til Mathias Secher Rom).
