”Velkommen her. Nu finder jeg mine venner…”

Er søndagens gudstjeneste blevet forvandlet til ugens møde med vennerne – eller har vi plads til at drikke kaffen med den nye i hjørnet? Jeg er i tvivl.

Præsten kigger smilende ud over forsamlingen. ”Tak for i dag. I er alle mere end velkomne til at tage en kop kaffe bagerst i lokalet.”

Der lyder en larm fra stolene, da menigheden rejser sig. De har fået færten af kirkekaffen og strømmer mod rullebordene med de sorte kander og de hvide plastikkopper. Malene følger trop, hælder den sorte drik i koppen og læner sig op ad muren. Hun er ny og kigger sig usikkert omkring.

”Ej, hej Malene. Hyggeligt at se dig her”.

Malene ånder lettet op. En gammel kollega. De udveksler et par høflige fraser, inden kollegaen hurtigt afslutter samtalen: ”Nå, jeg må videre”.

På et øjeblik er hun forsvundet. Malene står for sig selv. Igen. Kigger rundt. Rundt på de borde, hvor grupper fra menigheden har samlet sig, og hvor hendes gamle kollega nu også sidder. Unge, midaldrende og ældre. Pænt fordelt, så hårfarven matcher. Hvor skal hun gå hen?

Voksne er ikke bedre

Jeg ved, at Malene ikke er den eneste, der har stillet – og stiller – sig selv netop dette spørgsmål. Som ny har man brug for at blive taget i hånden. At blive guidet. At blive set.

For det er ikke nemt at være ny. Det har det aldrig været – og det bliver det måske aldrig. Men skal det være så svært? Så svært at finde en plads omkring bordene, som jeg ofte oplevede det i mine tidlige ungdomsår, og som jeg også i dag får det beskrevet af flere bekendte?

Som teenager var jeg overbevist om, at det blev bedre. Blev bedre, når alderen blev højere, når cyklen blev skiftet ud med en bil, og når mors madgryder blev erstattet af mine egne.

Nu holder bilen i indkørslen. Jeg laver kødsovs i mine egne gryder. Men det er ikke blevet bedre. Måske endda værre. Voksne snakker med hinanden, tænkte jeg dengang. Ikke altid, ved jeg nu.

Aula-beskeder og fodbold

Eller – vi snakker. Vi drøfter pædagogens seneste besked på Aula. Vi diskuterer dommerens tvivlsomme røde kort i den seneste kamp mellem de lokale oldboys-hold. Men hvem taler med den nye i hjørnet?

Hende, der ikke er en del af folkeskolens Aula-netværk? Ham, der er ny i byen og ikke bekendt med de lokale oldboys-helte?

Mine parader stiger til vejrs. Spørgsmålet er ubehageligt. Undskyldningerne mange. For jeg har ikke altid lyst til at snakke med Malene.

Ugen er gået. Nu er det søndag. Vennerne venter i kirken. Det er et privilegie – og en udfordring. For hvor er det fristende at høre, om veninden fortsat smiler efter charterferien med svigermor – og det er ikke forkert.

Men det må aldrig blive det altoverskyggende. Det må aldrig fjerne min lyst – eller vilje – til ikke blot at sende Malene et smilende blik, men at agere. At invitere hende ind i flokken omkring bordet. At stille mig langs væggen ved siden af hende.

Er kirken blevet en venneklub?

“Kirken må ikke blive en venneklub”, hørte jeg en ung mand sige i sommer. Jeg tror, han har ret – i hvert til dels.

Kan kirken forvandles til en venneklub, er det unikt. Men det må aldrig blive med venneklubben som fortegn. Kirken må stå først. En kirke, der er åben, inkluderende og imødekommende. En kirke, der inviterer den nytilkomne langs væggen på kaffe.

Her kan venskaber opstå, måske endda en venneklub. Den inkluderende venneklub. Venneklubben, der med åbne arme inviterer ind. Venneklubben, der ser. Ser den gamle arbejdskollega, den unge studerende, den ensomme.

Præcis, som Jesus ser kvinden, der nænsomt rører hans kappe. Som han ser Zakæus i morbærfigentræet. Som han ser dig og mig – og som han ser dem, vi er sat omkring.

Skriv en kommentar


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.

ELN søger ny landsleder. Måske noget for dig, der er netværker, organisator og kommunikator..?

Sognekirkekonference 24. maj i Kolding. Fokus på håb. For alle med hjerte for folkekirkens muligheder!

Verified by MonsterInsights