En erfaring, jeg er begyndt at gøre mig, er, at vi også udlever det kristne budskab, når vi venter på Gud.
At det er gudvelbehageligt, når vi hjælper vores næste, forkynder evangeliet og giver penge til nødlidende, føles umiddelbart. Men at vi også udlever troen og adlyder Guds bud, når vi i stilhed venter på Guds indgriben, gør godt at minde sig selv om.
Gentagne gange påbyder Gud os at vente på ham. Salme 42 er kongeeksemplet, hvor det igen og igen lyder: “Vent på Gud! For jeg skal takke ham påny, min frelser og min Gud,” og generelt i Salmernes Bog lyder befalingen ofte. Vi tror på den almægtige Gud, og bag alt og alle, vi venter på, venter vi dybest set også på Gud. Derfor er det en del af bønnen og troen på den almægtige Gud at vente på ham. Det tager tid – ofte lang tid. Måske et helt liv, så det er en erfaring, der kun lige er begyndt.
Men det er en erfaring, som har indledt svaret på et spørgsmål, jeg ikke rigtig har kunnet finde svar på tidligere: Hvordan følger man egentlig Kristus, når man selv er den, der er fremmed, syg, i fængsel, nøgen, sulten og så videre? Altså den, som ifølge Jesus har brug for de kristnes hjælp (Matt 25,36).
Det føles (i hvert fald i teorien) lettere at være den, som kan hjælpe den fremmede, syge og fængslede, for så er der et eller andet, man kan gøre. Det er da også de færreste her i verden, der er så isolerede, at de slet ikke kan hjælpe nogen. Men når vi kommer i den ventende og modtagende position, udlever vi også det kristne budskab.
På de dage, hvor venten er den primære måde, jeg kan udleve min tro på, gør det godt at vide, at jeg ikke er sat på pause i Guds univers. Det føles måske umiddelbart mindre fromt at vente end at udføre de aktive handlinger, men jeg tror ikke, det er det.
…
Bloggen er et uddrag af Mathias Secher Roms bog ”Tilbagetræk”, der udkommer på LogosMedia den 25. januar. Bogen er på 80 sider og koster 79,95 kr. Den kan bestilles her Tilbagetræk
Læs også omtalen her: Meningsfulde mellemregninger
