Adventstiden er desværre fordampet temmelig meget i dagens Danmark. Det er noget nær julefest gennem hele december, og for manges vedkommende allerede taget hul på i november.
Det kan selvfølgelig ses som en kraftfuld virkning af julens betydning. Men lidt ærgerligt, at advent ikke får lov at være advent. For når adventen fastholdes som den meget stille, lange optakt til den kæmpestore julefejring, bliver julefesten desto mere til fest. Men især minder adventen os dermed om noget, der er i spil hele vores liv: Ventetid. Advent betyder komme. Som kristne venter vi dybest nede i troen på det, der skal komme, den ultimative julefest, festen uden ende.
Summen af lidelser, elendighed og ondskab i denne verden og i dette liv er grundlæggende uforandret.
Det kan bølge op og ned. I ens eget liv og hele verdens liv. Til tider giver det håb om store forbedringer. Til andre tider ser det komplet uforbederligt ud.
Da øst-vest-muren faldt i Berlin i 1989 meldte der sig stor tro på verdens forandring. Indtil årtusindskiftet – så var vi igen tilbage. Og lige nu peger pilen stærkt nedad med krigs-uro, klima-uro og uro i flere andre facetter rundt om hele kloden.
Den kristne tro melder klart ud: Dette liv og denne verden er og bliver en vente-sag.
Og det kan adventstiden minde os stærkt om frem mod jul. Især altså når advent bliver afholdt, som den blev meget mere før i tiden. Som f.eks. i min barndom. I mit barndomshjem blev juletræet ikke vist frem før den 24. om aftenen, efter aftensmaden, når alt var gjort klart til at gå om juletræet. Først da så vi juletræet. Der stod det, pyntet og tændt, kun med levende lys. Det var et under hvert år. Det er ikke løgn, når jeg skriver, at juletræet var en næsten lige så stor gave som gaverne.
Men vi ventede altså gennem hele adventen på dette øjeblik. Adventen var ikke sådan en kvart julefest med store adventsgaver, mad i mængde, halvt eller helt julepyntet hus. Ikke engang fjernsyn havde vi, så vi kunne følge med i tv-julekalenderen. Vi ventede.
Og uden at ville insistere på, at den form for adventsfejring er det kristelig talt eneste rigtige, vil jeg alligevel opfordre til, at adventstiden meget gerne på den ene eller den anden måde må minde os om, at dette liv er og bliver en ventetid.
”At blive kristen er at blive inddraget i en venten”, skriver den svenske præst Peter Halldorf, og fortsætter: ”Bibelen og den kristne erfaring er fuld af historier om lange perioder af venten, som troens folk har måttet udholde – mellem løfte og opfyldelse, mellem drøm og virkeliggørelse. Det var ofte en ventetid, der var fyldt med spørgsmål og smerte.”
Vores eget liv er fyldt med venten, som kan rumme meget smerte, mange spørgsmål og tvivl, der jævnligt kan banke på.
Den svensk præst, Tomas Sjödin, har skrevet nogle bøger, hvori han reflekterer over det, der er sket med hans forhold til Gud i mødet med lidelsen i hans eget liv. Han fik tre sønner med sin kone, hvoraf to var alvorligt hjerneskadede fra fødslen.
Sjödin havde en trosbagage med sig med en grundlæggende barnlig og ligefrem tillid til Gud. Til at begynde med tænkte Sjödin derfor, at Gud kunne forandre situationen. Sjödin var overbevist om, at Gud kunne helbrede drengene. Da det ikke skete, men begge drenge tværtimod døde, blandede der sig noget nyt ind i tilliden: protest og klage. ”Gode Gud, i aften må du klare dig uden mit sædvanlige ’tak for i dag’”. Sådan kunne bønnen lyde nu. Eller: ”Jeg havde ventet mig mere af dig. Jeg havde ventet mig betydeligt mere”.
Med tiden blev der føjet endnu et moment til forholdet: en anderledes fordybet tillid og tryghed, som forsonede sig med det uafvendelige, men som også rummede tilliden til, at Gud har det bedste i vente. Ordet ”vente” blev fra da af et af livets og troens hovedord for Sjödin.
Det må det også gerne være for os.
Og når vi så igen rammer årets julefest, så får vi et vidunderligt lysglimt om det, der skal komme en dag og standse al venten. Som en af de længst overlevende veteraner fra Første Verdenskrig sagde i et interview for nogle år siden, da han havde fortalt om den mirakuløse julefejring i krigens første år, 1914, hvor der i nogle dage opstod et fuldstændigt fredsamvær mellem soldaterne fra Tyskland, England, Frankrig osv., hvortil journalisten siger: ”Men det holdt jo ikke…” Nej, svarede den gamle veteran, men ”vi lærte, at det ikke er julen, der bringer fred. Julen er et løfte om, at Jesus vil bringe fred. Til alle, som tror, til hele verden. Når tiden er inde. Julen er et løfte om, at en dag kan vi komme hjem. Jeg kan næsten ikke vente, til jeg skal hilse på nogen af disse tyske soldater igen.”
Photo by Matthew Ball on Unsplash
