Vi kalder på vækkelse – men til hvad?

Vi længes som kirke efter, at flere må kende Jesus. Men hvordan skal en lunken og småslumrende kirke blive redskab for andres vækkelse?

Jeg hører mange kristne tale som om, vi står på tærsklen til en ny vækkelsestid. De mener at erfare, at Guds ånd virker i kirken på en fornyet måde.

Jeg ser selv, at der sker ting og sager i Guds menigheder i disse år. Men jeg er ret forsigtig med at forklare dem som tegn på vækkelse.

Der sker nemlig også en anden udvikling blandt kristne i disse år, som peger i en anden retning: Bibelkendskabet, bibelglæden, bibeltroskaben, bibellæsningen går hastigt ned ad bakke.

Det leder mig så til spørgsmålet: Kan vi tale om egentlig åndelig vækkelse uden samtidig at se en voksende kærlighed til Guds Ord? Det virker usandsynligt.

Et andet spørgsmål til vækkelses-tilstanden i vores danske kontekst kan lyde: Hvor ofte ser vi egentlig åndelig vækkelse uden samtidig at se en kirke i dyb åndelig, men måske også jordisk, nød og afhængighed af Jesus? Måske er der en grund til, at vækkelserne i dag sker blandt mennesker, som har få eller ingen materielle eller sociale goder i denne verden?

– For når man vækkes som en kristen, vågner man som en fremmed i verden. Det er et af troens vilkår og kendetegn. Det er som bekendt nemmere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige.

Derfor er mit råd i denne tid: Bed om, at du selv må vækkes om nødvendigt. Se dernæst til de mennesker på dine egne kirkebænke, som måske slumrer og småsover sig gennem livet med Gud, og som trænger til et kærligt puf i siden.

På hans Ord alene skal vi vækkes. På hans Ord alene skal vi leve og dø.