Vi skal ikke have ondt af (alle) de fattige

I en fattig landsby i Cambodja slår det mig: Det er synd for os. Os, der kæmper for at nå spinning-timen i fitnesscentret, men i forbifarten overser naboen og dermed glipper den velsignelse, der følger med dét at give.

Vi drejer til venstre på den asfalterede hovedvej. 200 hundrede meter senere er underlaget under vores knallert-lignende moto forvandlet til et rødt dække af grus og sten.

Landet er Cambodja, og jeg er – i selskab af min lokalkendte søster – på vej mod et af de fattige områder, cambodjanerne ynder at betegne som ’countryside’.

Utallige hjem, skabt af blikplader i alle farver, dukker op og forsvinder igen bag den larmende moto. Udenfor leger børnene. De vinker. En dame kigger op og smiler, da vi farer forbi hendes kurve med frugt og grønt.

’Hvor er det synd’, tænker jeg, da jeg bliver budt indenfor hos en lokal, kristen familie, der ellers har et af de for området bedre hjem at søge skygge i.

For hvem kan leve i et hus med vægge af blik og med blot ét stort køkkenalrum? Jeg undres. Et køkkenalrum, der i familiens tilfælde også rummer børnenes køjeseng, og som går i ét med soveværelset, der samtidig tjener som kontor.

Farvel til Audi’en

Tre dage senere går det op for mig: Måske det er os selv, vi skal have ondt af. Os, der i jagten på drømmehuset, den flotte Audi og den gode opsparing glemmer, at vi ikke er udødelige som den modige helt i Disney’s tegnefilm.

At vores dage her på jord er talte – og at vi hverken kan tage hus, bil eller bankkonto med herfra.

Måske vi netop skal have ondt af os, der er hoppet på den materialistiske bølge, som i 1960’erne for alvor gik i land. Trods ungdomsoprøret og moderne forsøg på ’simple living’ og deslige har bølgen ikke trukket sig tilbage.

Det har konsekvenser. Et slør dækker vores øjne. I hvert fald mine. Skal du have et godt liv, må du have et flot murstenshus med stor stue, et lækkert køkken og flere værelser. En velkørerende bil. Et godt arbejde.

Ingen alarm

Jeg føler mig dum – og fanget.

Blankt må jeg erkende, at jeg fyldes af misundelse over den glæde og taknemmelighed, jeg oplever i et blikhus i en fattig landsby i Cambodja.

En glæde og taknemmelighed, der næppe er tilfældig. ”Det er saligere at give end at få, ” lyder den klare påstand i Apostlenes Gerninger.

Her i blikhuset er der plads til at give. Her er der ikke en alarm, der ringer med påmindelsen om, at spinning-holdet starter om en time.

Her er der tid til grin, snak og oprigtig omsorg. Her er der rum til at byde gæster indenfor. Til at koge lidt ekstra ris og servere småkød tilberedt på ægte, cambodjansk manér.

Ikke kun til os gæster fra det rige og måske for dem eksotiske Europa. Men også til nabopigen, der er efterladt alene i hjemmet, mens forældrene på byens marked forsøger at sælge de fletkurve, der udgør det meste af familiens indtægt.

Tid til at give?

Jeg tror ikke, at mange bankrådgivere ville rynke på brynene og påpege et overforbrug, hvis vi blot engang imellem kogte lidt ekstra pasta og fandt den store gryde frem til kødsovsen for at sende en portion i retning af vores travle nabo.

Alligevel gør vi det ikke. Tiden er knap. Arbejdet kalder, tager energi. Fitnessabonnementet skal passes. Nu har vi jo betalt for en hel sæson. Vi kæmper for at nå i mål.

Imens glemmer vi noget af det vigtigste: Vi glemmer at give, som Jesus klart opfordrer til i sin udsendelsestale af de tolv disciple – og den salighed, der følger med, smuldrer i hænderne på os.

Det er synd. For os og for dem, vi er sat omkring. Naboer. Kollegaer. Receptionisten på lægehuset.

Vi har fået så meget – men vi giver så lidt. Af vores tro. Af vores tid. Af os selv.

Hvorfor?