Forsagelsen var ikke oprindeligt en del af trosbekendelsen, men kom til senere. Alligevel sætter den ord på noget, vi har brug for at gentage: Den treenige Gud, vi bekender os til, har en modstander, og vi skal ikke underkende hans eksistens, men lære at genkende hans gerninger og væsen, så vi kan forsage ham.
Hvor finder vi (blandt andet) Satans brændende pile?
Satan elsker alt, hvad Gud afskyr.
Lunkenhed og en tvetydig sjæl. Selvbedrag og dårlig dømmekraft. Han lever af vægelsind overfor Guds Ord, og manglende lydighed mod det. Han står klar til at fodre et hovmodigt ego. Så det retmæssigt kan hævde sig, og slippe for den kedelige nødvendighed af selvkontrol.
Han er bedste-vennen, når samtalen falder på at sladre og nedgøre en af Guds værdifulde skabninger. Han ser til med forventning, når vi investerer dyrt i dårlige relationer.
Han stikker os spaden i hånden, og opmuntrer os til at grave kløfter til andre mennesker. Så vi bliver passive mænd, der ser stort på andre, og naive kvinder, som ser stort på kampen. Så vi vænner os til ægteskaber og fællesskaber, der ikke lever som ét, men udvikler sig til krigszoner.
Satan ønsker ikke, at du skal miste dig selv. Hold fast, siger han. Hold fast i det, du har ret til. Det er dig, der er herre i dit liv! Du bestemmer – siger han, som ikke selv formår noget som helst uden at Gud tillader det!
Satan har ikke noget imod spiritualitet – han er faktisk vild med det, når det bare er den rigtige slags, som er kendetegnet ved selvcentrering, dyrkelse og lovprisning af skabningen – ikke skaberen og frelseren.
Satan følger min tjeneste nøje. Han ved, at jeg ønsker at udleve den for Gud. Men han leder efter anledninger til at dreje mit fokus. Så jeg i stedet gør eget ry og rygte en tjeneste. Satan frister mig til tavshed og overfladiskhed. Så jeg kan slippe for at indse og erfare, at korsets vej er en lidelsesvej.
Satan kender skriften, og han citerer den ofte og gerne, også fra prædikestole. Helst ude af kontekst, og redigeret for synd, omvendelse og fortabelsens mulighed.
Allermest, hader Satan Jesus. På alle tænkelige måder. Han ser helst, at jeg ikke erkender mit behov for, at Jesus erklærer mig retfærdig overfor Gud.
Vi er ikke faderløse
Men Jesus har besejret ham, knust ham og dømt ham! Hans tid som jordens fyrste er sendt til tælling. Derfor raser han og fylder jorden med ondskab og løgn, splid og ufred, selvretfærdighed og nådesløshed. Men kun for en tid.
Og Jesus har ikke efterladt os faderløse på jorden. Han har sendt sin talsmand, sandheds ånd (Joh 14,17;26). Den går i forbøn for os, trøster og opdrager os. Den peger på frelsen i Jesus, Guds Ord. Når vi er stærke i Herren, og ifører os Guds fulde rustning, skal vi ikke frygte Satans brændende pile (Ef 6).
Men vi skal af indlysende grunde, fortsætte med at forsage Djævelen, alle hans gerninger og alt hans væsen.
Image by Luisella Planeta from Pixabay
