Når nuancerne ryger, og verden deles op i gode og onde mennesker, går dialog og refleksion, ydmyghed og tålmodighed fløjten. Det gælder også i den tragiske sag om George Floyd.
’I don’t do nuance, Joe’ (Jeg gør mig ikke i nuancer, Joe).
Sådan skulle den tidligere præsident George W. Bush have sagt i en diskussion om Irakkrigen. Mange kritikere mener, at det var kendetegnende for hele hans verdensbillede: Ingen nuancer. Bare sort og hvid, dem og os, de gode mod de onde.
Ethvert intelligent menneske med selvindsigt ved, at sådan er hverken verden eller mennesker.
Tårer giver ikke ret
Alligevel flyder især de sociale medier over med udsagn og udfald, der synes født af sådan et forsimplet billede. Og hver gang et menneske på denne måde gør sig selv til både anklager, dommer og jury over andre uden at nuancere, spreder dette barnlige, polariserende verdensbillede sig. Som en virus i vores sind, farligere end corona og den sorte død tilsammen.
For når nuancerne ryger, og verden deles op i gode og onde mennesker, går dialog og refleksion, ydmyghed og tålmodighed fløjten. Så tager flokken magten. Hvilket bare er et udtryk for, at de stærke automatisk også har ret – uanset hvor meget de end græder og kalder sig ofre.
Respekt for menneskeliv
Den dødbringende anholdelse af George Floyd må gøre alle med et hjerte trist, medfølende over for hans familie og indignerede. Tænk, at en politimand kan opføre sig så hensynsløst.
Det er muligt, omend ikke sikkert, at race eller racisme spillede en rolle. Det er indiskutabelt, at respekten for sortes liv må ligge os alle på sinde – lige som de brunes, de hvides, de gamles og de ufødtes, ja. Og jeg har også haft lyst til at skrive All Lives Matter, men det kan let blive til en omgang whataboutism og fornægtelse af den konkrete sag og en relevant drøftelse af mulig racisme i USA såvel som i Danmark.
Men der er godt nok noget af et farligt spring derfra og til den moralske lynjustits: ’Vi ved, at denne hændelse var racistisk motiveret. Hele systemet er racistisk. Derfor skal det omstyrtes. Og hvis ikke du er med os, uden forbehold og nuancer, er du imod os. Så er du ond, og vi gider ikke høre på dig. Vi kan ikke tage hensyn til anderledes tænkende, på dialog og demokrati.’
Kristendom reducerer aldrig virkeligheden
Der er ikke noget nyt i denne mentalitet. Sande kommunister har altid haft denne attitude. Fascister med. Alle totalitære og de fleste radikale religiøse bevægelser bygger på dette verdensbillede. Heriblandt har der været ikke så få, der kaldte sig kristne. Men det har intet med sand kristendom at gøre.
Sand kristendom reducerer aldrig virkeligheden. Den ser virkeligheden og mennesket i øjnene, som de er. Den synlige såvel som den usynlige, åndelige virkelighed.
Og ja, der er vitterligt noget, der er sort og hvidt, godt og ondt. Det er vigtige dimensioner! Men de ligger skjult i en verden fuld af farver og nuancer. Og skellet ligger ikke mellem ’os’ og ’dem’, for der er ingen, der er gode, undtagen én, og det er ikke dig eller mig.
Og vi er ikke ’os’, fordi vi har ret, eller fordi andre mennesker er moralsk underlegne. Vi er kun os, fordi Ham, som er den gode, elskede, havde medfølelse med og tilgav os.
Man kan ikke se det og tro det – virkelig tro det – og så gå ud og være skråsikker og arrogant. Generalisere og gøre sig til dommer over andre mennesker, levende som døde, ud fra én simpel moralsk målestok.
Det gælder selvfølgelig også i mødet med de mennesker, jeg indirekte kritiserer her. Dem med de tåbelige holdninger …
